Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 24
Uenighed er en styrke
Pædagoger er uenige om mange ting. Det skal de ikke være kede af. Det er en styrke, som kan højne fagligheden, hvis den håndteres rigtigt. Sådan siger lektor Morten Ejrnæs, som har forsket i pædagogers forskellige holdninger.
Af: Vibeke Bye Jensen
Aske gynger, og Magnus vil gerne gynge med ham, men Aske siger nej.
Hvad skal pædagogen, som står ved gyngerne sammen med drengene, gøre i den situation? Skal Aske lære, at han skal kunne rumme andre børn, eller skal han have ret til at sige fra? 'Det kommer an på ...', vil det typisk lyde fra pædagogen. For pædagoger overvejer flere aspekter og tager mange forhold i betragtning, inden de tager en beslutning om, hvordan de vil reagere på Aske og Magnus ved gyngerne.
Men pædagoger er ofte ikke enige om, hvad der er rigtigt eller forkert at gøre i en bestemt situation. De er nemlig meget forskellige, og derfor vil de også reflektere og handle forskelligt.
Det viser en ny undersøgelse, hvor 491 pædagogers holdninger til en række fiktive dilemmaer er undersøgt af Morten Ejrnæs, lektor i teori om sociale problemer ved Aalborg Universitet, og Merete Monrad, ph.d.-studerende samme sted.
Selv ret banale situationer som den med gyngen lægger op til seriøse overvejelser. Og det er ikke muligt at pege på, om det, som den ene pædagog vil gøre, er bedre end det, en anden vil gøre, mener Morten Ejrnæs.
"Det kommer an på, om Aske har siddet længe på gyngen, og om der er rift om gyngerne. Det kommer an på, om barnet, som bryder ind, kan tåle en afvisning, eller om han hele tiden kæmper for at komme med i legene. Og det kommer an på pædagogen selv. En vil sige 'op på gyngen med dig'. Mens en anden lægger vægt på, at det ene barn får mulighed for at sige fra," siger han.
Uenighed i holdninger og handlinger kan tolkes som en svaghed, og som om pædagoger ikke ved, hvad de gør. Men Morten Ejrnæs mener, at de mange refleksioner, som pædagoger gør sig, netop viser, at de er fagligt kompetente.
De tænker bare ikke ens.
"Pædagogernes uenighed er ikke en mangel ved deres faglighed, og både forældre og børn nyder i virkeligheden godt af forskelligheden. Men pædagoger skal lære at bruge uenigheden konstruktivt," siger han.

Ikke ensartet faglighed. Undersøgelsen viser, at pædagoger er enige om en række ting, men at de også er uenige om meget. Ét er små pædagogiske dilemmaer, som pædagoger skal tage stilling til mange, mange gange i løbet af en dag. Men pædagoger kan også have vidt forskellige holdninger til dybt alvorlige ting, som har stor betydning for både børn og forældre. Det kan være svært at forstå for omverdenen. Morten Ejrnæs understreger, at pædagoger er meget enige om at foretage sig noget, når det er nødvendigt.
"De tager ansvar for at handle. For eksempel er de enige om, at der skal gribes ind over for et barn, der lider overlast på en eller anden måde. Men forskel i deres holdninger betyder, at de er uenige om, hvordan der så konkret skal handles. Skal der underrettes nu? Eller skal man bruge tid på at observere barnet og familien i lidt længere tid? Hvad hver enkelt pædagog hælder til, afhænger både af hendes personlige holdning og af faglige refleksioner," siger han.
Derfor er det ikke muligt at definere pædagogers faglighed som ensartethed i holdninger. Der findes ikke én entydig rigtig faglighed. Fagligheden ligger i, at pædagogen nøje overvejer, hvad hun mener, der skal gøres i en bestemt situation. Og i, at hun diskuterer sin holdning med sine kolleger, så de sammen finder frem til en løsning, mener Morten Ejrnæs.
"Hvis der opstår bekymring for et barns situation, og spørgsmålet om underretning diskuteres, kan én pædagog lægge vægt på morens perspektiv, en anden på barnets perspektiv og en tredje på børnegruppens trivsel. Det kan være svært at sige, hvilke af de forskellige holdninger, der skal være gældende. Det vigtige er, at det ikke gør pædagogerne handlingslammede, at de er uenige, men at de bruger uenigheden konstruktivt. Og at de bliver klar over hver især, at der kan være andre perspektiver på en sag end deres egen," siger han.

