Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 18 Børn&Unge som e-paper
BUPL MENER: Hold hovedet koldt og hjertet varmt
Fordelene ved at gøre det rigtigt fra starten er åbenlys og dokumenteret gennem utallige forskningsprojekter, som forvaltningerne ikke
kan have overset.«
Af: Birgitte Conradsen næstformand i BUPL
Flygtningedebatten kører for fulde drøn i Danmark og det meste af Europa, og den vil fortsætte lang tid fremover. Mange har en mening om, hvis ansvar det er, og hvorvidt det er rimeligt, at vi som et lille land skal modtage så mange flygtninge.
Ét er dog helt sikkert og bør ikke kunne diskuteres: Børn, der sammen med deres forældre er på flugt, har ikke selv bestemt, om de ville flygte. De prøver blot at finde smule tryghed sammen med deres forældre der, hvor de nu engang har endestation. Hvis de altså stadig har deres forældre.
Daginstitutioner modtager i disse måneder – og formentlig i år fremover – de nye børn og deres familier, og det er en opgave, vi som pædagoger kan og skal være med til at løfte. Vi har den nødvendige viden og kompetencer, og vi bidrager naturligvis meget gerne.
I den pressede situation er det utroligt vigtigt, at forvaltningerne og institutionerne holder hovedet koldt og hjertet varmt. De skal organisere og forberede arbejdet ordentligt, så alle er klar til at tage imod børnene og deres familier.
Vi taler om børn og unge, der har oplevet skræmmende ting, som de bare slet ikke skal opleve. Mange er traumatiserede, alle kommer fra andre kulturer og taler ikke dansk. Det betyder, at den pædagogiske opgave ikke ’blot’ er at modtage nye børn i institutionen. Arbejdet handler om at skabe en tryg og forudsigelig hverdag for familier og børn med ar på krop og sjæl, hvilket kræver en ganske særlig indsats af pædagogerne. Og af kommunerne, der skaber rammerne. Det siger sig selv, at ressourcerne skal være i orden i de dagtilbud, der modtager flygtningebørn!
Her er tale om ekstraordinært udsatte børn, som i meget høj grad har brug for den omsorg og faglighed, som pædagogerne både er uddannet til og har erfaring med at levere. Hvis kommunerne vælger den laveste fællesnævner og ikke ansætter pædagoger nok til opgaven, opererer de med en kortsigtet strategi. Integration er i forvejen en kompleks størrelse, som langt fra altid går godt. Det siger sig selv, at integration af traumatiserede børn og unge kræver langt mere end den normale normering, som i forvejen ofte er skrabet.
Fordelene ved at gøre det rigtigt fra starten – primært at ansætte nok pædagoger til opgaven og sikre trygge fysiske rammer – er åbenlys og dokumenteret gennem utallige forskningsprojekter, som forvaltningerne ikke kan have overset: Udsatte børn og unge, der mødes af dygtige pædagoger, får bedre uddannelser, tjener mere og bliver i mindre grad kriminelle. De får simpelthen et bedre liv. Samfundsøkonomien bliver naturligvis også bedre, når udgifterne til overførselsindkomster, domstole og fængsler bliver mindre.
For mange kommuner og forvaltninger er det en kolossal opgave, som de fleste har få erfaringer med. Men nogle kommuner har allerede gjort sig erfaringer, og nu handler det om, at de deler deres viden, så den enkelte kommune og forvaltning ikke skal opfinde den dybe tallerken igen og igen.
Samme udfordring har mange af de pædagoger, der har modtaget eller skal modtage flygtningebørn. De skal tilbydes efteruddannelse og støtte fra forvaltningen og deres leder.
Pædagoger kan meget, men uden den rette støtte, relevant efteruddannelse og gode normeringer løber vi en anden stor risiko: At der inden for den nærmeste fremtid kommer en bølge af psykisk nedbrudte pædagoger, som ville det så meget, men som bare ikke kunne få enderne til at hænge sammen.
Og så taber vi jo alle sammen: Børnene, deres forældre, pædagogerne, deres familier og samfundet.