Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 05
Drama. Institutionen er dramatikernes darling
Flere film og teaterstykker udspiller sig i dag­institutioner og skoler. Det er et udtryk for, at emnet står højt på samfundets dagsorden, mener rektor for Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater.
Af: Mikkel Prytz
Den aktuelle teaterforestilling ’Æblet’ er ikke alene om at interessere sig for børneområdet. Tidligere på året var en pædagogs ansigt på filmplakater over hele landet, da Mads Mikkelsen i ’Jagten’ spillede den pædo­filianklagede Lucas. Og i efteråret var det et lærerværelse, der var valgt som rammen om fortællingen, da Teater Grob viste stykket ’Børn er dumme’.
Film og teater er rykket ind i institutioner og skoler, og det er et udtryk for, at samfundets dagsorden kredser meget omkring netop børneområdet, mener Mads Thygesen, der er rektor for dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater.
»Det er ret interessant, at ny dramatik tager temaet op. Jeg vil tro, det handler om, at debatten om børn og unge fylder meget i medierne og i samfundsdebatten i øvrigt. Det bør den også, for det er de institutioner, vores børn bruger meget af deres tid på, og dermed er det vores fremtidige samfund, det handler om,« mener Mads Thygesen.
Han oplever ikke altid, at de kompetente mennesker, han møder ude i institutionerne, hænger sammen med den måde, pædagoger bliver beskrevet i debatten i medierne.
»Derfor håber jeg, at de dramatiske tekster, der kommer ud om emnet nu, har en saglig tilgang. Hvis dramatikere, instruktører og skuespillere bruger tid og kræfter på at belyse børneområdet grundigt, kan dramatikken bidrage til en refleksion og dybdegående analyse, som man ikke kan få i et nyhedsindslag på to et halvt minut,« mener rektoren.

Tradition for børneteater. Skole- og institutionsområdet har gennem mange år været et emne i teater for børn og unge, pointerer Mads Thygesen.
»Børne- og ungdomsteater går tit ind og arbejder med konfliktstof mellem børn og voksne eller reflekterer over børnenes dannelsesproces. Det har vi en stærk tradition for, som vi nu pludselig ser eksempler på, at de små storbyteatre også fokuserer på,« siger han.
Og timingen er efter hans mening god, for institutionsområdet er under pres for tiden.
»Institutionerne løfter en vigtig byrde for samfundet og fortjener at blive behandlet i kunstnerisk form på en konstruktiv og ordentlig måde,« mener Mads Thygesen.

Dramatisk skueplads. Når dramatikerne kaster deres kærlighed på eksempelvis en daginstitution, handler det ifølge Mads
Thygesen om, at børneområdet er en skueplads, der rummer mange potentielle dramatiske konflikter.
»Der er barnet og dets identitet og dannelsesproces. Der er pædagogerne og relationen mellem børn og voksne. Forældrene er endnu en part. Og noget helt fjerde er det politiske system, der er bevillingsgivende og derfor stiller forventninger og krav. På den måde er institutionen en skueplads, der rummer mange parter og interessenter, og som kan være interessant for en dramatiker at skrive sig ind på,« siger rektoren.
»Og så har man altid lyst til at arbejde med det, der er i fokus lige nu. På den måde er børneområdet også et emne for kunstnere, der har behov for at ytre sig om det, de oplever,« tilføjer han.

’Æblet’ på tilbud
BUPL’s medlemmer kan se 'Æblet' for 150 kr. (normalpris 200 kr.). Tilbuddet gælder den 18.-27. marts, og billetter reserveres på billet@bettynansen.dk
Skriv ‘bupl-tilbud’ i emnelinjen.
Debat efter forestilling:
• Torsdag den 27. marts kl. ca. 22.00: Oplæg ved debattør Lone Kühlmann og dramatikerduoen Claus Flygare og Kari Vidø.
• Torsdag den 4. april kl. ca. 22.00: Mød dramatikerne, instruktør og scenograf.