Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 21
BUPL KONGRES 2012: Her er BUPL's nye ledelse
Kongressen vedtog at skære antallet af faglige sekretærer i forretningsudvalget ned fra fire til to. Fremover består det af fem medlemmer: formand, næstformand, hovedkasserer og to faglige sekretærer. Mød BUPL’s nye ledelse, og læs om deres hjertesager.
Af: Julie Hardbo Larsen Trine Vinther Larsen Steffen Hagemann Vibeke Bye Jensen og Lene Søborg
Lasse Bjerg Jørgensen, hovedkasserer - Nyvalgt*
Den største udfordring for BUPL i de kommende år bliver at fastholde pædagogernes faglige udgangspunkt: At det er børnene og børnenes behov, der skal tilgodeses, mener Lasse Bjerg Jørgensen.
»Vi skal fortsat tale om det hele menneske i forhold til det pædagogiske arbejde. At vi ikke bare skal bidrage til, at børnene bliver gode medarbejdere på fremtidens arbejdspladser, men at de bliver gode, kompetente, demokratiske samfundsborgere med lyst til livet,« siger han.
Pædagogerne kan glæde sig over, at flere og flere taler om, at man skal sætte ind i de tidlige år, hvis man vil bryde den negative sociale arv og løfte inklusionsopgaven. De kan glæde sig over, at den politiske bevågenhed i samfundet om deres fag er større end nogensinde.
»Det er de 500 millioner kroner et godt eksempel på. Der mangler bare at få skabt samklang imellem det, mange politikere på centralt niveau vil på området, og hvad man så gør ude i kommunerne,« siger han.
Lasse Bjerg Jørgensen vil i de kommende år arbejde for at sikre BUPL’s fremtid ved at stå i spidsen for at bringe balance i BUPL’s økonomi og bygge et solidt økonomisk fundament.
»Jeg mener, at der er brug for os rigtig mange år endnu. Selvom der er den politiske bevågenhed, er der stadig meget at kæmpe for, og det skal der være penge til,« siger han.
* Lasse Bjerg Jørgensen var valgt som faglig sekretær, men overtog hovedkassererposten, da forgængeren gik i utide. Det er den post, han er nyvalgt til nu.

Allan Baumann, faglig sekretær - Genvalgt
Udfordringen de næste år er, at den anerkendelse, som pædagogerne har opnået de seneste år, skal føres ud i alle hjørner og kroge af samfundet. Det er lykkedes at få forklaret, hvad pædagoger kan, og at synliggøre det pædagogiske arbejde. Men den økonomisk trængte situation i kommunerne betyder, at man kan blive i tvivl om, hvorvidt budskabet er trængt helt ind, mener Allan Baumann.
»Når man som pædagog får at vide, at man er vigtig, men samtidig kan opleve, at ens kollega bliver fyret, hvad skal man så tro? Det er den virkelighed, vi som organisation skal agere i og komme videre i sammen med pædagogerne,« siger han.
Allan Baumann vil arbejde for at samle BUPL om at arbejde både for pædagogernes vilkår i kommunerne og for, at pædagogernes arbejde og rolle bliver endnu mere synlig og anerkendt.
»Pædagogerne har brug for at føle, at de er med i et fællesskab, der giver dem identitet som pædagog. Men vi som organisation har også brug for pædagogernes viden især om dagsordenen ude i kommunerne med inklusion, negativ social arv, og hvordan vi sikrer, at alle børn kan udnytte deres potentiale. For det er jo den viden vi skal bruge for at kunne stille de rigtige politiske krav,« siger han.

