Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 12
Verden rundt
Af:
Nigeria - Nu får de hjælp fra Danmark
BUPL har fået 2,2 millioner kroner fra Danida til at hjælpe Nigerias pædagoger med at skabe en stærk faglig sektor i deres fagforening. I Nigeria har pædagogerne ikke deres egen fagforening, men de er organiseret i den nigerianske lærerfagforening, Nigeria Union of Teachers (NUT). Generelt er der i Nigeria ikke fokus på førskoleområdet og det pædagogiske fagområde. Det er der til gengæld i Danmark, og derfor kan BUPL både bidrage med en faglig viden, samtidig med at NUT får hjælp til at etablere en stærk sektor for pædagoger. Projektet løber fra 2012 til 2015. Det har tre indsatsområder: Pædagogernes faglige rettigheder skal forbedres, pædagogernes kompetenceudviling skal styrkes, og standarderne i daginstitutionerne skal forbedres.

Malta - Vil også lære af Danmark
Den pædagogiske afdeling af Malta’s undervisningsministerium har været på to ugers besøg i Danmark for at se danske dag- og fritidsinstitutioner, klubber, kommuner og Børne- og undervisningsministeriet. De kom for at få inspiration til at udvikle deres egne institutioner. BUPL fik opgaven med at fortælle om det danske daginstitutions­system, professionen og BUPL’s arbejde.
På Malta er de tre- til fireårige børns første møde med institutionslivet to børnehaveår på deltid fra 8-14. Når børnene er fem år, begynder de i 1. klasse. Malteserne har travlt med at få udbygget SFO-tilbud, så børnene har et sted at være resten af dagen. I de få SFO’er, der er, starter dagen med lektielæsning fra kl. 14 til 15.30. Først derefter er der plads til andre aktiviteter i malteserbørnenes liv.
Malta er også i gang med at etablere pasningstilbud for de yngste børn. Øen har kun ni institutioner til de mindste, og derfor har mange familier problemer med at forene familie- og arbejdsliv.
Gæsterne fra Malta var især begejstrede for den vægt, pædagogerne i Danmark lægger på udelivet. De syntes også, at det var spændende at høre, at BUPL prioriterer arbejdet med professionen, pædagogik, uddannelse og forskning lige så højt som løn- og arbejdsforhold. Besøget var støttet økonomisk af EU.

Ungarn - Romabørns problemer
Der er kolossal forskel på pædagogik i de europæiske lande. Det stod klart på et internationalt seminar i Ungarn, hvor 70 repræsentanter fra pædagog- og lærerforeninger mødtes. De skulle snakke om udviklingen på daginstitutionsområdet i Europa og havde særligt fokus på lønforhandlinger, uddannelse af medarbejderne og den skæve kønsfordeling på institutionsområdet.
I værtslandet Ungarn ligger vuggestuerne under sundhedsmyndighederne, mens børnehaverne er under undervisningsområdet. Det giver store problemer, fortalte den ungarske fagforeningsrepræsentant. Personalet er for eksempel organiseret i to forskellige fagforeninger, og deres arbejde med børnene er meget forskelligt. Ungarn er også et af de østeuropæiske lande, hvor romaerne kæmper med fattigdom, udstødelse og kriminalitet. Derfor var romabørns forhold også et punkt på dagsordenen. Det handlede blandt andet om deres manglende rettigheder til daginstitutioner og deres behov for at møde et personale, som har viden om deres kultur, og pædagoger, som selv har en romakulturbaggrund.

Europas børn - Her skal sættes ind
70 repræsentanter fra pædagog- og lærerforeninger har på et møde for nylig behandlet et forslag til politik på daginstitutionsområdet (Early Childhood Education). Deltagerne udpegede syv områder, hvor der bør ydes en særlig indsats:
1. At regeringerne i Europa skal gøre daginstitutionsområdet til et prioriteret indsatsområde.
2. At daginstitutioner skal være offentligt finansierede, og at markedsgørelse af institutionsområdet skal bekæmpes.
3. At omsorg og læring skal integreres og ikke adskilles.
4. At personalet skal have et uddannelsesniveau og lønforhold på niveau med læreruddannede.
5. At antallet af mænd på daginstitutionsområdet skal øges.
6. At forskning og dataindsamling på området skal styrkes.
7. At der skal være et særligt fokus på de nul- til treårige, så vuggestueområdet altid er omfattet af ovennævnte indsatsområder. Politikpapiret skal vedtages på European Trade Union Committee for Education's (ETUCE) årskonference i november. Det skal bruges i dialogen med EU og de europæiske nationalstaters myndigheder.

Læs mere om Education Internationals/ETUCE’s arbejde på www.ei-ie.org