Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 09
Dannelsesstafetten: Hop op af skyttegravene
BUPL-formand Henning Pedersen satte i Børn&Unge nr. 8 en dannelsesstafet i gang. Her overtager socialminister Manu Sareen stafetten og sender den videre.
Af: Socialminister Manu Sareen (R)
I en verden som pædagogikkens er det fristende at stille modsætninger op for at gøre tingene mere enkle. Vi hører dem hele tiden: læring mod livsduelighed, fri leg mod voksenstyring, menneskelig indlevelse mod evidens. Jeg synes, at BUPL-formand Henning Pedersen i sit indlæg om børns dannelse her i stafetten falder for fristelsen og skaber modsætninger. Også falske af slagsen.
Dannelse handler om at skabe livsduelige mennesker, som kan mestre deres eget liv, indgå i fællesskaber og bidrage med egne input – så langt er vi enige. Men skal dannelse virkelig ses som et nødvendigt ’modtræk’ til læring, produktivitet, samfundsnytte og (for) tidlig skolegang? Det billede er efter min mening både unuanceret og ukonstruktivt.
For mig er dannelse ikke et spørgsmål om enten-eller. Det er et spørgsmål om både-og. Dannelse handler om at sætte vores børn i stand til at navigere i det samfund, de er en del af – både i mikrokosmos på Pingvinstuen og videre frem i livet. Ved at overføre samfundets sociale og kulturelle dna til børnene giver vi dem de bedste forudsætninger for at klare sig godt og blive lykkelige. Samtidig former vi gennem de værdier, vi giver videre, kimen til vores fremtidige samfund og fællesskab.
Her er læring og lysten til at lære noget af det allervigtigste. Det er faktisk en uadskillelig del af den livsduelighed, Henning Pedersen taler om. For at have mod til og lyst til at udforske sig selv og sin omverden er en forudsætning for at udvikle sig og trives – og omvendt.
Derfor skal vi stimulere barnets appetit på viden og på at udforske verden omkring sig. Og vi skal gøre læring til en naturlig og integreret del af barnets hverdag fra en helt tidlig alder.
Når Anton i vuggestuen peger på bladene, der er faldet af træerne, er det naturligt at bruge hans nysgerrighed som afsæt til at fortælle ham om efterår og årstidernes skiften. Og når en gruppe børnehavebørn finder en myresti, er det oplagt at gribe muligheden for at undersøge den og tale med børnene om de insekter, der lever i naturen, og de fødekæder, de indgår i.
Stimulerer vi på dén måde børnenes naturvidenskabelige interesse, er det da fedt. Men samtidig gør vi børnehaven til et sted, hvor vi viser barnet omsorg, interesse og nærvær, følger barnets spor og barnets nysgerrighed, fordi det fører til selvværd og udvikling.
Jeg tror på en bred dannelse. En dannelse, der handler om at være og lære, uden man kan skille de to ting ad. En dannelse med fokus på sociale og følelsesmæssige kompetencer, sprog, motorik og alle de andre egenskaber, vi har brug for i et godt og sundt liv.
Det handler i virkeligheden om udvikling til mennesker med selvværd og mod, som kan indgå i sociale relationer. Og som kan kommunikere og løse konflikter på en ordentlig måde. Det handler om at lære de helt basale ting, vi mennesker skal kunne for at agere i et fællesskab.
I vuggestuen: at finde ud af at vente, til det bliver ens egen tur, når der skal vaskes hænder.
I børnehaven: at finde ud af, at man godt kan være ven med Mohammed, selvom hans forældre taler et andet sprog, eller med Ella, selvom hun sidder i kørestol.
I fritidshjemmet: at man kan få indflydelse på sine omgivelser, hvis man gider og tør engagere sig. Som for eksempel på fritidshjemmet Skrammellegepladsen, hvor man har et børneråd med to børn fra hver årgang, der får lov til at bestemme over de opsparede legetøjspenge hvert halve år.
Her er I pædagoger fuldstændig afgørende.
Sammen med forældre og netværk har I den store og vigtige opgave – og det privilegium – at klæde vores børn godt på til det gode børne- og senere voksenliv. Og det er præcis derfor, det er så vigtigt, at I arbejder med dannelse – for nu at svare direkte på det spørgsmål, Henning Pedersen har sendt videre til mig.
Det synes jeg, I gør rigtig godt, rigtig mange steder. Men skal vi blive endnu bedre, kræver det, at vi dropper fjendebillederne og hopper op af de ideologiske skyttegrave. For der er brug for både livsduelighed og læring, fri leg og voksenstyring, menneskelig indlevelse og evidens i dannelsesarbejdet.
For mig er det store spørgsmål derfor ikke teoretisk eller ideologisk. De store og vigtige spørgsmål handler om, hvordan vi gør vores gode dagtilbud endnu bedre i praksis. Hvordan organiserer vi dagen, så børnene oplever mere voksennærvær, hvordan styrker vi forældresamarbejdet og bruger nyeste viden til at skabe en endnu bedre udvikling i dagligdagen?