Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 18
Ligeløn: Nye metoder skal skaffe ligeløn
BUPL og tre andre fagforeninger har diskuteret nye metoder til at skaffe ligestilling og ligeløn til pædagoger og andre offentligt ansatte i 'kvindefagene' med folketingspolitikere og minister.
Af: Trine Vinther Larsen
Mænd får gennemsnitligt 18 procent mere i løn end kvinder, viser Lønkommissionens beregninger. Er man ansat i såkaldte kvindefag som pædagog eller sygeplejerske, får man et langt lavere økonomisk udbytte af sin mellemlange videregående uddannelse end eksempelvis en politibetjent eller en bygningskonstruktør, der har en uddannelse på samme niveau. Set over et livslangt forløb vil en pædagog have tjent over 3,5 millioner kroner mindre end en bygningskonstruktør. Sammenlignet med en politibetjent er løngabet over 4,5 millioner kroner.
Det skal der gerne laves om på, mener BUPL, Sundhedskartellet, Socialpædagogernes Landsforbund (SL) og Dansk Socialrådgiverforening (DS). Derfor var de i begyndelsen af oktober i dialog med politikerne i Folketingets ligestillings- og beskæftigelsesudvalg og med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).
Traditionelt løser arbejdsmarkedets parter selv lønproblemer under gængse overenskomstforhandlinger. Men BUPL-formand Henning Pedersen og hans kolleger ville gøre opmærksom på, at der skal nye værktøjer til, som skal arbejde sammen med den traditionelle lønforhandlingsmodel.
Det skal blandt andet være tilladt at gøre forskel på faggrupper, fordi lønforskellene mellem mænd og kvinder ikke bygger på uddannelsesniveau, men på den oldgamle uretfærdighed, at mandens arbejde blev tillagt mere værdi, da han fra gammel tid havde forsørgerrollen.
»Vores pointe er, at løngabet skal løses i et samspil mellem lovgiver og arbejdsmarkedets parter. Forhandlingssystemet alene kan ikke bryde med århundredes uretfærdighed,« siger Henning Pedersen.