Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 30
For lidt fokus på angst; Når angsten leger med; Du er ikke så speciel
Det er vigtigt ikke at råbe 'ulven kommer', for alle børn kan være bange, og angst er ikke et begreb, der skal bruges i flæng. Men det er lige så vigtigt at se, når normal adfærd går over grænsen og bliver til en sygelig adfærd, mener professor Per Hove Thomsen.
Af: Kurt Balle Jensen
Visse angstfænomener er helt normale hos både børn og voksne. Men er man som pædagog bekymret for, om et barn ikke bare er bange, men lider af angst, er der ifølge professor ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov, overlæge, dr.med. Per Hove Thomsen, tre ting, man skal vurdere:
Hvor alvorlig er angsten? Passer den til alderen? Hæmmer den barnets hverdag og udvikling?
"Vi ved, at angsten er invaliderende for mange mennesker, og at den for en stor dels vedkommende er udviklet i barndommen. Mange kunne have været hjulpet, hvis deres angst blev tacklet anderledes i institution og skole. Og det er på tide, at der kommer mere fokus på børn og angst. Men man skal altid se på graden af angsten og på alderen. For eksempel er det jo helt naturligt, at det lille barn ikke vil adskilles fra forældrene og skriger, når det afleveres i vuggestuen. Men det, vi accepterer hos det lille barn, skal vi jo ikke på samme måde acceptere ved det store barn, for så er der tale om separationsangst. Det er også helt naturligt, at små børn er bange for alt nyt og ukendt, men det er et problem, hvis det noget ældre barn hver gang siger helt fra over for at deltage i nye aktiviteter. På den måde skal man hele tiden vurdere i forhold til alderen," siger han.
Også graden af angst spiller ind. Barnet kan være nervøst og bange i særlige situationer, det er helt naturligt. Men når det hæmmer barnets trivsel og udvikling, bør der gøres noget, mener Per Hove Thomsen.
"Mange børn bryder sig ikke om at lege i større grupper med meget larm og gang i den. Sådan er det, børn er forskellige. Men hvis det siger helt fra over for at være med til aktiviteter sammen med andre børn og holder sig udenfor, er den gal, og man kan jo ofte se, at barnet udstråler lyst til at være med, selvom det med ord siger noget andet," siger han.

Det nødvendige skub. Ifølge Per Hove Thomsen er det vigtigt at få fagkundskaben ind over, når problemerne virkelig tynger og hæmmer barnet, så det skal i decideret behandling. Men der, hvor angsten opleves i mindre udviklet form, kan pædagogerne gøre meget for at hjælpe barnet.
"Her kan det være godt at afdramatisere ved at fortælle barnet, at det ikke er så specielt. Mange har det på samme måde. Og så kan der ofte gøres meget ved at konfrontere barnet med det, der fremkalder angst. Her er der tale om 'det nødvendige skub ud i farefyldte vande'. Det kan godt give nogle reaktioner, og det skal altid gøres i alliance med forældrene. Men det kan give nogle sejre og hjælpe barnet til at overvinde angsten, så den ikke udvikler sig. Det vigtige er at gøre det i små portioner, så barnet oplever, at der ikke skete noget, det var ikke så farligt."
Per Hove Thomsen håber på, at der fremover vil være mere opmærksomhed på angst hos børn. Det handler ikke om at stemple tilbageholdende eller generte børn som angste. Men det handler om at spotte de børn, hvor det er blevet en hæmmende faktor og en permanent lidelse. I disse tilfælde bør der gøres noget.


Når angsten leger med

I Resenbro SFO ved Silkeborg er angst ikke et tabu. Tværtimod har institutionens pædagoger erkendt, at angst kan knuge børn og være en mørk skygge over deres liv, og at det er vigtigt at gribe ind i tide.


Eksempel 1: Der er fart på legen. Der er mange lyde og mange bevægelser. Men der er et barn, der ikke er med. Der er et barn, der holder sig for sig selv, isolerer sig. Hvorfor?
Eksempel 2: Der er overnatning i SFO'en, og alle børn har glædet sig. Der har været gang i en masse aktiviteter, alle har haft det sjovt. Men nu skal de sove. Et barn græder. Det vil hjem. Hvorfor? Er det hjemvé, eller skyldes det noget andet?
Eksempel 3: Et barn vil ikke have noget at drikke, mens de andre børn slubrer vand i sig efter vild leg. Barnet er bange for, at det skal tisse. Det indretter sig og vil hellere tørste end løbe risikoen. Hvis det alligevel bliver nødvendigt, må døren ind til toilettet ikke lukkes. Hvorfor?
Ingen institutioner går fri. Alle får børn med angst. Og angst er ikke kun noget pjat, der kan 'leges væk'. Angst er en stor skygge, der lægger sig ind over barnet, og for nogles vedkommende bliver denne skygge liggende resten af livet, hvis der ikke gøres noget.
Det har de erkendt i Resenbro SFO. Her sætter de både ord og handling på det, der kan knuge et barn. Her bruges begreber som præstationsangst, socialangst, separationsangst, panikangst og fobier, fordi det nu engang hører til i hverdagen med en stor gruppe vidt forskellige børn.
Leder Sonja Fisker og pædagog Maria Lund Jakobsen vil dog gerne slå en vigtig ting fast: Her taler vi ikke om børn, der helt naturligt kan være forbigående bange eller nervøse for et eller andet, eller som i en periode reagerer stærkt i forbindelse med voldsomme hændelser som død i familien eller skilsmisse.
"Vi taler om børn, der har en psykisk lidelse, en angst, der hæmmer barnet i hverdagen, og hvor der er risiko for, at det bremser dets sociale udvikling. I disse tilfælde skal vi gribe ind. Vi skal gøre noget. Nogle gange kan det klares, ved at vi ændrer noget i vores hverdag i institutionen. Men andre gange skal vi videre, så der kan blive stillet en diagnose, og barnet kan komme i behandling. Det må vi så gøre vort til, at det sker," lyder budskabet fra pædagogerne i Resenbro SFO.

