Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2001 Nr.: 23
Flere nyfødte tvangsfjernes
Kommunerne har skærpet kursen overfor nybagte forældre, som åbenlyst ikke kan tage vare på deres nyfødte børn. Antallet af tvangsfjernelser er steget, og færre børn kommer tilbage til forældrene efter anbringelsen.
Af: John Peters
Nybagte forældre, der ikke magter forældreopgaven, får i stadig større omfang tvangsfjernet deres børn. Det billede tegner sig i kommunerne, og tendensen bekræftes af tal fra Danmarks Statistik, som Børn&Unge har fået udarbejdet.
Selv om der er tale om relativt små tal, er der en tydelig tendens til, at kommunerne tvangsfjerner flere nyfødte, forstået som børn op til et år, end for 10 år siden. I perioden 1987-1990 tvangsfjernede landets kommuner samlet 16,8 nyfødte børn om året, men antallet steg til 24,6 nyfødte børn i gennemsnit fra 1991 til 2000. Også antallet af frivillige anbringelser er steget en anelse til omkring 130 om året.
Cand. scient. pol. Anne-Dorthe Hestbæk har som forsker på Socialforskningsinstituttet beskrevet anbringelser af børn i undersøgelsen "Når børn og unge anbringes", og hun mener, at stramningen i forhold til forældrene sker af flere årsager.
»Der er den umiddelbart lette forklaring, nemlig at kommunerne ikke er gode nok til at hjælpe de nybagte forældre, og at nogle kommuner ikke gør nok for at støtte. Den næste forklaring kan være, at kommunerne ikke har de rigtige tilbud. Min undersøgelse viser, at en del forældre er utilfredse med den hjælp, de har fået. Der er iværksat en eller anden foranstaltning, som de så dropper ud af - det kan være terapi eller "hjemmehosser" eller andet,« siger Anne-Dorthe Hestbæk, der i dag er forsker på Advice Analyse.
I anbringelsessager er der ofte et stort spænd mellem den støtte, som forældrene tilbydes, og så den hjælp, som forældrene mener er nødvendig, viser Anne-Dorthe Hestbæks undersøgelse.
»Den tredje forklaring er, at der er en del
forældre, som ganske enkelt ikke ønsker at modtage hjælp fra kommunen, der så i sidste ende vælger at tvangsanbringe barnet. Nogle af disse forældre er heller ikke modtagelige for hjælp. Og kommunerne fastholder en foreløbig anbringelse, så det bliver til en tvangsfjernelse,« siger Anne-Dorthe Hestbæk.

Massive problemer. Udviklingen går også i retning af, at anbringelser af nyfødte udvikler sig til længere forløb. Ud af godt 130 årlige anbringelser ophørte mellem 30 og 40 anbringelser for 10 år siden, mens der i gennemsnit de sidste fire år er ophørt 18 sager - eller 30 pct. af sagerne i starten af 90erne og kun 12-13 pct. i år 2000. Kommunerne fastholder altså i større omfang de anbringelser, der er foretaget.
Flertallet af de forældre, der får tvangsfjernet deres nyfødte barn, har mange og ofte massive problemer, og hvis en anbringelse eller tvangsfjernelse skal have en positiv effekt, er kommunerne indstillet på lange anbringelsesforløb.
»Der har længe ligget et pres på kommunerne om at gribe ind tidligt, og kontakten til dårligt stillede familier er i dag tættere end tidligere. Derfor er det nu muligt i nogle tilfælde at gribe ind fra fødslen,« siger Pernille Kvarning, konsulent i Børne-ungeafdelingen i Kommunernes Landsforening. Både barn og forældre er ofte bedst hjulpne med langvarige anbringelser, for de problemer, forældrene kæmper med, er ikke af ny dato, og derfor sker tvangsfjernelserne tit umiddelbart efter fødslen. Familien er kendt i systemet, og når sagsbehandler, sundhedsplejerske og familiens læge vurderer, at barnet ikke vil trives, skrider kommunerne til tvangsfjernelse. Og disse indgreb varer ofte i årevis.
»Kommunerne arbejder betydeligt mere langsigtet end før i disse sager, og det betyder generelt mindre gennemstrømning. Og det gælder altså også for de nyfødte,« siger Pernille Kvarning.