Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2019 Nr.: 07 Børn&Unge som e-paper
LEDER. Vi skal sætte skiverne på salamien igen
Af: Elisa Rimpler
I den udgave af Børn&Unge, som du sidder med nu, kan du finde 100 eksempler på vigtige pædagogiske greb, der gennem de seneste år er sparet væk fra det pædagogiske område:
Det gælder ture ud af huset, der gav børnene fælles oplevelser med alt, hvad det indebærer fra at lære at begå sig i trafikken til at være en del af et fællesskab. Turene bidrog til børnenes erfaringer med natur, kulturoplevelser og gav råstof til den livsvigtige leg. Oplevelser, der sammen med børnenes nysgerrighed og fantasi gav næring til legens univers, og som var afgørende byggesten i barnets udvikling og kit til børnefællesskaber.
Og de vigtige fester har mange måtte sige farvel til – det gælder for eksempel børnefødselsdage, temafester og fester omkring højtider. Festen og fejringen er ellers gode traditioner og introduktion til det i vores kultur, der er med til at skabe sammenhængskraft og fællesskab.
Ja, selv tunge grundpiller og hjerteblod som forældresamarbejde, nærvær og omsorg er sparet væk. Når det sker, er spørgsmålet: Hvordan kan vi fagligt gøre en forskel, når vi ikke kan være der for barnet og for den unge?
År efter år er der med de økonomiske besparelser skåret skiver af det faglige råderum. Snart er der kun pølseenden tilbage af salamien. Og det rammer børnenes trivsel, udvikling og livsduelighed. Det er en usminket kendsgerning, at det udfordrer faget og pædagogens professionelle dømmekraft, og det udfordrer også det, som vi vil opnå med pædagogikken.
Samtidig har politikerne travlt med at detailstyre pædagogikken. De peger fingre ad os og bruger millioner på at købe konsulenter og programmer, der skal ’hjælpe’ pædagogerne med at blive dygtigere til at spotte børn med dårligt sprog, eller som udvikler en kuffert til ’hjemmelæring’, så vi ikke behøver at mødes med forældrene, men blot kan give dem lektier for.
Det er tid til at sætte skiverne på pølsen igen. Det, vil nogle voksne (politikere) nok mene, kan ikke lade sig gøre. Men det gør vi jo i dukkekrogen, så hvorfor ikke?
Folketingsvalget 5. juni bliver afgørende for, om vi kan tælle tilbage fra 100. Under hele valgkampen vil vi sammen levere mange velunderbyggede argumenter for et #godtbørneliv. God valgkamp til alle.

Elisa Rimpler