Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 26
Kom du til skade, mens du var på deltid?
To nye højesteretsdomme giver mulighed for genoptagelse af arbejdsskadesager for ansatte, der var på deltid, da de kom til skade. De kan måske få højere erstatning nu.
Af: B&U
Højesteret har den 16. august 2010 afsagt to domme om, hvordan erstatning for tab af erhvervsevne og årsløn skal fastsættes, hvis den tilskadekomne var ansat på deltid, da arbejdsskaden skete.
Dommene underkender Arbejdsskadestyrelsens og Ankestyrelsens hidtidige praksis. Før fik de arbejdsskadede på deltid kun 'deltidserstatning'. Men dommene betyder:
• at deltidsansatte skal have erstatning for fuld erhvervsevne, selvom de arbejdede på nedsat til, da de kom til skade.
• at årslønnen, som bruges til beregningen af erstatningen, i nogle tilfælde skal fastsættes skønsmæssigt svarende til en fuldtidsstilling, selvom man var ansat på deltid, da man kom til skade.
Arbejdsskadestyrelsen vil nu genoptage de sager, der er omfattet af dommene. Det kan betyde, at en række tilskadekomne vil få erstatning eller en forhøjelse af den erstatning, de har fået for tab af erhvervsevne.

Hvilke sager er omfattet ?
Det er kun anerkendte arbejdsskader, hvor den tilskadekomne arbejdede på deltid i forhold til fagets fulde normale arbejdstid, da arbejdsskaden skete, som er omfattet af dommene.
Pædagogfagets fulde normale arbejdstid er 37 timer. Det betyder, at BUPL-medlemmer, som har en anerkendt arbejdsskade, og som på skadetidspunktet havde en arbejdstid på mindre end 37 timer, vil være omfattet og kan få deres sag genoptaget.
Medlemmer, som tidligere har fået rådgivning i BUPL i en arbejdsskadesag, og som opfylder betingelserne, opfordres nu til at kontakte deres lokale fagforening. Den vil se på sagen og sende den videre til BUPL Forbund.
BUPL Forbund vil herefter hjælpe med at genoptage sagen.
Medlemmer, som tidligere har fået rådgivning i en arbejdsskadesag i et andet fagforbund, opfordres til i første omgang at kontakte det tidligere fagforbund.