Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 11 Børn&Unge som e-paper
BUPL MENER: På bænken under bøgen
Vi ved godt, at legen er yderst vigtig, men udfordringen er, at omverdenen ikke ved det. At nogen, når de går forbi legepladsen, tænker, at det, der sker, er tidsfordriv og måske endda provokeres af, at pædagogen sidder på bænken og kigger på børnene.
Af: Elisa Bergmann formand BUPL
Min yndlingsårstid i institutionen har altid været sommeren. Ikke fordi de andre årstider ikke også er skønne – det skal man næsten synes, når man bor i Danmark – men der er ofte en anden følelse af lethed og frihed over sommerperioden. Det er de dage, hvor vi opholder os mest ude, og hvor børnene ikke altid behøver så meget overtøj – bortset fra det på tube. I sandkassen, med vandleg, sjipning eller fodbold er der mange gode timer med leg og fordybelse på legepladsen, i gården, i skoven eller på multibanen. For det utrænede øje kan det se ud som tidsfordriv. Måske sidder pædagogen endda noget tid på bænken. Enten alene eller sammen med et par børn. Det ser hyggeligt ud.
Men for børnene og for pædagogen er det ramme alvor. Også selvom det er sjovt og hyggeligt. For der er meget på spil, og som er langt vigtigere end at slå tiden ihjel, indtil far og mor kommer fra arbejde. For børnene er en god leg det bedste i verden. Alene af den grund, er den vigtig. Bare fordi!
Som pædagoger ved vi, at legen er vigtig for andet og mere end det. Heri ligger meget betydningsfulde emotionelle, sociale, kulturelle og motoriske udviklingspotentialer gemt. Fordybelse i leg fremmer for eksempel børnenes koncentrationsevne. Det er en kompetence, som grundlægges i legen, og som er helt nødvendig for legens egen skyld, men også senere i skole og arbejdsliv. Og det helt finurlige er, at det er i fællesskabet, det udvikler sig bedst.
Der er børn, for hvem leg er svær. For leg er ikke nødvendigvis noget, man ’bare’ kan. Det skal der gode kompetencer til. Lige fra forestillingsevne og mod til viden om verden og evnen til at afkode den. Så pædagogens opgaver spænder altså lige fra at skabe gode ’legemiljøer’ til at iagttage legen og understøtte og ’træne’ de børn, der har brug for hjælp til at lære at lege. For legen er simpelthen livsvigtig!
Vi ved godt, at legen er yderst vigtig, men udfordringen er, at omverdenen ikke ved det. At nogen, når de går forbi legepladsen, tænker, at det, der sker, er tidsfordriv og måske endda provokeres af, at pædagogen sidder på bænken og kigger på børnene. Måske er det en folketingspolitiker, der mener, at vi må kunne bruge tiden på ’noget fornuftigt’, for eksempel ’rigtig læring’ i stedet for ’hulahoptid’! Eller en lokalpolitiker, der mener, at et par procent besparelser mere vel ikke kan gøre den store forskel? Måske de tænker: ’Er de fritidsinstitutioner virkelig så vigtige – de unge kan vel spille fodbold i foreningen?’.
Det kalder på, at vi som professionelle er ekstremt opmærksomme. Opmærksomme på, hvornår vi spændes for en vogn med en anden forforståelse end den pædagogfaglige. Men også opmærksomme på, at vi lever i en tid, hvor vores område har fået så meget opmærksomhed, at vi er nødt til både at kunne diskutere, forsvare og forklare den pædagogiske praksis igen, igen og igen!
I skrivende stund ved jeg endnu ikke, hvem der har fået bolden på Christiansborg. Uanset holdet er der en opgave for os allesammen i at få pædagogers viden og erfaring i spil, når børne- og ungeområdet skal udvikles.
Det er livsvigtigt – ikke mindst for børnene.

God sommer!