Lyv ikke om uenighed. Pædagoger kan ikke lide, at de er så forskellige. De ønsker konsensus. Det kan Morten Ejrnæs godt forstå, for en vis form for enighed giver mere vægt udadtil og giver den enkelte større sikkerhed. Men han vil fraråde, at man fortier uenigheden.
"Professionen vil meget nemt komme til at fremstå som dobbeltmoralsk, fordi de værdier, man siger, at man er enige om, måske ikke viser sig i handlingerne. Det er jo næsten den dårligst tænkelige situation, at man giver indtryk af, at man er enige, og alle så kan se, at det ikke holder i den konkrete situation," siger han.
Problemer med at forklare, hvad pædagoger laver og står for, har i mange år været professionens akilleshæl. Morten Ejrnæs mener, at pædagoger vil få meget mere af deres tavse viden frem, hvis de fik plads til at komme frem med deres holdninger.
"Synliggørelsen af fagligheden foregår ofte med fine, men luftige ord og begreber. Jeg tror, at man kommer tættere på fagligheden, når man har en konkret case som udgangspunkt og får sat ord på overvejelserne. Man er så vant til, at fagligheden skal kunne løftes op og generaliseres, og spørgsmålet er, om det ikke er helt forkert. Måske ville det være bedre at holde fagligheden på et mere konkret plan," siger han.
Morten Ejrnæs mener, at det må høre til en faglig kompetence at kunne forholde sig til uenighed, at håndtere uenighed og at bruge den konstruktivt.
"Det er klart, at man skal synliggøre pædagogprofessionen ved det, den kan. Men man kommer nogle gange til at overbetone den dimension og lade som om, at pædagogfagligheden dikterer én form for pædagogik og adfærd i institutionen. Det er en helt forkert strategi. Med undersøgelsens resultater, kan vi være med til dels at legitimere, at pædagoger faktisk er uenige, og dels at give idéer til, hvordan det kan bruges konstruktivt," siger han.

Diskuter uenighed. I undersøgelsen har forskerne brugt fiktive cases, når de skulle finde ud af, hvor enige eller uenige pædagoger er. Netop de meget konkrete dilemmaer, som ligner mange af dem, pædagoger dagligt står i, kan vise sig at være en god metode til at arbejde med forskellige holdninger.
"Hvis man bruger fiktive cases i stedet for noget, som er foregået i virkeligheden, kan man diskutere tingene, uden at der er 'lig i lasten', som vil belaste diskussionen. Enten vil man ikke kritisere en kollega, eller også vil man ikke udstille uenigheden. Men hvis man afholder sig fra at tage uenigheder op, vil der være dilemmaer og uenigheder, som aldrig vil blive diskuteret, og det er problematisk," siger Morten Ejrnæs.
Vignetmetoden, som forskerne kalder den metode, de har anvendt, håber de kan blive en faglig udviklingsmetode.
"Man kan bruge den til at øve sig i at være uenige uden at grave grøfter i en personalegruppe. Bevidstheden om, at man er uenig om en papirsag, er jo første skridt i retning af at få den uenighed, der er, frem i lyset. Og til i det hele taget at anerkende, at man er uenige," siger Morten Ejrnæs.

