Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 12 Børn&Unge som e-paper
GUIDE: Sådan skaber du en god skattejagt
Både børn og voksne elsker skattejagter. Det kræver forberedelsestid og kreativitet at opfinde en skattejagt, men det er tiden værd, mener forfatter Katrine Skovgaard.
Af: Maja Hansen
Mange af os har gode minder om skattejagter, da vi var børn. Minder om, hvordan man brugte en eftermiddag på at løse gåder og følge spor, indtil man fandt de kulørte poser, hvis indhold af søde sager var belønningen for ens vedholdenhed.
»Skattejagt er en gammeldags måde at være sammen på, fordi man er sammen i den fysiske verden. Skattejagt er et lille eventyr i sig selv. Når man er på skattejagt, får man selv lov til at være hovedperson i en spændende historie, så det er en slags rollespil,« siger forfatter Katrine Skovgaard, som har et firma, der arrangerer skattejagter, og som har skrevet bogen ’Sådan laver du dine egne skattejagter’.
Men skattejagter er ikke kun sjov underholdning til børnefødselsdage. Både børn og voksne kan få glæde af en skattejagt, og det er muligt at bruge skattejagten som andet og mere end underholdning.
»Skattejagter kan være med til at udvikle kompetencer, især kreativitet, da de sætter gang i tanker og fantasi. Når man arrangerer en skattejagt, får man børn til at lege, samtidig med at man kan proppe lærdom ind i en skattejagt. Det kan være en sjov, inddragende og aktiverende måde at lære på. Hvis man vil lære børnene om geografi, kan man digte en historie til skattejagten, hvor børnene for eksempel kan tage med Christoffer Columbus på opdagelsesrejse til Amerika,« siger Katrine Skovgaard.
Hvor lang tid, det tager at forberede en skattejagt, varierer efter, hvilken type man vælger, men tiden er altid godt givet ud, mener hun.
»Den er værd at bruge tid på, for det er en oplevelse, man kommer til at huske i lang tid. Nogle af de ting jeg kan huske fra fødselsdage, da jeg var barn, har været de arrangementer, som folk har lagt tid i. Det er med til at skabe minder.«

Sådan opstod skattejagter
Jetsetteren Elsa Maxwell introducerede skattejagten som festleg i begyndelsen af 1930’erne. Hun var amerikansk forfatter, sangskriver og professionel værtinde, som ofte holdt store fester for de rige og berømte. Her sendte hun festdeltagerne ud på en skattejagt, hvor de skulle løse opgaver eller finde spor. Hendes fester var populære, og skattejagter var på højeste mode i det årti.

Pirater brugte ikke skattekort
Modsat hvad mange mennesker tror, findes der ingen beviser på, at pirater brugte skattekort. Der er ganske få eksempler i historien på, at pirater begravede deres skatte, og ingen af eksemplerne nævner et skattekort. Idéen om et kort med ruten til en hemmelig skat blev udbredt med Robert Louis Stevensons bog ’Skatteøen’ fra 1883, som også er roden til mange andre moderne piratmyter.

3 forskellige skattejagter

Billedskattejagt
Fra 4-10 år. 1-10 deltagere
Tegn eller fotografer, og print billeder af forskellige steder i huset. Giv ­børnene et billede af et sted. Børnene skal nu gå hen til det sted, billedet viser. Hvis det for eksempel er et billede af garderoben, så skal de gå derhen. Der skal de så finde et nyt billede, der er gemt på stedet. Det nye billede viser et nyt sted, for eksempel gyngerne. Og så skal børnene gå derhen. Man ­bestemmer selv, hvor mange billeder der skal være. Skatten er gemt det sidste sted.

Tingfinderjagt
Fra 4 år. 1-30 deltagere
Denne skattejagt kan både foregå inde og ude. Lav en liste over de ting, som børnene skal finde. Indenfor kan det for eksempel være ’et billede’ eller ’en sko’, der skal findes, mens det udenfor kan være ’et blad’ eller ’et agern’. Hvis det er mindre børn, der skal på skattejagt, kan du tegne tingene i stedet for at skrive en liste. Du kan vælge, hvor lang tid børnene skal have til at finde tingene, ud fra hvor lang en liste af ting du har lavet.

