Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2008 Nr.: 26
BUPL mener: Pædagoguddannelsen populær men presset
Gennem vores faglige stolthed samt professionelle og personlige udstråling i hverdagen skal vi vise, hvor udfordrende, udviklende og spændende pædagogprofessionen er.
Af: Henning Pedersen - formand
Med 3023 optagne studerende til uddannelsen som pædagog ligger pædagoguddannelsen endnu en gang øverst på listen over optagne til de videregående uddannelser. Mens vi således kan glæde os over, at det stadig er populært blandt unge at uddanne sig til pædagog, er der også grund til bekymring. Antallet af optagne på pædagoguddannelsen er således faldet med 26 procent i forhold til sidste år.
Når der er ekstra grund til bekymring over faldet i optagne til pædagoguddannelsen netop nu, skyldes det udsigten til mangel på pædagoger. Allerede nu oplever mange kommuner, at der ikke er pædagoger nok til at besætte de ledige stillinger. Der er således allerede nu et rekrutteringsproblem, der kun bliver større fremover, hvis ikke vi får uddannet flere pædagoger.
Der er uden tvivl mange forklaringer på faldet i antallet af optagne på pædagoguddannelsen. Generel nedgang i antallet af studerende til de videregående uddannelser. Billederne af en nedslidt offentlig sektor, skrantende uddannelsesinstitutioner, stressende arbejdsvilkår og lav løn til pædagoger. De negative historier står i kø, når unge mødes og snakker fremtidige jobmuligheder. Og desværre er der jo noget om snakken. Derfor må alle parter tage deres del af ansvaret for at få vendt billedet: Folketinget, kommunerne, uddannelsesinstitutionerne, de faglige organisationer, studieorganisationerne og forældrene.
Som fagforbund vil vi selvfølgelig stadig stille krav om en løn til pædagoger, som modsvarer uddannelse, ansvar og kompetencer. Vi vil stadig stille krav til forbedring af arbejdsvilkårene, mindre kontrol og mere tillid til pædagogers professionelle arbejde. Vi vil stadig arbejde for forbedringer af pædagoguddannelsen, styrkelse af praktikken, bedre vejledning og ikke mindst økonomi til professionshøjskolerne, så undervisningen kan gennemføres.
Alt det er med til at gøre professionen og uddannelsen mere attraktiv. Men nok så afgørende for unges valg af pædagoguddannelsen er, at de unge har en klar forestilling om, hvad det vil sige at være pædagog. Og det kan vi som pædagoger i professionen gøre noget ved. Vi er selv med til at forme professionens omdømme ved at vise pædagogers betydning for børn og unge i hverdagen, vise i praksis hvilken viden pædagoger besidder, og være med til at skabe forståelse for pædagogers store samfundsmæssige betydning.
Gennem vores faglige stolthed samt professionelle og personlige udstråling i hverdagen skal vi vise, hvor udfordrende, udviklende og spændende pædagogprofessionen er.