Ingen vil være anderledes. Sonja Fisker har tidligere været leder i en anden SFO, hvor de skulle integrere børn med indlæringsproblemer, og her blev hun for alvor sporet ind på børn med angst.
"Der var måske nok enkelte, der mente, at jeg pylrede lidt om børnene, da jeg startede her, og vi begyndte at tage højde for, at nogle børn lider af angst. Men sådan er det ikke mere. Nu er det en indarbejdet del af vores måde at praktisere rummelig pædagogik med plads til alle på," siger hun.
For Sonja Fisker er det afgørende altid at tage barnets udsagn alvorligt, hvad enten dette udsagn er formuleret eller kan læses ud af barnets kropslige reaktioner.
"Der er jo ikke nogen børn i denne her alder, der bevidst gerne vil være anderledes. De vil tværtimod for alt i verden gerne være ligesom de andre børn. Så, hvis de for eksempel siger fra over for aktiviteter, skal det tages alvorligt. Hvis vi ikke gør det, tager vi ikke barnet alvorligt," siger lederen.
I Resenbro SFO er de meget opmærksomme på børnene i den fase, hvor de starter i SFO'en. Her er det helt naturligt, at man som barn er lidt usikker og bange for alt det nye, men hvis det ikke hurtigt går over, kan der være grund til at være på vagt. Ofte er det i denne fase, børn med angst bliver opdaget. Derudover er pædagogerne altid opmærksomme over for meget generte børn og specielt drenge, der ikke er aktive. Det kan være udtryk for, at der er noget med i bagagen.

Lukkede rum. "Ofte hører vi det også fra forældre, der godt er klar over, hvilke problemer, deres barn har. Det kan være, hvis et barn er bange for lukkede rum og derfor ikke tør have døren lukket, når det skal på toilettet. Så får vi det at vide: 'Mit barn prøver at holde sig og vil helst ikke have noget at drikke, fordi mit barn ikke bryder sig om at være alene i et rum og slet ikke bag en lukket dør'. Så sørger vi for, at døren står åben, og at der står en voksen udenfor," fortæller Sonja Fisker.
Maria Lund Jakobsen mener, at det er vigtigt at forebygge situationer, hvor børn med angst bliver presset.
"Når der skal være aktiviteter, er der nogle børn, der ikke vil være med, fordi det er noget ukendt. Men vi gør meget ud af at forberede børnene og fortælle dem, hvad der skal ske, og ingen presses til at være med, hvis de derefter bliver ved med at sige fra. Der skal altid være voksne til at samle op og sørge for, at de, der ikke vil være med, også har en god dag," siger Maria Lund Jakobsen, der oplever, at der er flere børn med angst end tidligere.
"Ja, eller også er det, fordi vi er blevet bedre til at se dem," tilføjer Sonja Fisker.

