Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2001 Nr.: 04
Farvel til den veloplagte husmor
Mange ansatte i daginstitutioner er reduceret til pædagogiske servicemedarbejdere og næsepudsere. En reorganisering kan være med til at puste ny energi i medarbejdergruppen.
Af: Ib Keld Jensen
Du skriver ikke, at det er enkelt eller simpelt eller noget i den retning, for det er meget kompliceret det her. Det lover jeg dig.«
Det er mag. art. i pædagogik Karin Vilien, der udsteder ordren.
Det, der på overfladen godt kan forveksles med fikse tricks og friske staldtips til en mere overskuelig hverdag, bunder i noget dybere, og det er magtpåliggende for Karin Vilien at få frem.
I den sidste halve snes år har hun undervist pædagoger i en række af landets daginstitutioner under overskriften "Pædagogik og indretning". Bag den anonyme overskrift gemmer sig et kursus, hvor der ganske vist flyttes møbler og sættes i system med praktiske gris-ordninger og analyseskemaer, men hvor målet er et helt andet end blot en hensigtsmæssig indretning og en struktureret hverdag.
»Det er dejligt at starte med at rykke rundt på møblerne. Det giver ro og koncentration til at finde den tid, man har tabt. Mange pædagoger er stressede, udkørte og overanstrengte. De er havnet i en udvidet husmoderrolle og har glemt at genbruge, hvad de har lært på seminariet om en god og udviklende pædagogik og om at arbejde bevidst pædagogisk med observationer, perspektiv og udvikling.«
Dybest set handler Karin Viliens kursusrække om at erstatte den søde og veloplagte husmor med den professionelle pædagog. Og det er en langstrakt proces med mange afstikkere.
Det handler ikke om at effektivisere, men om at pædagogisere, som hun udtrykker det.
»Vi er nødt til at spørge os selv, hvad det er for en pædagogik, vi vil praktisere, hvis børnene ikke skal trædes flade, fordi de voksne hele tiden vil bestemme over dem.«
Tankerne er ikke nye, men bunder i konstruktivistisk læringsteori formuleret af tænkere som Piaget og Bruner og siden omsat til praktisk pædagogik af Reggio Emilia.

Små pingviner. Karin Vilien hører ofte pædagoger klage over, at de ikke har tid nok.
»Og det er helt sikkert rigtigt, men hvad er det, de bruger deres tid på. Det beder jeg dem analysere. Der foregår en fuldstændig sindssyg servicering af børn i vore daginstitutioner. Mange pædagoger har fået skævt fat i selvbestemmelsen. De tror, at børnene skal bestemme det hele, at vi gør vold på dem ved at stille krav. I virkeligheden tager vi værdigheden og selvstændigheden fra børnene. De bliver vant til at stå som små pingviner og vente på, at vi klarer ærterne for dem. I stedet bør udgangspunktet være: Gør ikke noget for barnet, som barnet kan gøre selv,« siger Karin Vilien, inden hun skynder sig at understrege, at man ikke skal blive rigid, for selvfølgelig kan der af og til være vægtige grunde til at fravige princippet.
Der er megen tid at spare ved en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet. Og den tid er nødvendig for at få ro til at skabe de mere grundlæggende forandringer.
»At indføre praktiske grise, flyvere, flydere, til-rådigheds-personer, eller hvad man nu vælger at kalde dem, er et spørgsmål om at holde det øvrige personale uforstyrret. Mange steder gør alle folk det samme hele tiden, og dermed bliver der ikke ro til at fordybe sig i aktiviteten for nogen. Hele tiden vil der være en, der skal have tørt tøj på eller skiftet ble.«
Der kan også være helt konkrete uhensigtsmæssigheder. For eksempel at man stiller legetøj, som børnene gerne må lege med, et sted, hvor de ikke kan nå det.

Tid at spare. Ifølge Karin Vilien kan en daginstitution ofte finde 10-20 minutter pr. ansat pr. dag ved en anderledes tilrettelæggelse af arbejdet.
»Hvis man samler den tid sammen, bliver det til noget. Og så bliver der pludselig mulighed for at tænke langsigtet og lægge strategier.«
En anderledes tilrettelæggelse af arbejdet kan sætte en proces i gang, som gør underværker, fortæller hun.
»Men det er en proces, som nemt kan vare flere år, og vel i virkeligheden aldrig helt stopper. Nogle institutioner er kommet meget langt og er aldeles ukendelige sammenlignet med udgangspunktet.«
Det ligger i kortene, at det er op til institutionerne selv at forme forandringen, og ifølge Karen Vilien er resultatet, at institutionerne udvikler sig meget forskelligt i jagten på et svar på det grundlæggende spørgsmål: Hvad er det for en pædagogik, vi vil have her?

Det ordner den praktiske gris:
- Fylder op med bleer, hagesmække, vaskeklude m.m.
- Laver opslag om ture
- Laver fødselsdagsskilte
- Tager telefonen
- Tager imod børn, der ankommer efter kl. 9.30
- Varmer sutteflasker til babyerne
- Dækker frokostvogne