Lær hinanden at kende. Pædagoger, som arbejder sammen, kender ofte ikke hinandens holdninger i pædagogiske spørgsmål. Enten fordi de ikke har haft tid til at drøfte tingene, eller fordi de ikke har turdet se uenighederne i øjnene. Konsekvensen er, at man ikke bliver klar over, at den forskellige praksis, man ser blandt kollegerne, bunder i forskellige holdninger.
Forskerne har også undersøgt, hvordan pædagoger håndterer uenighederne, når de opdager dem. De har generelt stor vilje til at tage uenigheder op, men alligevel har de noget at lære. Ikke fordi pædagoger er mindre diskussionslystne end andre faggrupper. Men pædagoger har et belastende arbejde, og de har brug for et godt arbejdskollektiv at læne sig op ad. Derfor kan det være svært at skulle konfronteres med uenigheder, mener Morten Ejrnæs.
"Personalesammenholdet og den kollegiale støtte må ikke føre til, at man bliver konfliktsky, og at man ikke får gjort opmærksom på de uenigheder, der er. Vi ser gerne, at man bliver bevidst om, at der er uenighed blandt pædagoger, at man ikke er så bange for det, og at man kan se nytten af de forskellige holdninger," siger han.
Morten Ejrnæs tror, at man ved at øve sig i at diskutere uenighederne kan få blik for de ressourcer, der ligger i et forskelligt syn på børnene og pædagogernes forskellige evner.
"Kan man bruge det bevidst i sit faglige pædagogiske arbejde, at man oplever tingene forskelligt, og ikke mindst, hvorfor man gør det, vil det opleves som en berigelse af ens arbejdsliv," siger han.

Kritik på rigtigt tidspunkt. Undersøgelsen viser, at pædagoger generelt ikke har noget imod at få kritik fra kollegerne. Men de er ikke enige om, hvordan de vil have den serveret. Nogle vil gerne have kritikken i selve situationen, mens andre helst vil trækkes til side senere.
Morten Ejrnæs mener, at det er godt, hvis man ved, hvad ens kollega foretrækker.
"Det viser igen, hvor forskellige pædagoger er. Faste regler om, hvordan man giver kritik, gør livet svært for nogle. Det fagligt rigtige vil være, at man tager højde for forskellighederne. Hvordan kollegerne ser på tingene, kan man jo kun finde ud af ved at spørge dem og dermed blive klar over, hvordan man konstruktivt kan give udtryk for uenighed og kritik i forhold til de enkelte pædagoger," siger han.

Et dilemma: Karen, Aske og Magnus og gyngerne
Denne case er en af de dilemmahistorier, som pædagogerne i undersøgelsen har forholdt sig til. Hvad ville du gøre, hvis du var i Karens sted?

Det er eftermiddag på vuggestuens legeplads. Ved to bildækgynger med plads til to børn på hver er tre børn i gang med at gynge. Aske på to et halvt år er alene på en gynge. To piger, Ida og Anna, gynger sammen på den anden. Pædagogen Karen kigger og skubber indimellem.
Magnus på to et halvt år kommer hen og kigger. 'Osse gynge', siger han. Karen spørger Aske, om Magnus må gynge sammen med ham. Aske siger nej og gynger videre.
Karen ser kort efter et andet barn, og da hun vender sig om, er Ida ved at kravle ned fra gyngen. Magnus er blevet stående og vil stadig gerne gynge. Karen spørger igen Aske, om Magnus må gynge med ham. Nu siger Aske ja, men kort tid efter siger han et par gange: 'Jeg vil altså ikke gynge med ham.'
Karen spørger Magnus, om han vil gynge med Anna i stedet for. Det vil Magnus gerne, og Karen hjælper ham op på gyngen. Kort efter er Aske færdig med at gynge og går over til klatrestativet.

Casen er forkortet af Børn&Unge.

Mød Morten Ejrnæs
Vil du høre mere om resultaterne af undersøgelsen om pædagogers uenighed og enighed, kan du møde Morten Ejrnæs ved fem lokale BUPL-arrangementer:
Fyn: 18. november 2010
Midtsjælland: 23. november 2010
København: 24. november 2010, Kulturstation Vanløse, Frode Jacobsens Plads 4 1. sal, 2720 Vanløse
Sydjylland: 29. november 2010
MidtVestjylland: 29. november 2010