Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2005 Nr.: 37
Kommunalvalg - Tænketank på turné
For at sætte fokus på det børnepolitiske område op til kommunalvalget har BUPL sendt et interaktivt kunstværk på turné i det ganske land. Århus havde for nyligt besøg af kunstværket Tænketanken
Af: Ida Bjørg Meldgaard
Regnen siler ned over Store Torv i Århus, hvor BUPL's kommunalvalgs-gimmick, Tænketanken, er stillet op på pladsen foran domkirken og vækker opsigt i bybilledet.
Vejrguderne forbarmer sig, da åbningsarrangementet går i gang, og formand for BUPL Århus Kommune Henning Truelsegaard byder velkommen til de inviterede som, udover kunstneren Lars Høygaard, tæller lokalpolitikere, børn og pædagoger samt den lokale presse.

"Jeg tror da, det kan sætte børnepolitikken lidt på dagsordenen. Det har stor effekt at få en diskussion i gang blandt folk på gaden," siger Henning Truelsegaard.
Pludselig giver Tænketanken lyd fra sig og får forbipasserende til at stoppe op og kigge undrende på den besynderlige stålkonstruktion med spejle, tegneplade, computer og et lille sort tegnetelt. Lydene minder mest af alt om lydene fra en gammel smedje, hvor der bliver hamret på det varme jern.
Tænketanken opstod som en ide fra BUPL Århus Kommune og er omsat til fysisk form af kunstneren Lars Høygaard. BUPL håber, at Tænketanken vil skabe opmærksomhed og debat om daginstitutionsområdet op til kommunalvalget den 15. november.
Ideen med et omrejsende kunstværk var at skabe en anderledes valgkampagne end en almindelig annoncekampagne. Projektleder og konsulent i BUPL David Meinke fremhæver, at kunstværket på en ny måde kan skabe opmærksomhed og sætte en diskussion i gang.
"Vi synes, den er kreativ og tjekket, hvilket også kendetegner pædagoger. Og så er det en anderledes kommunikationsform, hvor man kommer i direkte kontakt med folk," siger han.

Kampagnekunst. Alle de lokale fagforeninger har fået tilbudt at få besøg af Tænketanken, som begyndte sin turné i Bella Centret til "Pædagogisk træf" 5. oktober og afslutter den dagen før valget, den 14. november, på Dannerseminariet i Jægerspris. Tanker og tegninger bliver gemt i Tænketankens computer og lagt ud på BUPL's hjemmeside, og David Meinke håber, at Tænketanken vil indsamle tanker og ideer fra mange forskellige kanter.
"Vi håber, at også menigmand vil bruge den. Politikernes tanker er jo ikke mere værd end pædagogers, forældres og almindelige vælgeres. Ideen er, at det er en demokratisk tænketank. Den er for alle - også for børn," siger han og peger på tegneteltet som noget, der især er tænkt til børnene.
Tænketanken har følgeskab af BUPL's andet kunstværk - 10 statuer inspireret af eventyret om "Den lille Pige med Svovlstikkerne". Kunstner Jens Galschiøt har lavet statuerne, hvor den lille pige blandt andet sidder med en mobiltelefon. Statuerne skal ligeledes sætte fokus på børns vilkår i dag.
Projektet med Tænketanken og de 11 statuer har sammenlagt kostet 290.000 kroner, men pengene er givet godt ud, mener David Meinke. Han pointerer, at en annonce i et af de store dagblade snildt koster omkring 250.000 kroner.
"Og folks øjne hviler ikke nær så længe på en annonce," siger han.
Kunstneren Lars Høygaard havde da også som formål at få folk til at stoppe op og undre sig lidt.
"Når nu det handler om tanker og refleksion, har jeg valgt de mange spejle, fordi de netop afspejler og transformerer ting," siger kunsteren, der er meget tilfreds med at se værkets effekt uden for værkstedsrammerne.

Flere venner. På Store Torv i Århus, har der allerede været så mange ivrige børn ved tegnepladen, så tegnefunktionen har svært ved at følge med. På skærmen har en dreng fra en femte klasse skrevet: "Flere sjove aktiviteter, for eksempel turneringer." Nogle ældre skolebørn stiller sig også op og skriver til Tænketanken: "Flere netcafeer, flere gratis ting og flere venner."
"Jeg ved ikke, om flere venner er en politisk opgave," siger Lars Møller fra BUPL Århus Kommune.
Han har været med fra morgenstunden og er godt tilfreds med den interesse, Tænketanken indtil nu har vakt.
"Det handler om at være i dialog med folk. Hvis vi vil have ordentlige daginstitutioner, kræver det også opbakning fra byens borgere," siger han. o

Tanker på nettet.
Læs mere om Tænketanken og se nogle af de indsamlede tegninger og tanker på www.bupl.dk/tanker



Tænkt og sagt om Tænketanken

Kunstner Lars Høygaard har skabt Tænketanken, og kunstner Jens Galschiøt har skabt 11 statuer. Sammen skal kunstværkerne skabe opmærksomhed på torve og pladser og forhåbentlig få folk til at tænke over det gode børneliv og på, hvordan man forbedrer daginstitutionsområdet.
Torsdag den 27. oktober var kunstværkerne kommet til Store Torv i Århus. Tænketanken tiltrak sig stor opmærksomhed, og Børn&Unge spurgte nogle af de nysgerrige, hvad de synes om Tænketanken.


Carsten Munk
Børnehaven Frydenlund
"Den er da anderledes og tankevækkende, men jeg kan godt tvivle på, om den vil flytte noget politisk. Men det er en god ide, at man stiller den op på offentlige steder, hvor der kommer mange mennesker forbi. Man stopper op og får snakket lidt - og får en tanke."


Lissi Bonde
Børnehaven Bildbjergparken
"Jeg troede egentlig, den var større. Jeg synes, det er et godt initiativ, fagforeningen har taget, og det er dejligt, at der foregår noget anderledes. Og så synes børnene jo også, den er sjov at kigge på. Statuen med den lille pige med mobiltelefonen er ret god."


Helin fire år
Børnehaven Bildbjergparken
"Det er sjovt at tegne. Jeg har tegnet et menneske. Det forestiller en af mine veninder. Jeg synes, det bedste ved at gå i børnehave er vores sørøverskib."


Henning Truelsegaard Formand BUPL Århus
"Tænketanken er jo også lidt en provokation til de tænketanke, vi normalt ser med eksperter. Her har folk muligheden for at komme med noget selv."