Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 09
BUPL mener: Den subjektive forsker
Hvis forskere og praktikere skal bruge hinanden til noget, skal de møde hinanden med nysgerrighed og en åben tilgang til hinandens forskellige arbejdsopgaver og metoder
Af: Lasse Bjerg Jørgensen
Jeg fik ikke kaffen galt i halsen, da jeg læste artiklen i dette nummer af Børn&Unge (side 32-36) om kvaliteten i vuggestuen - eller mangel på samme. Den er ellers skrap kost
Jeg har nemlig tidligere på året hørt lidt om forsker Ole Henrik Hansens resultater på et seminar i BUPL, givet af forskeren selv.
Allerede dengang undrede jeg mig over den subjektive tilgang til forskningsresultaterne, der var udgangspunkt for fremlæggelsen. For ét er at undersøge noget. Noget andet er at gøre sig til overdommer over det, man er med til at undersøge.
Og her er vi inde ved sagens kerne. For hvis forskere og praktikere skal bruge hinanden til noget - og det bør være en tilstand, vi stræber efter - bør de møde hinanden med nysgerrighed og en åben tilgang til hinandens forskellige arbejdsopgaver og metoder.
Pædagogerne har et udgangspunkt, og forskeren har et andet. Kunststykket må være at finde et fælles udgangspunkt for diskussionen om forskningsresultaterne, så forskeren kan lade sig inspirere af pædagogerne, og pædagogerne kan lære noget af forskningen. Men vel egentlig også, så forskeren kan se, at vedkommendes forskningsresultater bliver brugt til forandringer til gavn for børn og pædagoger.
Her bør en subjektiv vurdering ikke stå i vejen for den konstruktive dialog om, hvad der kan gøres bedre og anderledes. For det er vel det, vi skal bruge forskningen til - nemlig at få undersøgt, hvad der virker, og udbrede denne viden, så andre kan lade sig inspirere og indoptage den nye viden.
I det konkrete forskningsprojekt er det forhåbentligt også det, der er udgangspunktet.
Derudover er der i artiklen eksempler på, at subjektive fortolkninger af forskningsresultater fører til politiske beslutninger, der har konceptpædagogik for øje. For er det ikke smart bare at indrette rummene i mindre enheder, bryde børnegrupperne op og wupti så er problemet løst? Men det kan man ikke automatisk sige. Tilgangen til pædagogikken skal altid være lokal og have afsæt i de børn, som er i institutionen.
Når det er sagt, er det spændende at diskutere, om pædagoger skal gå på kompromis med arbejdsmiljøet, og om pædagogik ikke også kan foregå ved høje borde. Det er også relevant at diskutere, om meget struktur giver bedre pædagogik, og om ordentlige vuggestuer kræver bedre normeringer. Anden forskning end den, som Ole Henrik Hansen præsenterer os for, fastslår nemlig, at ordentligt pædagogisk udviklingsrum kræver en ordentlig normering af uddannet personale.
Jeg tror ikke på, at syv ud otte vuggestuer i Danmark er dårlige, som forskeren påstår. Derfor opfordrer jeg vuggestuepædagoger til at blande sig i debatten om vuggestuepædagogik. En debat, der forhåbentligt kan give os en mere nuanceret viden om pædagogikkens tilstand i de danske vuggestuer.