Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 13
Udsatte børn og unge. Elektronisk hjælp på vej
Et nyt elektronisk system skal gøre det muligt hurtigt at få overblik over, hvordan anbragte og udsatte børn og unge trives.
Af: Trine Kit Jensen
Med tommetykke journaler kan det være svært at overskue, hvordan udsatte børn og unge reelt har det. Men nu er der hjælp på vej.
Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet har udviklet et nyt og enkelt system, som skal styrke det tværfaglige samarbejde og sikre, at børnene under 18 år bliver hørt. Baggrunden er blandt andet en række sager, hvor der ikke er grebet ind, selvom børn har haft alvorlige problemer.
»Vi håber og tror på, at vi med det her system kan reducere antallet af den slags sager,« siger Poul Lundgaard Bak, læge og ekstern lektor på Institut for Folkesundhed.
Via systemet kan børnene og de voksne omkring dem – pædagoger, lærere, forældre og plejeforældre – på nettet udfylde spørgeskemaer, der lagres i en sikret database. Databasen har for eksempel kommunale sagsbehandlere og PPR-psykologer adgang til, så de lettere kan følge børnene og se, om udviklingen går den rigtige vej.
Skemaerne er baseret på internationalt anerkendte værktøjer til trivselsmåling. De giver derfor et solidt grundlag for at vurdere situationen og kan være udgangspunkt for de tværfaglige samtaler om barnet.
»I socialforvaltningernes familieafdelinger er der for eksempel et stort personaleflow, og nye sagsbehandlere kan sidde med 30-50 meget komplekse sager. Med systemet bliver det nemmere at overskue, hvor der skal tages fat, og udsagnene fra voksne tæt på barnet og barnet selv er med til at sikre, at man ikke overser noget,« siger Poul Lundgaard Bak.

Unik til forskning. Systemet er skabt som en del af et større projekt, der har fokus på børns og unges mentale sundhed. Det er støttet af TrygFonden, og her ser forskningschef Anders Hede et stort potentiale i det nye redskab.
»Det giver både overblik og indsigt i, hvilke problemer der skal arbejdes med hos det enkelte barn. Praksis hjælpes på vej, og vi kan reagere, hvis et barn har det skidt. Det opdager man ikke nødvendigvis i dag, fordi det ikke altid bliver bragt på bane, eller fordi nogle dækker over det,« siger han og peger også på, at systemet også giver unikke forskningsmuligheder.
»Vi kan nu få detaljeret indblik i, hvordan udsatte børn har det, og hvordan det går dem senere i livet. Det gør os skarpere på udfordringerne på et felt, som skriger på mere systematik.«
For at sikre, at det nye system i praksis fungerer optimalt, er Institut for Folkesundhed i øjeblikket i gang med at finpudse det sammen med repræsentanter fra både større og mindre kommuner. Derefter vil det inden årets udgang blive tilbudt til alle landets kommuner.