Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2007 Nr.: 05
Læringshistorier - Ægspecialisten og andre historier om at lære
I New Zealand skriver pædagogerne positive historier om, hvordan børn lærer. De skriver dem først og fremmest til børnene og deres forældre, men også for at se, hvordan de kan bidrage til, at barnet lærer mere. Den danske pædagog, Maria Philipsen, der bor og arbejder i New Zealand, har skrevet en bog om, hvordan man skriver og bruger læringshistorier
Af: Vibeke Bye Jensen
"Robert var en entusiastisk pandekageekspert sammen med mig i dag. Da jeg ved, hvor glad han er for plasticæggene i vores familiehjørne, opfordrede jeg ham til at slå æggene ud i skålen. Det gjorde han bare så godt, jeg var virkelig imponeret, ikke så meget som et eneste stykke æggeskal havnede i skålen. "WOW, ROBERT, DU ER EN FANTASTISK ÆGGEDELER!" udbrød jeg. "Jep - jeg er ægspecialist!" smilede han. Jeg grinede, sikke et godt udtryk. Derefter skulle vi skære smørret. "Må jeg gøre det, for jeg er nemlig også smørspecialist?" spurgte han så. Og det fik han selvfølgelig lov til! Julie".
Historien om ægspecialisten og børnehavebarnet Robert er et eksempel på en læringshistorie, sådan som de skrives af new zealandske pædagoger. Fortællingen om hvordan Robert lærer, kunne være stoppet her, men pædagogen Julie - og Robert - har nu fokus på hans interesse for madlavning, og Julie skriver i et stykke tid en del historier om Roberts Café. Han får en ide om at sælge den plasticmad, der er i familiehjørnet, han laver en café på legepladsen, han inddrager de andre børn, han overvejer, hvordan man kan lave rigtig mad til at sælge, han gør det hyggeligt med duge og blomster, han gør rent og laver et skilt om, at cafeen er lukket, mens han ordner den. Historien fortæller også, at pædagogen anerkender hans interesse for at udbygge sin café og hans evner til at lege på en god måde med de andre børn. Og at hun ser, at han lærer tusind ting, mens han leger café.
Eksemplet stammer fra bogen "Læringshistorier og pædagogisk praksis" af Maria Philipsen. Hun er uddannet pædagog i Danmark, men mødte læringshistorie-metoden, da hun var i praktik i New Zealand. Nu bor hun i Auckland sammen med sin new zealandske mand og parrets lille søn og arbejder i børnehaven Bear Park. Maria Philipsen har skrevet bogen for at fortælle danske pædagoger, hvordan man kan arbejde med metoden, og hvad den giver til det pædagogiske arbejde.
"Læringshistorier er historier om, hvordan barnet lærer. Man fremmer og fremhæver det positive barnet gør. Det resulterer i, at barnet vil gøre endnu mere for at lære nyt. Ved at skrive historier om det barnet lærer, læse dem for barnet og de andre børn og lade de andre pædagoger og forældrene læse dem, oplever man hurtigt, at barnet gennemgår en udvikling ad en positiv vej. Man får et konkret og positivt fokus på barnet og dets læring. Det giver en fantastisk god kontakt til forældrene og et godt udgangspunkt for at udvikle den pædagogiske praksis," siger hun.

Respekt for børnene. Maria Philipsen har været i New Zealand i en sammenlagt periode på fire-fem år med afstikkere til Danmark indimellem. Da hun først kom til New Zealand, havde man netop indført læreplanen "Te Whäriki" og var begyndt at arbejde med læringshistoriemetoden for at kunne dokumentere arbejdet. Maria Philipsen mener, at metoden ikke alene er en fantastisk måde at evaluere arbejdet med børns læring. Den giver også konkrete billeder på, hvad børnene lige nu interesserer sig for, og hvor pædagogerne kan sætte ind for at hjælpe og støtte børnene i deres videre læring. Bag metoden ligger et barnesyn om, at børn er kompetente, og at man skal se dem som selvstændige individer med egne meninger og interesser, som man skal styrke.
"Så det handler meget om respekt for børnene. På den måde undgår man den løftede pegefinger, som jeg oplever, at danske pædagoger benytter sig mere af, end vi gør i New Zealand. Man prøver at sætte sig ind i, hvorfor børnene gør, som de gør. Jeg synes, at det vidner om stor respekt for børnene, at de har lov til at have deres egne meninger, og at man følger op på de interesser, de har. Man hjælper dem videre på baggrund af det, de viser, at de kan eller interesserer sig for," siger hun.
De new zealandske pædagoger er meget inspireret af Howard Gardner og af pædagogikken fra Reggio Emilia. Derfor er den pædagogiske praksis fokuseret på, hvad og hvordan børn lærer og på, hvordan miljøet i institutionen kan underbygge børnenes behov for udfordringer og forskellige indfaldsvinkler til ny viden.
"Det betyder, at man lægger vægt på at lave et miljø, der inspirerer alle børn og alle sanser," forklarer Maria Philipsen. "Når vi kommer om morgenen, sætter vi ting frem, som kan tiltrække mange forskellige gøremål og på en æstetisk måde, så det taler til flere sanser. Både børn og voksne skal have lyst til at gå i gang med at lege og lære."

