Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 14
Minister: Jeg fortryder ikke
Socialminister Benedikte Kiær fortryder ikke, at hun har sagt, at nogle pædagoger arbejder med en 'dybt forældet pædagogik fra hippietiden'. For udtalelsen har fået sparket gang i en debat. Og det var det, hun ville.
Af: Vibeke Bye Jensen
Det var ikke for træde på en hel pædagogprofession, at socialminister Benedikte Kiær (K) i et interview i Politiken kaldte den pædagogik, hun mener, forgår i nogle institutioner, for en 'dybt forældet pædagogik fra hippietiden'. Ministeren ville bare forklare, at hun ikke kan lide det, hun kalder 'selvforvaltningspædagogik'. Hendes budskab er, at hun ønsker mere organisering i vuggestuerne.
Så der er ikke noget at fortryde, mener ministeren.
"Nu er debatten der jo. Den har været svær at sparke i gang, så efterfølgende har jeg fundet ud af, at mine udtalelser åbenbart har hjulpet. Debatten om, hvad de mindste børn har brug for, er tiltrængt. Her og der hugger man en hæl og klipper en tå, for børnene skal jo bare passes. Der må jeg bare sige nej, nej, nej. Vi skal have mere fokus på, hvad de mindste børn har behov for, så de får gode udviklingsmuligheder," siger hun.
Benedikte Kiær tror, at nogle kommuner er ved at få et 'wake up call', fordi de har skruet lidt for meget på knapperne, og så har forældrene sagt nej og lavet deres eget.
"Vi har behov for at vise, at laver kommunerne et 'clean cut' og fjerner personale, så skal de også vide, hvad konsekvenserne er. Og der har vi behov for mere viden, ellers ville vi jo ikke se eksempler på institutioner, hvor der er alt for få ansatte," siger hun.

Ikke kritik af alle. Selvom den udtalelse kan tolkes derhen, at Benedikte Kiær ikke kan lide besparelser i vuggestuer og børnehaver, vil hun alligevel ikke tale om, at pædagogerne har brug for flere kolleger til at klare opgaven. Hun vil hellere tale om, at pædagogerne skal holde op med at lave selvforvaltningspædagogik og lære af de institutioner, der arbejder mere målrettet, struktureret og organiseret.
"Jeg har set på nogle institutioners hjemmesider, at de arbejder med selvforvaltning. Og jeg har bare villet gøre opmærksom på, at selvforvaltning, hvor man forventer af toårige børn, at de selv organiserer deres dag, og hvor pædagogen er mere observerende end deltagende, bare ikke er mig. Det er ikke den rigtige måde at arbejde på, men det er ikke en kritik af alle pædagogers arbejde. På ingen måde," siger hun.
Ministeren vil have, at der skal være fokus på arbejdet med de mindste børn, så daginstitutionerne kan komme ud af skolens skygge, som hun udtrykker det.
"Vi taler meget om, hvordan vi kan gøre det bedre i folkeskolen. Men hvad med det, der ligger før, som jo er fundamentet? Det er der ikke ret mange, som har fokus på. Så jeg vil gerne gøre opmærksom på, at det kan være en god idé at se på, om mere og bedre organisering kan give bedre betingelser for børns første år," siger hun.
Benedikte Kiær ønsker ikke, at skolen flytter ned i børnehaven.
"Det handler ikke om, at børnene skal regne, skrive og stave som i skolen, men om, at pædagogerne skal deltage i børnenes leg. Børn er nysgerrige, og de spørger, spørger og spørger, og det kan pædagogerne jo putte ind i legen. Der er rigtig mange steder, hvor de gør det. Jeg har blandt andet set det i Gladsaxe, hvor man arbejder med læring, leg og læreplaner. Og der har man opnået nogle ganske interessante resultater," siger hun.

Skal planlægge mere. Ministeren har bidt mærke i, at en BUPL-undersøgelse, som er lavet sammen med forsker Ole Henrik Hansen, viser, at kun hver 12. institution har en plan for arbejdet hver dag.
Og det er ikke godt nok, mener ministeren.
Benedikte Kiær ønsker ikke at tage stilling til, om de 23 procent, der har svaret, at de først planlægger om morgenen, kan være et udtryk for, at pædagoger kan have langtidsplanlagt, men skal være fleksible i forhold til, hvad der kan lade sig gøre med det personale, der er på arbejde, og ud fra de fremmødte børns behov.
"Det er en misforståelse, at jeg skulle have sagt, at pædagogerne skal arbejde med planlagte aktiviteter dagen lang. Men noget kan tyde på, at der er alt for stor forskel på, hvor organiseret man er. Jeg synes, at man skal drage nytte af de erfaringer, man har fra en lang række institutioner, hvor man arbejder mere struktureret og mere organiseret," siger hun.
Benedikte Kiær mener, at de gode eksempler vil kunne påvirke både pædagoger og de politikere, der skal bevilge ressourcerne. Hun synes, at der er god grund til at se nærmere på, hvordan blandt andet ledelse påvirker den pædagogiske hverdag.
Ministerens kæphest er den lavere andel af uddannede pædagoger i vuggestuer i forhold til børnehaver. Benedikte Kiær forstår ikke, hvorfor arbejdet i vuggestuer er lavstatus inden for pædagogfaget. Det vil hun gerne have set nærmere på.
"Alt det kræver, at vi har mere viden, og den prøver jeg at få ved at sende en task force rundt i landet og samle de gode eksempler," siger Benedikte Kiær.

Bureaukrati skal fjernes. Der skal også mere fokus på, hvad der skal til, for at pædagogerne kan klare de opgaver, de stilles over for, mener socialministeren.
"Skal vi hjælpe de udsatte børn, og skal vi være bedre til at inkludere dem? Det kræver uddannelse af pædagogerne og ekstra ressourcer, ellers er det dømt til at mislykkes. Man skal ikke tro, at man kan spare ved at lave inklusion," siger hun.
Benedikte Kiær mener desuden, at der skal gøres mere ved de mange krav, der betyder, at pædagogerne er for meget væk fra børnene. Her peger hun på kommunerne, som hun mener, ikke har gjort nok for at fjerne bureaukratiet fra institutionernes dagligdag.
"Vi hører, at det er blevet værre og værre med krav og bureaukrati, men da vi har afviklet en masse fra statens side, må kommunerne se på, om de har krav, der skal fjernes eller minimeres. Det er klart, at pædagogerne føler sig presset, hvis alt for meget af deres tid går med administration og papirarbejde. Men da vi lever i en tid, hvor vi ikke bare kan ansætte en hel masse, må vi se på, hvordan vi man minimere den del af arbejdet, der ikke handler om det direkte arbejde med børnene," siger hun.

Børn i valgkampen. Ministeren håber, at hendes fokus på vuggestuer og børnehaver kan være med til at sætte de mindste børns behov på dagsordenen i den forestående valgkamp. Selvom det, som hun har sagt om mere fokus på vuggestuer, organisering og planlægning, ikke skal forstås som et valgoplæg.
"Jeg har haft behov for at sige - efter jeg har været rundt i mange institutioner - at vi ikke ved nok om, hvad der skal til for at gøre det bedre. Det kan godt være, at pædagogerne ved det, men dem, der skal anvise ressourcerne, de ved det åbenbart ikke. Og det er det, jeg vil sørge for," siger hun.