Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 22
Ny forskning. Det bedste for de små skifter over tid
Sandheden om småbørns gode liv har ændret sig flere gange i løbet af de seneste årtier, og ikke nødvendigvis til det bedre. Det siger Sine Penthin Grumløse, som i en ph.d-afhandling har analyseret politikeres måde at tale om de 0-7-årige på fra 1960 til 2010.
Af: Regner Hansen
For omkring 50 år siden skete der noget med politikernes engagement i små børns vilkår. Længe havde det været fattige børn, som de fra Christiansborg tog hånd om, og siden blev det vanrøgtede børn.
Men fra cirka 1960 begyndte politikerne at forholde sig til samtlige børn.
Dette skifte havde kulturhistoriker Sine Penthin Grumløse bemærket i sit tidligere arbejde, og hun besluttede derfor at undersøge, hvad der egentlig skete fra dengang til i dag med forståelsen af, hvad der er bedst for de 0-7-årige.
Sine Grumløse var optaget af italesættelsen, som det hedder, af småbørns gode liv som led i familiepolitikken. Hun lod sig inspirere af den afdøde franske filosof og idéhistoriker Michel Foucault, som mente, at udsagn om et emne – rækkefølgen samt relationerne mellem dem – afspejler den kulturelle virkelighed. Og visse meningssammenhænge vinder overhånd.
Der ventede hende et hestearbejde med at gennemgå de adskillige hyldemeter med folketingsdebatter, udvalgsreferater og ­kommissionsrapporter fra de seneste årtier, der skulle informere politikerne og forme ­familiepolitikken. Ingen har tidligere været så langt nede i debatterne.
Svarene er sammenfattet i en ph.d.-­afhandling, som hun for nylig forsvarede ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på Roskilde Universitet.
»Mit længdesnit viser, at forståelsen af småbørns gode liv har været omskiftelig i løbet af de 50 år, og at skiftene ikke er tilfældige. Børn er ofte en brik i et spil i en bredere politisk dagsorden. Familiepolitikken er ikke altid formuleret ud fra, hvad der ifølge den ypperste viden er det bedste for børnene. Det er således også farligt at tro, at politikken bliver bedre og bedre,« siger Sine Grumløse.

NYE KØNSROLLER. Den nye familiepolitiske interesse for almindelige småbørns hverdag omkring 1960 kommer på et tidspunkt, hvor mange familiers hverdag er under forandring. I mange tilfælde tager moderen arbejde uden for hjemmet, fordi hun har lyst og kan. Det rejser spørgsmålet om, hvad der skal ske med de mindste børn, hvilket for sin part sætter gang i nye undersøgelser og debatter.
»Det bliver fastslået, at børn under to år har et særligt behov for at være sammen med deres mor i hjemmet. Vuggestuer er en nødløsning,« konstaterer Sine Grumløse. Først når børnene er ældre, kan daginstitution (læs: børnehave) komme på tale – og kun en del af dagen.
Det efterfølgende ungdomsoprør og kvindekampen sætter kønspolitik på den samfundspolitiske dagsorden, og det slår igennem i familiepolitikken i 1970’erne.
»Man kan se det, ved at vuggestuer får en anden betydning. Pasningen af de yngste bliver del af en ligestillingsdebat. Især venstrefløjen fremfører, at i henhold til ny viden er det bedst for børn at være i daginstitution allerede fra vuggestuealderen, for ellers risikerer de at komme til at lide under ’jævnaldrende-savn’ – en fantastisk term. Så man bevæger sig fra ’moder-savn’ til ’jævnaldrende-savn’ på blot 10-15 år,« siger Sine Grumløse.

FORÆLDRENES ØNSKER. I 1970’erne sker der en udbygning af daginstitutioner med større hast end nogensinde, og i 1980 har næsten halvdelen af alle småbørnsmødre udearbejde på fuld tid. Kvinderne bidrager til den økonomiske vækst, hvilket også den borgerlige fløj værdsætter. Men de borgerlige partier fastholder modviljen mod vuggestuer. De omtaler det som ’naturligt’, at forældre vil drage omsorg for de yngste i hjemmet.
En familiepolitik vinder gradvist frem, hvor politikere argumenterer for, at statens penge skal følge barnet, og at valget skal være frit. Forældrene skal bestemme, hvor de vil tilrettelægge hverdagen for sig selv og børnene.
Socialdemokraterne tilslutter sig i første halvdel af 1990’erne idéen om frit valg, da der bliver indført pasningsgaranti.
Mens sagkundskaben i 1960’erne overvejende er læger, og eksperterne i 1970’erne primært er håndplukkede psykologer, så er fagligt funderet viden påfaldende fraværende i debatten i 1980’erne. Nu bestemmes småbørns vilkår af en kamp alene på meninger og holdninger, som er koblet til, hvordan de forskellige politikere generelt ønsker samfundet indrettet.
Sine Grumløse noterer, at denne familie­politik overskygger en anden strømning i tiden, nemlig ideen om, at børn er små mennesker, som har en stemme, og som bør spørges. Det er i samme ånd, at Børnerådet oprettes.

