Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 08 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Brumbasserne flyver i faste mønstre
Børnehaven Mariekjær i Kolding har en stue for børn med autismespektrumforstyrrelser. Pædagogerne bruger diagnoserne, når de skal finde inspiration i faglitteratur. Diagnoserne giver forældrene større forståelse og er med til at åbne døre til hjælp.
Af: Mikkel Kamp & Miriam Lykke Schulz
Vaske hænder, slappe af, lægge puslespil, tumle og spise madpakke. Sådan lyder et udpluk af de aktiviteter, som står på programmet for Thor på fire år. Det fremgår af et piktogram, der hænger på væggen hos Brumbasserne, der som den eneste af stuerne i børnehaven Mariekjær i Kolding er forbeholdt børn med særlige udfordringer.
Brumbasserne består af fem børn, hvoraf de fire har diagnoser indenfor autismespektret. Den sidste er visiteret til institutionen, uden at der er hæftet en diagnose på for at få støtte. Børnene har en række fællestræk, men er også vidt forskellige. De har det godt med en vis struktur, men alligevel har kun tre ud af fem et piktogram med dagens program.
»Den ene er ikke i stand til at bruge det, mens den anden ikke har brug for det,« forklarer Esben Krog-Jensen, den ene af to faste pædagoger på stuen.
I hverdagen har børnenes diagnoser betydning, og de påvirker pædagogikken, selvom de ifølge Esben Krog-Jensen langtfra altid ligger i toppen af bevidstheden. Først og fremmest er diagnosen en væsentlig årsag til, at et barn overhovedet begynder hos Brumbasserne. Samtidig kan den give baggrundsviden.
»Vi kan se, at den og den handling er klassisk for børn med autismeforstyrrelser. Vi ved også, at der ikke skal være skiftende voksne, og at børnene har svært ved at være på legepladsen med de andre børn,« fortæller han.

Plukke i bøgerne. Der er flere fordele ved, at personalet har en viden om, hvilke diagnoser børnene har.
»Der findes en masse faglitteratur, som vi kan finde inspiration i. Vi kan plukke fra hundredvis af bøger, og der er en masse pædagogiske redskaber til målgruppen. Men vi plukker kun, for børnene er vidt forskellige, og der er jo ikke skrevet en bog om det enkelte barn. Selvom de har den samme diagnose, er det ikke det samme de har brug for – præcis som alle andre. Vi får nogle begrundelser for, hvorfor børnene agerer, som de gør, og så arbejder vi videre med dem,« siger Esben Krog-Jensen.
Som eksempel nævner han Lorna Wings triade, som grundlæggende handler om, at personer med en diagnose indenfor autismespektret primært er udfordret i forhold til kommunikation, socialt samspil og forestillingsevne.
»Det sociale område styrker vi for eksempel ved at være tæt på børnene, når de er i tumlerummet. Så bliver vi ved med at gentage reglerne for, hvordan man er sammen, og sætter ord på børnenes handlinger og reaktioner på hinandens ageren. På den måde øver vi også kommunikation, fordi de skal kommunikere deres hensigter til de andre børn. De skal måske sige stop eller bede om noget,« siger han.

Åbner døre. Birgitte Thomsen er mor til Thor, der går hos Brumbasserne. Hun kalder sin søn for en udpræget talautist. Selvom han kun er fire år, kan han således både læse, skrive og regne med store tal. Han har til gengæld store udfordringer med at indgå i sociale sammenhænge, med at håndtere overraskelser og med at udsagn ikke skal tages helt bogstaveligt.
»Hvis jeg for eksempel siger, at jeg henter ham klokken tre og så kommer fem minutter i tre og insisterer på, at vi skal hjem, kan det vælte hele hans dag, for han skulle jo først hentes klokken tre. Han føler, at jeg bryder hans tillid til mig,« fortæller Birgitte Thomsen.
Hun blev for alvor opmærksom på, at Thor ser verden anderledes end andre børn, da han var mellem halvandet og to år. Når han blev afleveret i vuggestuen, insisterede han hver dag på, at han skulle lave et puslespil, hvor tallene 0 til 10 var på brikkerne. Det kunne ikke erstattes af andre, fordi det ikke var brikkerne, men tallene han var fanget af. Andre tegn stødte til, og han blev udredt hos PPR. Han nåede dog at gå to måneder i en børnehave uden en specialgruppe. Det reagerede han kraftigt på, da larm og de mange børn hurtigt opbrugte hans kræfter. Derfor flyttede han til Brumbasserne, hvor han trives langt bedre.
Birgitte Thomsen har generelt oplevet det som en hjælp, at hendes søn har fået en diagnose.
»Vi har fået hjælp til at forstå, hvorfor han reagerer, som han gør. Jeg tager imod al den viden, jeg kan få, og det er blevet nemmere at få støtte til et kursus, når jeg kan fremvise et stykke papir med en diagnose,« siger hun og tilføjer, at diagnosen også har været adgangsbillet til, at kommunen har bevilget fire timers aflastning om ugen.

Individuelt fokus. Hos Brumbasserne er hverdagen forholdsvis struktureret. Pædagogerne møder ved syvtiden, hvorefter børnene kommer. De gennemgår dagens program, som om formiddagen stort set har den samme overskrift på de enkelte ugedage. Mandag går de en tur i skoven. Tirsdag står den på motorik, og onsdag er kulturdag, hvor de for eksempel kan gå på biblioteket, male eller bage. Om torsdagen står programmet på individuelle aktiviteter, afhængig af hvad det enkelte barn har brug for.
Et barn har for eksempel arbejdet med at snakke om følelser og ikke mindst aflæse følelser hos andre, mens en anden øver sig i at gå forbi busstoppesteder. Han er så vild med at køre i bus, at han reagerer kraftigt på at passere et stoppested uden at kunne sætte sig ind i en bus, men det øver han sig på sammen med pædagogerne.
Den individuelle indsats planlægger Esben Krog-Jensen sammen med sin kollega Charlotte Stockfleth.
»Vi har et stort individuelt fokus og gør et stort nummer ud af at snakke om, hvordan vi kan gøre det bedre for det enkelte barn,« fortæller han.
Samtalerne er ikke sat i system. Det behøver de ikke være.
»Vi er kun to, der skal blive enige, så det er ret simpelt,« siger han.
Selvom aktiviteterne ofte minder om hinanden fra uge til uge, udvikler børnene sig alligevel, fortæller Esben Krog-Jensen.
»Vi er for eksempel ofte i et puderum, hvor der er en lille klatrevæg. Et af børnene kunne vi slet ikke få til at sætte hænderne på de nederste greb i bunden af væggen. Vi har langsom fået ham til det, og nu klatrer han op til toppen, så der er udvikling, selvom aktiviteten er den samme. Det samme gælder på alle mulige andre områder,« siger pædagogen.