Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 15
Fødselstal. Børnevækst sker i storbyerne
Storbyerne får flere børn, mens landkommuner vil opleve massive fald frem mod 2020. Pædagogerne må indrette sig på de kommende forskydninger, lyder meldingen fra BUPL.
Af: Rikke Gundersen
Mens børnetallet falder på landsplan frem mod 2020, vil det stige i omkring hver ottende kommune. Det viser en analyse, som Børn&Unge har foretaget på baggrund af befolkningsfremskrivningstal fra Danmarks Statistik.
I år er antallet af børn fra 0 til 9 år på 642.464. Danmarks Statistik forventer, at tallet vil være faldet til 604.732 om syv år.
Men i 13 kommuner vil udviklingen gå stik modsat. Det gælder storbyerne København og Aarhus samt en række kommuner i hoved­stadsregionen. Det kan få konsekvenser for pædagogernes jobmuligheder.
»I de større byer og omkring dem ser der ud til at være gode muligheder for pædagoger, mens der vil være færre andre steder. Det betyder, at pædagoger i højere grad skal være indstillet på at flytte sig for at få et pæda­gogjob,« siger Henning Pedersen, formand i BUPL.
Selvom børnetallet falder på landsplan, skal pædagogerne dog ikke være bange for, at det nødvendigvis betyder færre pædagogjob samlet set, forklarer Henning Pedersen.
»I de seneste år, hvor børnetallet har været faldende, har vi set den modsatte tendens i antal indskrevne børn i daginstitutioner. Så der er faktisk kommet flere børn i daginstitutioner, selvom antallet af børn er faldet,« siger han.

Uændret service. Pædagogerne skal heller ikke frygte, at kommuner med stigende børnetal vil øge antallet af børn pr. pædagog, spår Torben Pilegaard Jensen, forskningsleder ved Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA).
»Byer som København og Aarhus arbejder en hel del på at gøre det attraktivt at være børnefamilie i byerne, fordi de gerne vil fastholde gode skatteydere på længere sigt. Derfor må man formode, at de også vil tilbyde ordentlige pasningsmuligheder fremadrettet,« siger forskningslederen.
Henning Pedersen forklarer, at antal indskrevne børn i institutioner og pædagogtallet har fulgtes pænt ad de seneste år.
»Vi har ikke oplevet kommuner, som på grund af stigende børnetal forsøger at presse institutioner til at tage flere børn ind. Det kan ske kortvarigt, men det er ikke det generelle billede,« siger han.
I København er meldingen fra børne- og ungeborgmester Anne Vang også, at det vil være sådan fremadrettet.
»Vi bygger flere daginstitutioner, fritidshjem, klubber og skoler de kommende år. Samtidig kommer der flere pædagoger i takt med, at der bliver flere indskrevne børn,«
siger borgmesteren.
Forklaringen på, at børnetallet stiger i storbyerne, er ifølge Torben Pilegaard
Jensen blandt andet byernes uddannelsesmuligheder.
»Unge mennesker flytter til storbyerne, fordi de gerne vil have en uddannelse. De bor dermed i storbyerne, når de kommer i den fødedygtige alder,« siger han.

BØRNEVÆKST
Heidi Andersen, 38 år, pædagog i daginstitutionen Amalieparken i Vallensbæk Kommune: »Kvaliteten bliver bedre«
»Det stigende børnetal er positivt, fordi det giver bedre jobmuligheder. Jeg har tidligere arbejdet på Nørrebro, men ville gerne tættere på mit hjem i Albertslund, så nu har jeg fået arbejde i Vallensbæk, som ligger lige ved siden af. Det betyder meget for mig at have et arbejde tæt på, hvor jeg bor, for så har jeg mere tid sammen med mine børn i stedet for at bruge tiden i en bil.
Jeg tror, det kommer til at betyde, at man i mit område har større mulighed for at få det job, man gerne vil have. Man behøver ikke at blive i et job, man ikke er glad for, men vil have større mulighed for at finde noget andet i området. Det betyder også en bedre kvalitet i institutionerne, at der er pædagoger, som er glade for deres arbejde.

Her stiger børnetallet mest
Alle de 10 kommuner, hvor antallet af børn under 10 år stiger mest frem mod 2020, ligger i hovedstadsområdet på nær Aarhus. I Vallensbæk forventes børnetallet at stige med lidt over en tiendel.
Antal børn i alderen 0-9 år
Kommune 2013 2020 Stigning i %
Vallensbæk 2.081 2.326 11,8
København 64.294 71.458 11,1
Århus 34.935 37.483 7,3
Frederiksberg 11.665 12.373 6,1
Glostrup 2.567 2.668 3,9
Lyngby-
Taarbæk 6.419 6.640 3,4
Tårnby 5.132 5.287 3,0
Hvidovre 6.230 6.372 2,3
Gladsaxe 8.471 8.649 2,1
Rødovre 4.544 4.609 1,4

BØRNETAB
Maria Olsen, 34 år, pædagog i den integrerede institution Stjernehuset på Bornholm:
»Kursus kan hjælpe mig«
»Vi har en dejlig ø, så jeg synes det er ærgerligt, at folk rejser væk og ikke kommer tilbage igen. Det betyder, at der kommer færre børn i daginstitutionerne, og så bliver jobmulighederne mindre for pædagoger. Jeg håber, at der vil være et job til mig i fremtiden på øen, men ellers er mit alternativ at flytte eller pendle til København. Jeg tænker ikke over det i hverdagen, men jeg kan se, at mange at mine kolleger er tidsbegrænset ansat, så de forsvinder nok på et tidspunkt.
Jeg har taget kurser, så jeg nu er sprog­pædagog. Egentlig tog jeg uddannelsen, fordi det er spændende, men måske kan det have en positiv sideeffekt i forhold til jobmuligheder, så jeg kan få lov til at blive i mit job eller har nemmere ved at komme ind andre steder.«

Her falder børnetallet mest
Det er især økommuner og kommuner i Region Sjælland, som forventes at blive hårdest ramt af faldende børnetal. På Læsø regner Danmarks Statistik med, at børnetallet vil falde med mere end en tredjedel.
Antal børn i alderen 0-9 år
Kommune 2013 2020 Fald i %
Læsø 127 79 -37,8
Bornholm 3.573 2.806 -21,5
Kalundborg 5.155 4.099 -20,5
Faxe 3.860 3.070 -20,5
Lejre 3.323 2.648 -20,3
Allerød 3.132 2.503 -20,1
Sorø 3.435 2.746 -20,1
Lemvig 2.104 1.682 -20,1
Odsherred 2.829 2.266 -19,9
Struer 2.380 1.918 -19,4