KONKURRENCESTATEN. Den nuværende familiepolitik er ifølge Sine Grumløse nyliberalistisk, og forældrenes valgfrihed er omdrejningspunktet, så længe forældrene kan forvalte ansvaret.
»Man taler om, at forældrene er de rigtige eksperter på småbørns liv,« siger hun.
Kun når der er mistanke om, at der sker svigt, bliver småbørns vilkår i familien betragtet som relevant.
»Ligesom før 1960 kommer der fra 1990’erne et fokus på risikobørn og deres risikofaktorer, men dette fokus udvikler sig nu hurtigt til et fokus på forældre uden de rette forældre­kompetencer,« siger Sine Grumløse.
Samtidig ser hun konkurrencestatens økonomiske logik slå igennem: Hvor børn i 1970’erne skulle forberedes på at blive demokratiske samfundsborgere, skal de nu hver især rustes til at blive økonomisk produktive borgere. Fænomener som læring og evaluering gør deres indtog blandt børn i dagtilbud. Det enkelte individ kommer i centrum.
»Vi er nu dér, hvor børn et langt stykke er blevet midler til at gøre landet mere konkurrencedygtigt i fremtiden. De skal redde nationen,« siger Sine Grumløse på basis af sin granskning af debat og viden.
Forskeren er ikke entydigt begejstret for det seneste skifte i holdningen til børn. Hun opfordrer til, at politik, som vedrører børns liv, i højere grad trækker på viden fra ’landets mange dygtige børneforskere’.
Hun opfordrer særligt til, at politikken udformes ud fra, hvad børnene selv ytrer ønske om med hensyn til et godt liv. Efter hendes opfattelse bør en visionær familie­politik handle om alle børn – og ikke alene børn, der har det svært. Hun efterlyser en politik, der er nysgerrig og stiller åbne spørgsmål om indholdet i småbørns liv.
»Man bør udfordre forestillingen om, at al forandring nødvendigvis er til det bedre,« siger Sine Grumløse.

Om forskeren
Sine Penthin Grumløse er kulturhistoriker. Hun blev cand. mag. i europæisk etnologi ved Københavns Universitet i 2008. Hendes kandidatspeciale handlede om dansk familiepolitik i forhold til balancen mellem familieliv og arbejdsliv. Siden var hun ekstern lektor på Københavns Universitet. Sin ph.d.-afhandling har hun udarbejdet på Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på Roskilde Universitet. Titlen er ’Den gode barndom – dansk familiepolitik 1960-2010 og forståelsen af småbarnets gode liv’. Efter ph.d.-forsvaret blev hun ansat som adjunkt på Professionshøjskolen UCC i København. Her er hun knyttet til et forskningsprojekt om undervisningsdifferentiering og inklusion i folkeskolen.

50 års zikzak om daginstitutioner

1960'erne
Vuggestuer ses som en nødløsning for børn fra ressourcesvage familier. Halvdagsbørnehaver vinder frem og bliver opfattet som et gode for alle børn. Forudsætningen er, at ­moren er hjemme­gående, så barnet kan have den rette balance mellem hjemmet og halvdagsbørnehaven. Fokus skifter fra ’bekymrings­vækkende’ børn til ’almindelige’ børn, det vil sige alle børn. Børn vurderes at få en sund og alsidig pædagogisk stimulering, hvis de er i børnehave en halv dag, men en hel dag er for meget. Pædagoguddannelsen bliver afkoblet fra kravet om, at pædagoger skal have været i huset i et halvt år.

1970'erne
Der bygges flere vuggestuer og mange børnehaver. Fra sidst i dette årti fremfører Socialdemokraterne og venstrefløjen, at det er bedst for børn at være i daginstitution fra vuggestuealderen, for ellers risikerer børnene at lide af ’jævnaldrende-savn’. De borgerlige er stadig fortalere for, at børn under to år bliver passet i hjemmet, men fra at fremhæve, at mødre har en særlig rolle i forhold til små børn, er deres begrundelse nu, at forældre og hjemmet har en særlig betydning for barnet i dets første leveår.

1980'erne
Udbygningen af daginstitutioner fortsætter. Mens fagligt baseret viden om småbørn tidligere var en grundsten i familiepolitik, bliver børne- og familie­politikken et område, man mener noget om. ’Vi mener om børn’ erstatter ’Vi ved om børn’, når politikken debatteres.

1990'erne
Der indføres pasnings­garanti fra barnets 26. uge. Idéen er, at det skal være muligt for forældre at få passet deres børn, hvis de vil det. Socialdemokraterne mener, at forældre skal have mulighed for at få deres børn passet, også når de ikke arbejder. De borgerlige partier siger fortsat, at forældre skal have mulighed for at vælge frit. Parolen ’pengene skal følge barnet’ er meget populær blandt de borgerlige partier.
Efterhånden bliver det normen, at børn over et år går i vuggestue og derefter i børnehave. Der kommer fokus på risikobørn, hvilket hurtigt skærper opmærksomheden om forældre uden ’gode’ forældrekompetencer.

2000'erne
’Almindelige børn’ glider ud af familiepolitikken. Tilbage er intentionen om, at alle børn skal blive robuste til deres videre forløb i uddannelsen. Det er en udvikling, der tager fart fra begyndelsen af dette tiår. I daginstitutionerne stilles pædagoger over for et politisk krav om inklusion, mere læring (mere af den ’rigtige’ læring) og øget evaluering af børnene.

Kilde: Sine Penthin Grumløses ph.d.-afhandling ’Den gode barndom - dansk familiepolitik 1960-2010 og forståelsen af småbarnets gode liv’.