Mette Aagaard Larsen, faglig sekretær - Nyvalgt
Der er flere udfordringer de kommende år, mener Mette Aagaard Larsen. Den ene er at fastholde de gode resultater, som BUPL har skabt og kan skabe for pædagogerne.
»Vi skal fortsat arbejde for synlighed og for vilkår, som for eksempel, hvordan de 500 millioner kroner bliver til flere pædagoger,« siger hun.
En anden udfordring er, at pædagogerne skal have en anstændig løn, som de kan leve for.
»Vi ser i disse år, at vi og andre presses på lønnen,« siger hun.
Pædagogerne kan glæde sig over, at der er kommet mere fokus på pædagogers faglighed. Det er en kæmpe fordel, for til trods for de svære vilkår i samfundet, er der en lille smule medvind for os pædagoger.
»Så vi skal blive bedre til at vise, hvad vi kan som pædagoger, for det er der en mulighed for lige nu,« siger hun.
Mette Aagaard vil især arbejde for, at der bliver sat fokus på, hvordan pædagoger kan blive mere fagligt aktive. Både at få flere til at melde sig ind i fagforeningen, men også hvordan man kan være fagpolitisk aktiv på andre måder.
»Selvom de formelle demokratiformer, som vi har i dag, er gode og skal bestå, vil jeg gerne være med til at skabe nogle andre platforme, hvor man kan være aktiv. Det kan blandt andet være netværk for nyuddannede pædagoger. Det skal være nemmere at kunne komme ind i BUPL og være aktiv på en anden måde, end den der findes i dag,« siger hun.

Henning Pedersen, formand - Genvalgt
Det går faktisk ikke så dårligt for pædagogerne for tiden. Den politiske velvilje er stor, konstaterer BUPL’s formand, Henning Pedersen, som blev genvalgt med stående klapsalver.
»Udfordringen bliver at fastholde den positive udvikling og skabe endnu mere forståelse for betydningen af pædagogers arbejde,« siger han.
Han nævner som eksempler de 500 millioner kroner til bedre normeringer, og at pædagoger bliver inddraget i Ny Nordisk Skole.
»Så pædagoger er efterspurgte på det, vi kan. Den store udfordring bliver at fastholde det momentum, vi har i øjeblikket,« siger han.
Men samtidig er det et paradoks, at kommunerne på trods af velviljen stadig sparer på pædagogområdet.
»Vilkårene kan blive bedre, og lønudviklingen er ikke tilfredsstillende.«
Derfor er han heller ikke tvivl om, hvad han vil blive mest glad for:
»At vi får afvist besparelser i kommunerne, og at vi kan se, at de ekstra penge i kommunerne faktisk får lov til at blive til et løft. Det vil være en rigtig stor glæde, den dag vi kan konstatere det,« siger Henning Pedersen.
»Min hjertesag bliver at fastholde den medvind, som vi på mange måder har, at fokusere på det, der er pædagogers positive bidrag til børns og unges udvikling,« siger Henning Pedersen, der lover, at det samtidig skal forbindes med kampen for bedre vilkår.

Birgitte Conradsen, næstformand - Genvalgt
Birgitte Conradsen blev under applaus på kongressen genvalgt som næstformand i BUPL.
Mandagen efter møder Børn&Unge hende på kontoret i forbundshuset, som ligger tre en halv times rejse fra hendes hjem ved Hammel i Østjylland. På whiteboardet har hendes yngste datter på 18 skrevet ’99,9 procent jyde’. Lidt som en påmindelse.
»Mine unger driller mig med, at jeg taler københavnsk, når jeg kommer hjem,« siger Birgitte Conradsen.
Hun har siddet i forretningsudvalget siden 2004, men har hverken glemt, at hun er jyde eller pædagog. Hun glæder sig til fortsat at tale pædagogernes sag.
»Jeg kan ikke mindes, at pædagogerne før har været så meget på dagsordenen som nu og er blevet anerkendt for det vigtige arbejde, de hver dag gør i institutionerne. Det kan vi glæde os over. Men den største udfordring for BUPL og pædagogerne er at få politikerne overbevist om, at anerkendelsen også skal udmøntes i ressourcer til området. Normeringerne og de fysiske rammer og alt det med støj og møg, skal der tages hånd om, så pædagogerne også har mulighed for at fortsætte det vigtige arbejde, de gør,« siger Birgitte Conradsen.
Derfor er næstformandens hjertesag, at BUPL og pædagogerne sammen lykkes med at få udmøntet alle de 500 millioner kroner, som på finansloven er afsat til bedre normeringer i daginstitutioner.