Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 05
Ligeløn fortsat et tema
Af: Peter Andersen
Selvom pengene er små, fastholdes det langsigtede mål om ligeløn for arbejde af samme værdi. Hver eneste chance skal udnyttes, siger BUPL’s formand.
I 2008 var det kravet om ligeløn, der bar de i alt otte ugers konflikt på det offentlige arbejds­marked. Få måneder efter de sidste bannere var pakket ned, satte den økono­miske krise ind, og da der skulle forhandles igen i 2011, var ligeløn ikke på listen med fælles krav fra de kommunalt ansatte.
Alligevel lykkedes det at skaffe en ekstra pose penge, 19 millioner kroner, til fordeling blandt pædagogerne, som er den lavest lønnede gruppe med mellemlang, videregående uddannelse. Og ligeløn bliver også et tema i 2013, fastslår BUPL’s formand, Henning Pedersen.
»Jeg er godt klar over, at det heller ikke denne gang kan blive til det store, fordi der er udsigt til et meget smalt forlig. Men det er vigtigt at holde fast og udnytte hver eneste chance. Vi skal have hele tiden gøre opmærksom på, at der er et problem,« siger han.
Dilemmaet er, at hvis pædagogerne skal have mere, skal andre have mindre. Og den form for skævdeling mellem faggrupperne vil altid have det svært i en krisetid med smalle overenskomstforlig.
Henning Pedersen understreger da også, at målet er langsigtet. BUPL samarbejder med Dansk Sygeplejeråd, Socialpæda­gogernes Landsforbund og Dansk Socialrådgiver­forening om en plan, der skal skaffe ligeløn i 2020.
»Lønkommissionen har fastslået, at vi har lige løn for samme arbejde, men ikke for arbejde af samme værdi. Den ekstra pose penge, vi fik i 2011, var en indrømmelse af, at der er et problem. Og vi giver ikke op, før vi har nået målet,« understreger han.
Ifølge Lønkommissionens rapport fra 2010 er især de kvindedominerede fag i omsorgssektoren bagud i forhold til mandefag med uddannelser af samme længde. Disse mænd befinder sig typisk i den private sektor, og dermed er det ikke nok at bruge overenskomstforhandlingerne som løftestang.
»Vi mangler nogle værktøjer i ligeløns­loven, så vi kan sammenligne på tværs af fag, for eksempel en bygningskonstruktør og en pædagog. Uddannelserne er lige lange, men hvordan sammenligner man ansvar? Det kan man i Norge og Sverige, så det handler også om at påvirke lovgiverne til at bringe os nærmere målet,« siger Henning Pedersen.

BUPL's Køreplan for OK-13
Januar-marts 2012:
Planlægning og udarbejdelse af baggrunds­materiale. 12. marts holder KTO forhandlingskonference om de overordnede temaer.
April-maj:
Medlemsdebat. Fagforeninger holder møder for tillidsfolk og medlemmer.
Juni:
29. juni er sidste chance for at indsende overenskomstkrav til forbundet.
Juli:
Kravene sammenskrives og gøres klar til
behandling i BUPL’s hovedbestyrelse.
August-september:
14. august behandles kravene i forretnings­udvalget. 29-30. august udtager hovedbestyrelsen de endelige krav og har samtidig første behandling af konfliktstrategi og beredskab.
Oktober:
1. oktober skal de vedtagne krav sendes til FTF’s kommunale forhandlingsfællesskab, FTF-K.
November:
BUPL fremsender krav til KL.
December 2012-februar 2013:
Indledende forhandlinger med KL og fast­læggelse af tidsplan.
Marts:
Urafstemning om forhandlingsresultatet.