Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2002 Nr.: 37
Der er ikke brug for nederlag
Selv i de dårligst fungerende familier er der noget der går godt. Og det er der, man skal fokusere, hvis man vil hjælpe. Ud fra den filosofi fungerer dagbehandlingscentret for hårdt belastede flygtningebørn Villa Rosa.
Af: Andreas Lindqvist
I en gammel rødstensvilla midt i Odense ligger institutionen Villa Rosa med speciale i svært belastede flygtningefamilier. Villaen ligner mere et hjem end en arbejdsplads, med store lyse rum og en hyggeligt knirkende trappe. Spredt ud over gulvet i de to største rum ligger dynger af legetøj. Udenfor strækker sig en stor have, komplet med terrasse, gyngestativ og rutchebane. Lyden af legende børn giver genlyd mod de gamle vægge.
Formålet med stedet er dog alvorligt nok. Institutionen tager imod de flygtningebørn i Odense, som børnehaverne ikke kan klare. Villa Rosa er nogle gange sidste station før en tvangsfjernelse.
På villaens øverste sal har lederen af institutionen, Peter Brigham, sit kontor.
»Forældrene foretrækker at se os som en børnehave, måske fordi det er nemmere på den måde,« fortæller han med sin amerikanske accent.
Men en almindelig børnehave er Villa Rosa i hvert fald ikke. På Villa Rosa arbejder man med de hårdest belastede børn i byen. Børnenes forældre magter ikke forældrerollen, fordi de knap nok magter sig selv. Nogle af dem har overlevet tortur, krig og en udmattende flugt væk fra det kendte og trygge. Andre har svært ved at klare sig i et for dem fremmed land. Fælles for dem er, at deres familier ikke fungerer. Og deres børn lider under det. De bliver voldsomme og udadreagerende eller omvendt indesluttede og ensomme.

Ufokuseret kærlighed. »Forældrene kommer her oftest velvilligt og med en stærk men ufokuseret kærlighed til deres børn. Vi hjælper dem frem til en indsigt i, hvad deres børns behov er, og dermed får de langsomt en ide om, hvem de er som forældre til børnene. Vi fokuserer på familiens ressourcer og hvad, de kan, frem for hvad de ikke magter. Samtidig forsøger vi at give dem indsigt i, hvad de skal hjælpe børnene med,« fortæller Peter Brigham.
En hyppigt brugt metode går ud på at give familien nogle gode oplevelser sammen under personalets vågne øjne. Bagefter snakker Villa Rosas familieterapeuter situationen igennem med forældrene. Ikke med fokus på det, der gik dårligt, for det er ikke nederlag, der er brug for. I stedet kigger man på det, der gik godt og snakker om, hvordan erfaringerne kan bruges til dagligt.
Villa Rosas fokus på at hjælpe familierne til gode oplevelser bliver slået fast, da Peter Brigham viser Børn&Unge rundt lidt senere. Ude i haven er familieterapeuten Jila Hassan Abadi lige kommet hjem fra en skovtur med en far og hans datter. Imens den lille pige på fem-seks år danser rundt om faderen med et stort smil, ridser Brigham kort situationen op:
Samme morgen har faren været oppe at skændes med sin datter, og bølgerne er gået højt. Den lille pige og hendes far var knuste over skænderiet, og faren tog hende med på Villa Rosa. Terapeuten Jila besluttede, at barnet trængte til at hygge sig og foreslog en skovtur. Hun overtalte også faren til at tage med.
De sidste par timer har de to derfor udforsket vildnisset, fundet hindbær og i det hele taget været sammen om noget andet end en problematisk dagligdag. De har fungeret som far og datter.

Lyt til barnets historie. Jila Hassan Abadi er stadig rørt, da Børn&Unge taler med hende lidt senere.
»Faren var så glad og fortalte mig, at det i den grad mindede ham om den gang, han selv var dreng,« fortæller hun glædestrålende.
Jila Hassan Abadi er selv flygtning fra Iran og har derfra en uddannelse som børnepsykolog. I Danmark er hun godkendt som pædagog og familieterapeut. Da vi snakker om Iran, afslører hendes ansigt en smerte, man ikke spørger ind til. En ting er dog sikkert. Hun kan godt sætte sig ind i sine klienters situation.
»Det er hårdt, men også meget dejligt arbejde. Jeg følger mit hjerte, og derfor tager jeg alting meget nært, både det, familien kan, og det, de har svært ved. I de familier, jeg skal vejlede, skal jeg være en, man kan betro sig til, en god ven af familien. Men samtidig skal jeg også være upartisk og neutral, så alle tør bruge mig. Det kræver meget,« fortæller Jila.
»Hvis jeg skal give et råd til pædagoger, der har med børn af traumatiserede flygtninge at gøre, er det, at de skal lytte til barnets historie og tage den seriøst. Respekter dets følelser og dets menneskelighed. Og husk, at et barn er et barn, uanset hvor det kommer fra. Man skal aldrig generalisere ud fra baggrunden,« siger hun.
På vej ud går vi forbi legerummene, hvorfra høj discomusik strømmer. En lille dreng får øje på Børn&Unges udsendte og går målbevidst imod ham, imens han beholder øjenkontakt. Da han når derhen, trækker han hånden tilbage, og slår ham alt hvad han kan i maven. Derefter går han igen.