Når barnet isolerer sig. I Resenbro SFO har pædagogerne set flere eksempler på, hvor meget angst kan påvirke et barn i dagligdagen sammen med de andre børn. Nogle melder sig helt ud af samværet med andre og isolerer sig.
"Vi har et eksempel på et barn, hvor vi har en formodning om, at det er socialangst som gør, at barnet ikke vil være sammen med de andre. Men det arbejder vi med, og vi har lavet en aftale med barnet om, at det et par gange om dagen skal være med i en aktivitet, hvor der også er yderligere et eller to børn med. Det fungerer, og der er ikke noget pres. Vi vurderer så hele tiden situationen, og om det er muligt at udvide ordningen," siger Sonja Fisker.
På den måde konfronteres barnet med det, der fremkalder angsten, uden at blive presset, og med små skridt ad gangen. Selvom der ikke er noget pres fra institutionens side, kan der imidlertid godt være tilfælde, hvor barnet presser sig selv. Her nævner Marie Lund Jakobsen et eksempel, der viser, hvor vigtigt det er at forstå, hvad det er, der sker:
"Vi havde et barn med angstproblemer, der på overnatning ikke ville hjem, men valgte at blive sammen med de andre børn og som gennemførte det. Bagefter kom reaktionen, og i et par måneder måtte moren ikke engang gå ud i haven eller tage på indkøb, barnet ville hele tiden holde fast i, hvad moren lavede, og hvor hun var."
I Resenbro SFO er de meget bevidste om, at der er børn, der ved fælles overnatninger har brug for at have en livline: Det er helt i orden, hvis de børn gerne vil hjem. De indgår en aftale med barnet og forældrene om, at barnet kan blive hentet sent om aftenen og møde næste morgen. Denne livline har hjulpet flere børn med at turde overnatte uden for hjemmet. For nogle børn er separationsangsten meget stor, og nogle må ligefrem op om natten for at kontrollere, om forældrene nu også trækker vejret. Det kan derfor virke meget voldsomt at skulle være væk fra forældrene en hel nat.
I det hele taget er det vigtigt at skelne: Hvad er hvad? Der er naturlige reaktioner, og det er vigtigt ikke altid straks at sige 'angst', når et barn viser en eller anden særlig adfærd. Men i Resenbro SFO har de erkendt, at ligesom man skal spotte så mange andre særlige forhold hos børnene, skal man også spotte dem, der lider af angst.


Du er ikke så speciel

I samtalen med det barn, der lider af angst, er det vigtigt at fortælle, at barnet ikke er alene, mener de i Resenbro SFO. Men det er ikke altid nok at tage en snak med barnet og måske forældrene.


I Resenbro SFO har de en angstpolitik, der gør, at pædagogerne hellere vil gribe ind én gang for meget end én gang for lidt. Der er ikke tabu omkring angst, fortæller leder Sonja Fisker.
"Jeg tager en snak på tomandshånd med barnet, og her gør jeg meget ud af at fortælle, at det i virkeligheden ikke er så specielt. 'Vi har alle sammen et eller andet punkt, hvor vi er anderledes end andre', siger jeg, og så bliver barnet ofte overrasket og spørger mig, om jeg også har det. Og så fortæller jeg noget om mig selv. Det vigtige er, at barnet accepterer, at 'nå, sådan er jeg, og det er helt okay, der er ikke noget, der er forkert ved mig'," siger hun.
Hvis pædagogerne finder det nødvendigt, tager de en samtale med forældrene, der som regel godt selv er klar over, at der er problemer. Så spørger de, om det er i orden, hvis barnet bliver drøftet på et koordineringsmøde med lærere og skolepsykolog. I nogle tilfælde kommer egen læge indover, og det kan også ende med, at børnepsykiatrien i Risskov bliver inddraget.
"Man skal jo ikke være bange for en diagnose. Tværtimod kan diagnosen berolige alle parter, ikke mindst forældrene. Og så kan der gøres noget. Der kan komme gang i en behandling," siger Sonja Fisker.
Pædagog Maria Lund Jakobsen fortæller, at pædagogerne gør meget ud af at være fastholdende.
"Det er ikke altid, at lærerne har observeret det samme som os, så det kan godt være på vores foranledning, der sættes noget i gang. Vi slipper heller ikke og lader det glide ud. Det er ikke nok at tage nogle samtaler og måske ændre nogle ting i dagligdagen, vi bliver ved med at være opmærksomme. Det gælder også de børn, der har været udsat for en voldsom oplevelse som alvorlig sygdom, død ellers skilsmisse i familien. Her er vi meget opmærksomme på, om det bliver ved med at præge barnet og måske kan udvikle sig til angst," siger hun.
Alle børn er forskellige. Nogle er mere stille end andre. Nogle holder sig mere tilbage end andre. Sådan er det, og sådan vil det altid være.
Men i Resenbro SFO ved de, at en vis procentdel af de danske børn lider af en form for angst, og at disse børn også kommer i deres institution. Derfor skal det være lige så naturligt at snakke om angst som at snakke om for eksempel allergi.
Konsekvenserne for ikke at gøre noget er for store. I værste fald kan det, der måske kunne være stoppet i en tidlig alder, blive invaliderende og præge resten af livet.


60.000 børn lider af angst
350.000 danske voksne mellem 16 og 65 år lider af angst. Tallet er almindeligt anerkendt og fremgår blandt andet af en rapport, Dansk Institut for Sundhedsvæsen har udarbejdet for Danske Regioner. Det svarer til 10 procent af den pågældende aldersgruppe. Men hvad med børnene? Eksperterne er enige om, at angsten for de flestes vedkommende er udviklet i barndommen. Men hvis blot halvdelen af de voksne med angst kan føre deres lidelse tilbage til barndommen, vil det betyde, at fem procent af børnene under 16 år, svarende til 60.000 børn, i større eller mindre grad må kæmpe med en angstlidelse. Eller med andre ord: I hver børnegruppe på 20 børn vil der statistisk set være ét barn, der lider af angst.
For de mindste er angsten ofte i sine første faser, men den kan være hæmmende for barnets sociale udvikling, og angstlidelsen kan blive værre, hvis der ikke gribes ind.