Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2003 Nr.: 09
SIKKER I TRAFIKKEN - Det lille cykelkørekort
Alle landets SFO'er og fritidshjem får nu mulighed for at deltage i et projekt, der skal gøre de 6-10-årige mere sikre i trafikken. Rådet for Større Færdselssikkerhed har udviklet "Det Lille Kørekort", hvor vægten er lagt på legen.
Af: Steffen Hagemann
Det er ikke let at lære at køre på cykel. I 2001 blev 23 cyklister i alderen 6-10 år registreret som lettere tilskadekomne af politiet. Men mange flere børn vælter i kampen for at beherske den to-hjulede jernhest, end politiet registrerer. Mindst 10 gange så mange, anslår Kirsten Tode fra Rådet for Større Færdselssikkerhed. Og langt over halvdelen af ulykkerne er eneulykker. Derfor er det ikke kun den øvrige trafik, der truer de kære små. Selve cyklen er så svær at beherske, at børnene har brug for mere øvelse.
Derfor har Rådet for Større Færdselssikkerhed udviklet projektet "Det Lille Kørekort", som henvender sig til alle fritidsordninger med børn i alderen 6-10 år.
»I skolerne er der undervisningspligt i færdselslære, og for de helt små har vi Børnenes Trafikklub. Nu har vi så lavet det her projekt ud fra et ønske om at lade trafiksikkerhedsemnet møde børnene så mange steder som muligt. Men det skal være på en anden måde end som undervisningen i skolen. Her skal det være med udgangspunkt i legen,« siger Kirsten Tode, projektleder på "Det Lille Kørekort".
Ideen er, at børnene får et kørekort udformet som det gamle, lyserøde kørekort. Børnene kan sætte et billede i, og i stedet for kategorier som motorcykel, bil og lastbil er der i stedet fire forskellige kategorier, som pædagogen kan krydse af, når barnet har gennemført dem.

Kategorierne er:
Cykelsignaler. Her bliver cyklistens tegngivning trænet. Vejskilte skal også gennemgås.
Cykelfærdighed. Cykelbane og manøvreøvelser.
Cykelopførsel. Trafikkultur og hensigtsmæssig adfærd i trafikken trænes med quiz og små øvelser.
Cykelværksted. Lær din cykel at kende.

»"Det Lille Kørekort" er så et bevis på, at man har været igennem de her øvelser. Det er ikke et bevis på, at man er trafiksikker,« understreger Kirsten Tode.
Materialet er udformet, så alle institutioner kan være med, uanset hvordan de ydre rammer er.
»Det er fleksibelt, for der er forskel på, hvad pædagoger er gearet til, hvad de har lyst til, og hvad der er mulighed for,« siger Kirsten Tode, der håber, at 1000 institutioner vil deltage i projektet. Det er lige knap halvdelen af alle landets SFO'er og fritidshjem.
Hun håber også, at de fleste institutioner vil vælge at køre projektet i uge 21, for så vil det passe perfekt med, at DR i samme uge vil vise en film, som Rådet for Større Færdselssikkerhed har fået lavet til lejligheden. Her spiller Hella Joof og Peter Früdin betjentene Bruno og Niller, som optræder i fire små episoder.
»Det vil være godt, hvis institutionerne kører det samtidig og får glæde af den synergieffekt, der er i det. Men det er fuldstændig op til den enkelte institution. Man kan sagtens køre projektet på et andet tidspunkt,« siger Kirsten Tode.
Det koster 300 kroner at være med i "Det Lille Kørekort". Pengene går til materialer. Alle landets fritidsordninger vil i slutningen af marts måned modtage materiale om projektet. Sammen med materialet vil der også være anvisninger om tilmelding.

Antal tilskadekomne på cykel blandt de 6-10-årige i 2001:
3 dræbte
27 alvorligt tilskadekomne
23 lettere tilskadekomne
Tallene dækker kun skadesanmeldelser registreret hos politiet.