Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 15
TEMA: BØRNS SEKSUALITET. Her fødes handleplan. »Uuuh, kan vi nu sige de ord?«
Pædagogerne i Vinkelvejens Børnehave i Hobro går ikke længere i panik, hvis en gruppe treårige kommer nøgne ud fra puderummet. De er ved at lægge sidste hånd på institutionens ’handleplan for seksualitet’.
Af: Marie Bille
Der er blevet fniset en del på personalestuen i Vinkelvejens Børnehave, Hobro. Ord som ’erektion’ og ’onani’ gav pædagogerne røde kinder på de første møder i den arbejdsgruppe, som gennem de seneste måneder har arbejdet med institutionens ’handleplan for seksualitet’, som nu er næsten færdig.
»Vi begyndte at sige ord, som vi ikke sådan plejer at sige hernede i børnehaven. Vi blev sådan helt … uhhh, kan vi sige det?« fortæller pædagog Egon Kiel Jensen, mens han ryster overkroppen og klapper sig på kinderne for at vise, hvor fornemmelsen satte sig som rødmen.
»Vi fik os nogle gode grin i starten, men det løsner jo også stemningen,« siger pædagog Gitte Binderup, der sidder ved siden af i den stribede sofa i børnehavens personalestue.
I dag blusser kinderne ikke længere på hverken Egon Kiel Jensen, Gitte Binderup eller deres kollega Sanne Smed og leder Mogens Dahl Søndergaard. De er samlet for at diskutere det udkast til en handleplan, der skal vise forældre og pædagoger i institutionen, hvordan pædagogerne forholder sig til børnenes seksuelt orienterede lege, nysgerrighed og kropslighed.
Et tabu, som pædagogerne og leder Mogens Dahl Søndergaard gerne vil gøre op med.
»Vi skal ikke lade os forskrække af, at børn også har en naturlig seksuel udvikling, sådan at der er nogle ting, vi ikke tør gøre, fordi det er svært at snakke om. For jo mindre vi snakker om det, jo sværere bliver det jo at forholde sig til,« siger han.

Ikke forskrækkede. Det var blandt andet en episode for år tilbage, hvor et ældre barn tvang et yngre barn til at røre ved sig og tage hans tissemand i munden, der fik pædagogerne til at se et behov for en handle­plan i institutionen. Både forældre og psykolog blev inddraget, og pædagogerne talte blandt andet om, hvordan de kunne støtte det grænseoverskridende barn og give ham andre handlemuligheder.
»Vi famlede lidt, og vi blev enige om, at det kunne være rart at have aftaler om, hvad vi gør i de situationer, og dermed undgå at lade os forskrække, for forskrækkelsen kan gøre, at vi præger barnet i en uheldig retning,« siger Mogens Dahl Søndergaard.
Da filmen ’Jagten’ kom i januar 2013, og artikler om overgreb, pædofili og institutioner, der forbyder ’doktorlege’, begyndte at ligge fremme i personalestuen, besluttede pædagogerne at nedsætte arbejdsgruppen.
Nu er der dækket op med kaffe og hjemme­bagte boller på bordet i den lille personalestue. Over for Gitte Binderup og Egon Kiel Jensen i sofaen, sidder Sanne Smed på en blå kontorstol, og for enden sidder leder Mogens Dahl Søndergaard i en lænestol. I dag skal de tale om, hvad der præcis skal stå i det papir, som skal lægges ud til forældrene på hjemme­siden.
»Hvad har man som forældre brug for at vide,« spørger Mogens Dahl Søndergaard og kigger rundt på de andre.
Gitte Binderup foreslår, at de lægger information på hjemmesiden om, hvad der er normal seksuel adfærd hos børn. Så kan forældrene som det første se, at deres børns adfærd i langt de fleste tilfælde er helt almindelig og ufarlig.
»Det er vigtigt at få frem, at der er forskel på barnets tanker og den voksnes tanker om seksualitet. Det bliver nok ofte glemt, når vi har en samtale med forældrene om de der situationer,« siger Gitte Binderup.

