Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 10
Stille piger kan også larme
Selvudslettende og generte - sådan forventes det, at stille piger opfører sig. Men de kan også råbe højt, hvis vi giver dem lov, vurderer ekspert i køn og ligestilling.
Af: Mette Hattel
Passive og musestille. Det er sådan, de stille piger er. De fylder ikke meget og drukner i mængden af larmende børn med fuld fart på. Men sådan behøver det ikke at være, og sådan skal det ikke være.
"For de stille piger er det uhyre vigtigt, at de oplever sig selv på nye måder og i nye sammenhænge, hvor de gør noget andet end det, de plejer. Og det skal pædagogerne skabe rum til. Ellers bliver det svært at høre de stille pigers stemme," mener Jesper Olesen, lektor i pædagogisk antropologi på DPU og medforfatter på rapporten 'Flere end to slags børn - om køn og ligestilling i børnehaven'.
Der er ikke noget galt i at være stille, hvis pigerne har det godt med det. Men hvis de er stille, fordi det er det letteste, og fordi det passer til omverdenens forventninger, er der grund til bekymring også på lang sigt, vurderer han.

"Vi får stille, voksne kvinder ud af det. De mister livskvalitet og får aldrig udfoldet deres fulde potentiale. Og det er et tab, ikke kun for kvinderne selv, men også samfundsmæssigt. For eksempel er det relativt få kvinder, der kommer til tops og har lederstillinger i erhvervslivet," fastslår Jesper Olesen.
Han betegner projektet i den fynske børnehave Myretuen som et rigtig godt pædagogisk initiativ, fordi det giver pigerne et trygt rum, hvor de tør mere og får lov til at se sig selv i nye roller. Og det er helt afgørende for at give dem mod på at bryde den stereotype stille pige-rolle.
"Man er ikke bare noget. Man bliver gjort til noget. Menneskers selvbillede udvikles i mødet med andre, og det gælder selvfølgelig også for pigerne. At pigerne i Myretuen får plads i en lille gruppe væk fra resten af børnegruppen er en god start på at turde mere, og at blive set og mødt med nye øjne. Pigerne oplever, at de godt kan udfordre stilheden," siger Jesper Olesen.
Han mener, at den danske institutionskultur hylder fri leg, men at den frie leg har en skyggeside, som rammer de børn, der er i forvejen er udsatte. Børnene er nemlig overladt til deres egne regler, og de regler kan være meget snævre.
"Børn vælger først hinanden og dernæst den leg, de skal lege. De har stramme regler for, hvem der må være med. Som pædagog skal man ikke bare acceptere, hvad der foregår i den frie leg, og hvordan børn kan fastholde hinanden i stereotype roller. Fordelen ved den organiserede og voksenstyrede leg er, at der er plads til alle, og det giver nye fordelinger blandt børnene og mulighed for nye relationer," forklarer Jesper Olesen.