Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2001 Nr.: 05
Børnelitteratur; Plads til latter
Børn er forskellige og har forskellig smag. Derfor skriver succesforfatteren Kim Fupz Aakeson heller ikke, hvad han tror, børnene vil have. Han skriver, hvad han selv synes er godt
Af: Rikke Viemose
Forfatteren Kim Fupz Aakeson har i mange år haft et "målgruppebarn" lige ved hånden. Hans datter Sally, der i dag er 12 år, havde i mange år den helt rette alder til de bøger, hendes far skrev. Alligevel har han aldrig ladet hende læse og kommentere historierne, før de var færdige.
»Hvis jeg havde spurgt Sally, om hun syntes, en historie var god, så ville hun i en lang periode af sit liv have sagt, at den var dårlig, hvis ikke der var heste med. Det kunne jeg ikke bruge til noget. Hendes fætter på samme alder ville ikke have noget med heste. Derfor må jeg skrive dét, jeg selv synes, er godt,« siger den 42-årige Kim Fupz Aakeson.
Og han har tilsyneladende samme smag som en stor del af befolkningen. Selvom han påstår, at det er sket, at en af hans bøger ikke har haft mange læsere, så hører det til undtagelserne. Han har gennem årenene modtaget et hav af priser, ikke bare for sine bøger, men også for sine manuskripter til både spillefilm, tv og teatret. Han er manden bag manuskripterne til filmsucceserne "Den eneste ene" og den nye børnefilm "Mirakel". For nylig fik han også Danmarks Bibliotekarforenings Børnebogspris for at "have medvirket til fornyelsen af den danske børnebog", som det lød i talen ved prisoverrækkelsen. Og det er ikke kun kritikerne, der er vilde med hans bøger. Det kan børnebogsbibliotekarerne skrive under på.

Det sjove sniger sig ind. Der er en tendens til at tænke på børn som én stor masse, og det mener Kim Fupz Aakeson er helt forfejlet. Børn har lige så forskellig smag som voksne, siger han.
»Jeg skriver ikke til alle børn. Jeg skriver heller ikke film til alle voksne. Selvfølgelig skriver jeg til "nogen", men det er nogle, der forstår mig rigtig godt. Sjovt nok har de samme humor som mig og synes, at præcis de samme historier er spændende«
Han griner. Humoren er et varemærke for Kim Fupz Aakesons bøger. De kan godt tage alvorlige emner op, men den befriende latter er der altid plads til.
»Nogle gange har jeg tænkt, at "nu skal det heller ikke være sjov det hele", men det kommer meget nemt. Hver gang, jeg vender ryggen til, så er det der. Jeg har lige skrevet et manuskript til en film, som egentlig var meget alvorlig, og det første, konsulenten sagde, var: "Fed komedie" Jeg kan ikke rigtig komme uden om det. Humoren er åbenbart en del af min grundtone.«
Et eksempel kan findes i billedbogen "Mor", der er illustreret af en af de nye "vilde" tegnere, Mette-Kirstine Bak - der iøvrigt fik Kulturministeriets Illustratorpris for den sidste år.

Flov over sin mor. »"Mor" er skrevet på en følelse af at være flov over sin mor. Det bliver alle børn på et eller andet tidspunkt. Min datter er ved at blive flov over os nu, og jeg var selv flov over min mor, fordi hun grinede meget højt og talte med fremmede mennesker i Brugsen og sådan noget.«
Selvom emnet for bogen således er meget alvorligt, så bliver historien alligevel både sjov og varm i Kim Fupz Aakesons version. Moren er overdrevent tyk og spiser overdrevent meget, og drengen går til yderligheder ved at finde sig en anden mor, der så (heldigvis) viser sig at være utrolig kedelig.
"Mor" rummer, ligesom Kim Fupz Aakesons andre bøger, noget for både børn og voksne. Når han citerer moren for at sige, at "Når jeg er lidt småsulten, så snupper jeg mig et par ordentlige skiver hamburgerryg med mayonnaise og lidt kold kartoffelsalat og en lille skål med budding," så er det kun den voksne, der forstår henvisningen til Snickers-reklamen. Men det gør ikke noget, mener den 42-årige forfatter. Hvis bare barnet også synes, at bogen er sjov. Og når barnet og den voksne kan grine af de samme ting, så er det perfekt.
»Der er så mange situationer, hvor børn og voksne er sammen uden at mødes. Fordi vi hele tiden har forskellige dagsordner. Det er to meget forskellige verdner, vi lever i. Et af de steder, hvor det faktisk kan lade sig gøre at dele noget, er i historierne. Når den voksne fortæller noget, der er sjovt at fortælle, og som er sjovt for barnet at høre. Derfor synes jeg, at både forældre og pædagoger skal gøre meget ud af at læse op for deres børn.« l