Start i det små. Da læringshistoriemetoden blev introduceret, brugte mange new zealandske pædagoger et skema, som Margaret Carr, en af kvinderne bag læreplanen, har udviklet. Men mange synes, at det er for stift, besværligt og ikke mindst for tidskrævende, og det er Maria Philipsens erfaring, at hver enkelt pædagog udvikler sin egen personlige stil, efterhånden som man bliver mere fortrolig med metoden.
Desuden mener hun, at det er en dokumentationsform, som til forskel fra andre metoder, kræver meget lidt tid. I hendes institution har de en laptop (bærbar computer, red.), som hun kan have med på stuen. Det betyder, at hun kan skrive historierne hurtigt og mens hun er sammen med børnene. Eller hun gør det sammen med det barn, historien handler om. Hun anbefaler selvfølgelig, at man læser hendes bog, inden man går i gang, men også at man er enige i personalegruppen om det.
"For det kræver et vist teamarbejde, så man får tid og rum til at skrive historierne. Man kan bare starte i det små, man behøver ikke at lave fine historier fra starten. En god start er at give barnet en mappe med et billede af barnet og holde en forældreaften, hvor man fortæller om metoden, og hvad man vil gøre. Det er vigtigt, at man får forældrene med og opfordrer dem til også at skrive historier hjemmefra. Børnene skal også have forklaret, hvad det går ud på. Det eneste det derudover kræver, er et stykke papir, en blyant og måske et kamera. Og så skal man være åben for kritik fra kollegerne, lytte til, at man ikke skal bruge for mange fremmedord, gøre historien kortere og den slags," siger hun.

Kan se, at vi gør en forskel. Maria Philipsen mener, at læringshistorier giver en masse til pædagogers faglighed.
"Det giver en meget stor tilfredshed, man føler virkelig, man gør en forskel. Det er det gode ved metoden, at man virkelig kan se børnene udvikle sig. Vi har haft nogle problembørn, blandt andet en dreng, hvor vi satte fokus på det positive, han gjorde. Efter et halvt år var han bare den sødeste dreng, man kunne virkelig registrere en forskel. Og det var, fordi alle havde fokus på det gode, han gjorde, alle de fremskridt han gjorde. Man opdager gang på gang, at man ikke kan lade være med at skrive det, man ser med børnene, med varme, for man bliver selv så glad og overrasket over de fremskridt, børnene gør. Det giver en stor pædagogisk tilfredshed, at man kan ændre et barns adfærd til det bedre," siger hun.
For pædagogerne kommer teori og praksis til at hænge sammen. Maria Philipsen mener, at det er så let at sige alle de fine ord, men hun har ofte følt, at det er svært at komme fra bare at sige de fine ord og til at gøre det, man siger man vil.
"Med den her metode har man fokus på det positive hele tiden, når man skal skrive om, hvad børnene lærer, og så sker det automatisk, at det, vi siger, vi gør, det sker også, fordi vi kigger på det, der sker hos børnene. Det giver også meget til de faglige diskussioner, når man tager udgangspunkt i de historier, man skriver, for gennem dem kan man se, hvis man skal ruske op i sig selv og tilbyde børnene nogle andre ting. Vi kan bedre se, når vi trænger til at forny os og er ved at falde hen i rutiner," siger hun.

Man hjælper barnet videre. Metoden får også det bedste frem i børnene, er Maria Philipsens erfaring. Nogle mener dog, at det kan sætte børn i bås, at de vil gøre det rigtige for at "please" pædagogerne og derved blive fastholdt i aktiviteter, som de ved, de kan. Men hun synes, det er almindeligt, at børn i et stykke tid kan være i en interesseboble, og lige pludselig sker det automatisk, at deres interesse spredes til andre ting. Især hvis pædagogerne sørger for at udvide deres leg, fordi aktiviteten gøres mere kompleks.
"Som pædagog skal man kunne se, hvordan man kan hjælpe barnet videre ved at sætte ideer i gang ved hjælp af nye materialer, aktiviteter og input, som det kan bygge videre på. Det kan godt være, at et barn kun har læringshistorier om noget bestemt, for eksempel om lys og skygge (et projekt i Maria Philipsens institution, som er beskrevet i bogen, red.), men så kommer der jo andre aspekter ind i det som det sociale og udvider deres forståelse af, hvad der sker med lys og skygge, når de gør noget andet. Så jeg tror ikke, at børn bliver sat i bås af den her metode, faktisk tværtimod, for man kan se i historierne, at de udfordrer sig selv hele tiden," siger hun.
Maria Philipsen er meget interesseret i at hjælpe danske pædagoger med at indføre metoden, fordi hun selv synes, at den er så genial. Hun har planer om at bruge tiden fra sommeren 2007 og et halvt år frem til at holde foredrag og inspirationsmøder i Danmark. Desuden kan man på Hans Reitzels forlags hjemmeside (www.hansreitzel.dk) printe skemaer ud, hvis man selv vil begynde at skrive læringshistorier. Maria Philipsen har også lavet et skema, så det tager højde for de seks temaer i den danske læreplan.
"Det bedste er bare at begynde på det så simpelt som muligt ved hjælp af papir og blyant og så bare tænke på de fem læringsdispositioner. Hvis man bruger dem, så har man gode guidelines til, hvad man skal kigge efter. Man skal nok give det en chance i et halvt års tid, for det tager lige lidt tid at få det løbet i gang med børn og forældre. Men hvis man hurtigt giver børnene nogle historier i deres mapper, så får man den respons fra børnene og forældrene, der gør, at man får lyst til at lave flere - og mod på det," siger hun. o

"Læringshistorier og pædagogisk praksis" af Maria Philipsen er udgivet på Hans Reitzels forlag, koster 249 kroner og er på 208 sider. For kontakt med Maria Philipsen: mapinnz@yahoo.com.au.
Man kan læse mere om teorien bag læringshistoriemetoden i "Læringshistorier - evaluering og udvikling af læring i institutioner" af Margaret Carr. Den er også udgivet på Hans Reitzels forlag, koster 298 kroner og er på 264 sider.