Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 20
TEMA. BØRNEMOBNING: Få en handleplan
Her er opskriften på en handleplan, der øger opmærksomheden om mobning og styrker en systematisk indsats for at komme onde mønstre til livs.
Af: Marie Bille og Anne Anthon Andersen
1. Hvem skal være med?
Nedsæt et udvalg. Det kan være en god idé at nedsætte et udvalg eller en gruppe, der tager det første initiativ til handleplanen. En gruppe kan bestå af repræsentanter for både ledelsen, pædagogerne og forældrene (evt. fra forældrebestyrelsen).
• Tag jer god tid. Hellere en gennemarbejdet, konkret og anvendelig plan end et skuffepapir uden effekt.

2. Hvad gør vi allerede?
Dan jer et overblik over, hvad I allerede gør for at undgå mobning. Hvad er skrevet ned? Måske har I en strategi for forebyggelse, men mangler en handlingsplan til, hvad I skal gøre, hvis det går galt. Gode tiltag skal ikke skrottes og erstattes af nye, men tænkes ind og suppleres med handleplanen.

3. Hvordan forstår vi mobning?
Tal om, hvad I forstår ved begrebet mobning. Der findes ingen fast definition på, hvad mobning er. Disse spørgsmål kan hjælpe jer:
• Hvordan adskiller mobning sig fra drillerier og konflikter?
• Hvem har ret til at definere, om noget er mobning eller ej?
• Hvad skal definitionen bruges til og hvordan?
• Hvornår skal I reagere?
• Hvad skal pædagogerne, forældrene og ledelsen være opmærksomme på?

4. Hvordan forebygger vi mobning?
Jo tidligere, der sættes ind, jo bedre. Forebyggende tiltag skal kunne inddrages i de daglige rutiner.
• Hvilke konkrete tiltag skal I sætte i værk for at forebygge mobning?
• Hvordan tænker I alle ind: ledere, pædagoger, forældre og børn?

5. Hvad gør vi, hvis der er mobning?
Det er vigtigt, at institutionen har et beredskab. Det gør det lettere at handle.
• Hvilke konkrete tiltag kan I sætte i værk, hvis mobning er en realitet?
• Hvordan bliver de forskellige aktører involveret?
• Hvilken rolle skal ledelsen, pædagogerne, forældrene og børnene have?
• Hvordan handler I i forhold til den forurettede?
• Hvordan handler I i forhold til dem, der udpeges som mobbere?
• Hvordan handler I i forhold til de andre børn?

6. Hvordan implementerer vi strategien?
Når handleplanen er færdig, skal I lægge en plan for, hvordan den bliver implementeret og fastholdt.
• Hvordan sikrer I, at alle tager ejerskab over handleplanen?
• Hvilke konkrete arbejdsopgaver skal indtænkes?
• Hvornår evaluerer I planen?
• Hvem sørger for, at det sker?
• Hvordan gøres planen tilgængelig for alle?
• Hvordan og af hvem informeres nye medarbejdere og forældre om handleplanen?

Kilde: Guiden er baseret på indsigter og råd fra bogen ’Mobning – et socialt fænomen eller et individuelt problem?’ (forlaget Dafolo, 2011) af Ditte Dalum Christoffersen og Kit Stender Petersen.