Dimser i numsen. Pædagogerne oplever bekymrede forældre, når børnene er nysgerrige på hinandens kroppe. Især i situationer, hvor der er en skæv magtbalance mellem børnene, skal pædagogerne være opmærksomme og gribe ind, hvis et barns grænser bliver overtrådt. Andre gange er der mest behov for at berolige forældrene.
»Hvis to femårige undersøger hinanden ude på badeværelset, og den ene siger: Hov, du står op og tisser, hvordan kan det være?’, så er det er jo ganske almindeligt. Men nogle forældre bliver forskrækkede over sådan noget. Som pædagoger kan vi hjælpe med at få den forskrækkelse væk, for vi skal ikke give børnene en følelse af, at de gør noget forkert. Der er vigtigt, at vi skelner mellem, hvad der er almindeligt, og hvad der er grænseoverskridende, og at vi reagerer derefter,« siger Mogens Dahl Søndergaard.
Sanne Smed fortæller om en situation, hvor nogle børn i børnehaven havde puttet små legedimser op i numsen på hinanden.
»Det er jo ubehageligt for os, og forældrene bliver vildt forskrækkede,« siger hun.
Kun børnene selv var helt upåvirkede af situationen. De skulle lige se, om den dims kunne være der. Det kunne den godt.
»Børnene sagde bare, ’jamen, vi har taget dem ud af numsen igen og puttet dem op i kassen’. For dem var der ikke noget i det.«
Gitte Binderup supplerer: »Det, at vi har arbejdet med det, gør, at vi selv har en anden ro nu. De første gange, man skal give sådan en besked videre til forældrene, overvejer man ret længe, hvordan man lige får det sagt, sådan at det ikke lyder helt vildt voldsomt.«

Onani i børnehaven. Udkastet til handle­planen har været oppe på et møde i forældrebestyrelsen. Mogens Dahl Søndergaard var usikker på, om sprogbruget i papirerne var alt for direkte.
»Jeg tænkte, hvordan reagerer man som forælder, hvis vi skriver på vores hjemmeside, at det ikke er normalt, at børnene onanerer gentagne gange om dagen? Men forældrene kiggede på hinanden, og så sagde de, at det var fint at skrive,« fortæller han.
Forældrene har sagt god for planen, og nu skal den bare rettes til. Pædagogerne taler lidt videre om, hvem der skærer til og udvælger pointer til det endelige dokument. Der bliver stille lidt. Mogens Dahl Søndergaard bryder tavsheden.
»Hvad var det, vi snakkede om med pædofilidelen? Hvad skal vi skrive der eller ikke skrive?«
Sanne Smed svarer:
»Var det ikke en idé at skrive lidt om, hvordan vi er sammen med børnene her i Vinkelvejens Børnehave? At her er der ikke forskel på, om man er mandlig eller kvindelig pædagog. At det er naturligt, at børnene får en knuser, eller at vi tager børene op på skødet og trøster dem.«
»Men skal vi skrive det,« spørger Egon Kiel Jensen.
»Ja, det synes jeg,« svarer Sanne Smed.
»Ja, det er da bare med at få det ned på papir,« mener også Gitte Binderup.

Ikke kysse og slikke. Men kan noget være for grænseoverskridende i forhold til pædagogerne selv, vil Mogens Dahl Søndergaard gerne vide og ser på Gitte Binderup.
»Ja, vi har jo nogle børn, som gerne vil kysse, og én vil gerne slikke os på kinderne. Så kan man godt mærke, at det er for meget. Det er noget med at sige, ’jeg vil rigtigt gerne give dig en knuser, men jeg vil ikke have, at du slikker mig i ørene eller på kinderne’,« siger hun.
Egon Kiel Jensen er enig.
»Også det der med at kysse på munden, som nogle børn synes er naturligt. Der har jeg det sådan, at det gør far og mor, ikke personalet i børnehaven.«

Sådan laver de en plan
Tre pædagoger og en leder fra Vinkelvejens Børnehave har udgjort en arbejdsgruppe, som har skrevet ’handleplan for seksualitet’. Planen har været diskuteret både på personalemøder og i forældrebestyrelsen.
● Pædagogerne arbejder med ikke at videregive negative og ikke-anerkendende signaler til børnene som reaktion på seksuel interesse og adfærd. Derved understreger de seksualitet som en legitim del af børnenes adfærd og udvikling.
● Institutionen har sat fokus på seksualitet på et forældremøde med besøg af Anna-Louise Stevnhøj, forfatter og foredragsholder om børn og seksualitet. Se mere på boernogseksualitet.dk
● De har blandt andet brugt ’bekymringsbarometeret’ fra Januscentret, som en hjælp til at vurdere situationer, de var i tvivl om.
Se mere på januscentret.dk
● Pædagogerne har været på kursus i det forebyggende undervisningsmateriale ’Spillerum’, der lærer børn at skelne mellem lyst og ulyst.