Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 11 Børn&Unge som e-paper
Guide. Sådan hjælper I overvægtige børn
Af: Trine Vinther Larsen
Der er et kæmpe forebyggelses- og behandlingspotentiale i at få daginstitutionspædagoger til at være mere opmærksomme på overvægt blandt de yngste børn.
Det mener Lene Michaelsen, chef for Center for Børn og Unges Sundhed i København. Hvert år får centret omkring 450 børn i alderen 2 til 16 år i behandling for overvægt.
Men alene i aldersgruppen 2-5-årige, er der i kommunen 660 børn med svær overvægt, skønner Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Og pædagogerne møder mange.
»I dag er det primært sygeplejersker og læger eller forældrene selv, som henvender sig til os om et barns overvægt og med ønske om behandling til barnet. Vi så gerne, at også pædagoger kontakter os mere, end de gør i dag. De har jo den daglige kontakt med både børn og forældre,« siger Lene Michaelsen.
For at oplyse pædagogerne om overvægt og guide dem i at tage dialogen med børnenes forældre tager sundhedspersonalet fra Center for Børn og Unges Sundhed ud til mange københavnske daginstitutioner.
Sygeplejerske Mette Juel Blichfeldt er en af centrets behandlere. Hun gennemfører samtaler med de overvægtige børns forældre og informerer om overvægt i børnenes institutioner.
»Vi vil gerne hjælpe pædagogerne til at kunne spotte børnene tidligt. Og så taler vi om, hvordan både forældre og institution kan skabe sundere vaner og derved bedre trivsel for børnene. Børn skal ikke på slankekur, men forældre og institutioner kan med små kostjusteringer og motion støtte børnene i at blive sundere,« siger hun.
Overvægt blandt de yngste børn opfattes af mange som noget, børnene vokser fra, men forskning viser, at tidlig fedme ofte følger børnene gennem hele barndommen og ind i ungdomslivet med flere sundheds- og trivselsudfordringer til følge.
»Nogle overvægtige børn oplever mobning, og nogle har svært ved at deltage i legen på lige fod med deres venner. Det kan præge dem længe. Og så er der risikoen for diabetes og andre følgesygdomme,« siger Mette Juel Blichfeldt.

3 klassiske forældreforklaringer: Sådan kan kan svare

’Vi er så pressede på tid og skal jo nå på arbejde, så det er hurtigere at køre børnene i bil til og fra institution’.

Forslag til svar
Jovist, men så sørg for at cykle længere ture i weekenden.

’Grøntsager tager lang tid at skrælle og snitte. Det er nemmere at stikke dem en kiks som eftermiddagsmad’.

Forslag til svar
Men I kan jo skrælle gulerødder til flere dage og lade dem stå klar i køleskabet.

’Vi har ikke tid til at lege ude efter maden’.

Forslag til svar
Bliv lidt længere i gården eller haven, inden I går indenfor, eller tag maden med på legepladsen.

Bryd de dårlige vaner i fællesskab
Tal med forældrene om:
● At lade barnet gå eller cykle til og fra institution.
● At droppe turen forbi kiosk eller bager i ulvetimen.
● At man sagtens kan hygge med sunde snacks.
● At skifte det hvide brød i madpakken ud med fuldkornsbrød.
● At lade barnet spise mindre eller færre portioner.
● At lyst til slik er naturligt, men regler er nødvendige.
● At tidlig overvægt er de voksnes ansvar og ikke barnets.
● At I ikke vil løfte pegefingre, men hjælpe deres barn.

5 lette i institutionen

Servér grøntsagssnacks ved samling fremfor frugt
Stave af gulerod, peberfrugt eller rød peber er et godt alternativ til sukkerholdig frugt.

Pas på med for meget stivelse i frokosten
Er der ris og kyllingefrikadeller på menuen, kan brødet fint erstattes med ekstra grøntsager.

Drop smør på brødet

Afled børn, der har tendens til at overspise eller spise for hurtigt
Tal for eksempel med dem under frokosten, eller lad dem starte måltidet med vand og gnavegrønt.

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger
Børn med mindst 60 minutters fysisk aktivitet om dagen skal have pulsen op mindst 3 gange under bevægelseslegene.

Vidste du at...
Regeringen har netop foreslået, at daginstitutioner og skoler skal kunne opnå et sundhedsmærke – blandt andet for at servere sunde måltider.

Man kan med væksttabeller baseret på kropsmasseindeks (BMI) vurdere overvægt. Godt hver 10. førskolebarn er overvægtig, mens det gælder hvert 5. barn mellem 9 og 16 år.

Usunde madvaner – næst efter rygning – er den risikofaktor, der kan tilskrives flest dødsfald og kroniske livstilssygdomme.

Overvej lige at...
Et 2-5-årigt barn må maksimalt få 30 gram sukker om dagen. Får barnet intet andet sukker, svarer det til fem bolsjer eller et glas saftevand eller et stykke kage på én dag.