Bogskattejagt
Fra 8 år. 1-20 deltagere
Giv deltagerne et kort med billeder af udvalgte bøger, for eksempel ’eventyr’. Giv dem samtidig et tekstuddrag fra en af bøgerne. Nu skal deltagerne gætte, hvilken bog teksten hører til, og så gå hen til det sted, hvor bogen er på kortet. Dér hænger en ny tekst fra en anden bog, som deltagerne så skal finde på kortet. Det gælder om at finde den rigtige rækkefølge af bøgerne og nå rundt til dem alle.
Gør sådan her:
Brug et lige antal bøger. Lav en rækkefølge, som posterne skal findes i, for eksempel ’De tre bukkebruse’, ’Rødhætte’, ’Den lille havfrue’ og ’Rapunzel’. Sæt forsiden fra den ene bog sammen med et tekstuddrag fra den næste bog. Find forsidebillederne på nettet, og scan teksten ind, eller skriv i hånden. Er der mere end et hold deltagere, kan de starte forskellige steder, så hold ét starter ved ’De tre bukkebruse’, og hold to starter ved ’Den lille havfrue’. Målet er stadig at finde den rigtige rækkefølge af bøgerne.

Forslag til skatte
Kagekiste
Bag en kage, og skær den i tre stykker, læg dem oven på hinanden, og rund toppen, så den får kisteform. Tegn detaljer med glasur.
Pengesmåkager
Bag små runde småkager med tal på, eller brug eventuelt færdigkøbte runde kiks, og skriv tal på med glasur.
Slikmønter
Brug små skinnende chokolademønter i en fin æske.
Andre skatte
Man kan variere skatten efter sæson. Til påske kan det for eksempel være påskeæg, og til jul kan det være pebernødder. Skatten kan også være alt fra jordbær, popkorn og is til en film eller et spil. I sidste ende er det kun fantasien, der sætter grænser. Det behøver ikke at være en stor skat, for det er selve jagten, der er det sjove.

Opskriften på den gode skattejagt
Vælg et emne. Det er vigtigt, at skattejagten omhandler et emne, som modtageren brænder for. Det kan fx være prinsesser, Pokémon eller pirater.
Brug din kreativitet. Lad dig ikke stoppe af fysiske begrænsninger, men vær kreativ, når du udtænker skattejagtens opbygning.
Inddrag en historie. Skattejagter bliver mere spændende, når de har en tilhørende historie. Det kan for eksempel være, at prinsessen er blevet fanget, og at deltagerne nu skal ud på en færd for at befri hende.
Brug kodesprog
Beskeder til en skattejagt kan skrives med kodesprog for at gøre jagten sværere. Beskeden kan for eksempel skrives med runer eller som en rebus, hvor børnene skal finde løsningen. Der er også mulighed for at opfinde sit helt eget kodesprog til beskederne.

Piraterne havde forskellige sørøverflag
Hver sørøverkaptajn havde sit eget flag. Sørøvernes flag kaldes Jolly Roger og blev brugt til at indgyde frygt. Jolly Roger-flag var typisk røde, sorte og hvide. Her kan du læse om piraterne og deres flag.
Edward Low (ca. 1721-1724)
Han var berygtet for at torturere sine ofre, inden han slog dem ihjel. Han hærgede ud for kysten ved New England, Azorerne og Caribien.
Christopher Moody (1713-1718)
Han var berygtet for aldrig at udvise nåde. Timeglasset med vinger på flaget skulle vise hans fjender, at deres tid i live fløj fra dem.
Bartholomew Roberts (ca. 1719-1722)
Han overtog flere end 470 skibe. Da han døde i kamp, kom det som et chok for mange, som troede, han var uovervindelig.
Edward Teach (ca. 1716-1718)
Den berygtede og frygtede engelske pirat, kendt som ’Blackbeard’, sejlede med dette flag på sine plyndringstogter. Han havde tændte lunter under sin hat for at indgyde frygt.
Samuel Bellamy (1716-1717)
Det klassiske piratflag blev brugt af den rigeste pirat i historien, ’Black Sam’ Bellamy, også kaldt ’Robin Hood of the Sea’ på grund af sin nåde og generøsitet over for de fanger, han tog
Læs mere i bogen ’Sådan laver du dine egne skattejagter’ af Katrine Skovgaard. Illustreret af Iben Klokker. Vejl. pris 250 kr.

Kilder til denne guide: Bogen ’Sådan laver du dine egne skattejagter’ af Katrine Skovgaard. Wikipedia: Jolly Roger, Edward England, Samuel Bellamy, Edward Low, Blackbeard, Bartholomew Roberts, Christopher Moody. Clanmaxwellusa.com. MinkusineMaria.dk. Woot.com.