Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2007 Nr.: 11
Private daginstitutioner: Tallene er gode nok
Daginstitutionernes Lands-Organisation mener, at det var forkert, da Børn&Unge i sidste uge skrev, at der er åbnet 19 private daginstitutioner. Der er åbnet flere end 50, mener organisationen. Ifølge Danmarks Statistik, som står bag tallene, er det usandsynligt, at tallene skulle være så forkerte.
Af: Mikkel Kamp
Siden der for halvandet års tid siden kom nye regler, der betød, at alle kan åbne daginstitutioner med tilskud fra kommunen, er der oprettet 19 private daginstitutioner med i alt 487 børn. Det skrev Børn&Unge i seneste nummer.
Artiklen fik Daginstitutionernes Lands-Organisation (DLO) op af stolen. Samme dag som bladet udkom, sendte sekretariatschef Morten Kyst et nyhedsbrev til pressen. Han skrev, at der er etableret langt over 50 institutioner.
"Børn&Unges information om, at der kun er etableret 19 privatinstitutioner, siden loven trådte i kraft 1. oktober 2005, er ikke korrekt. Der er etableret over 50 privatinstitutioner, men det skal retfærdigvis nævnes, at der ikke centralt findes nogen registrering af disse," skriver han.
Der kom da heller ikke dokumentation på bordet, da Børn&Unge ringede Morten Kyst op for at høre nærmere.
"Jeg mener at vide, at der er omkring 50 private daginstitutioner. Det tal baserer sig på viden og fornemmelser. Min viden består i, at vi kender til konkrete institutioner. En halv snes private er medlem hos os, og så overvåger vi området via pressen. Her i marts 2007 er der over 50 private institutioner," siger Morten Kyst.
Tallene i artiklen kommer fra Danmarks Statistik og er netop offentliggjort. De er opgjort i uge 40 sidste år. Dermed er der kommet mindst én ekstra institution til siden, nemlig Midgården i Rønne, som Børn&Unge også omtalte i sidste nummer.

Usandsynligt. Men det er usandsynligt, at der skulle være 50, mener Bo Møller, specialkonsulent i Danmarks Statistik, som har bearbejdet oplysningerne fra kommunerne.
"Det ville overraske mig meget, hvis der er 50 i stedet for 19. Det lyder som rigtig mange. Strengt taget kan jeg jo ikke vide det, men jeg synes, det lyder besynderligt," siger han.
Bo Møller påpeger, at Danmarks Statistik er afhængig af de oplysninger, kommunerne sender ind. De plejer dog at ligge tæt på virkeligheden.
"Tallene bygger på indberetninger fra samtlige kommuner. Vi har bedt kommunerne om at indberette ændringer. Og vi stoler på, at kommunernes oplysninger er rigtige. Vi kan selvfølgelig ikke garantere 100 procent, at kommunerne har fået alle institutioner med, men det plejer at være troværdigt," siger han.
DLO skriver i sit nyhedsbrev, at organisationen regner med at have en retvisende statistik klar inden sommerferien.
Der står også, at det er misvisende, når det i Børn&Unges artikel hævdes, at mange af de nuværende private institutioner er åbnet i protest mod kommunen.
"Loven er i visse tilfælde benyttet af selvejende daginstitutioner, som har været truet af lukning eller kommunalisering. Det handler ikke om protest, men om en lov, der giver borgere og forældre mulighed for at få indflydelse på deres børns institutionsforhold, og mulighed for at civilsamfundet kan blive inddraget," skriver Morten Kyst.
Han mener, at det er kommunernes egen skyld, når de får problemer med at planlægge budgetter, fordi de kommunale institutioner, de lukker for at spare penge åbner igen som private - stadig med ret til tilskud fra kommunen.
"Det er ikke blevet nemmere at være kommune. Men loven er der, og så må man jo bruge den. Hvis kommunerne havde behandlet de selvejende institutioner ordentligt, ville de have undgået det," siger han.