Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 06 Børn&Unge som e-paper
TEMA: Vi mangler mænd at spejle os i
De fire mandlige pædagogstuderende bag de syv roller fortæller om plusser, minusser og maskulin faglighed i et kvindefag
Af: Karin Svennevig
Pædagoggyseren ’Jagten’ havde premiere det år, hvor Steffen Haaning, Brian Philipp, Kenneth Pedersen, og Andreas Pihlkjær begyndte på pædagoguddannelsen i Esbjerg.
Det var også i 2012, at medierne begyndte at skrive om daginstitutioner, der forbyder mandlige ansatte at have børn på skødet eller opholde sig alene sammen med ét eller flere børn.
Mænds overeksponerede risiko for pædofilianklager i dagtilbud er en af mange problemstillinger, som de fire mandlige pædagogstuderende har vendt over et solidt måltid ’øl&kød’ eller i de mange opdateringer, de deler i en lukket Facebook-gruppe.

Mistænkeliggørelse. For det er småt med positiv inspiration udefra, synes de fire, der med hjemmesiden mandekraft.dk har forsøgt at søsætte en diskussion om, hvad mænd kan, må og bør værne om i pædagogfaget.
»Vi ledte længe på nettet efter billeder af mandlige pædagoger. Men der var ingen, vi kunne bruge. Derfor stiller vi selv op,« siger Andreas Pihlkjær.
På hjemmesiden optræder han blandt andet udklædt som cowboy, storsmilende og tæt omkranset af glade børn inde i et legehus – i håb om at vække debat. Der er også billeder af mænd med børn på skødet og i favnen.
I virkeligheden interesserer børn ikke Andreas Pihlkjær.
»Min drøm er at arbejde inden for specialområdet. Og heldigvis for det. Med den paranoia, der hersker omkring mænd og pædofili i daginstitutioner, rører jeg ikke børn med en ildtang,« siger han.
Mandekraft.dk har fået økonomisk støtte af energiselskabet Trefor til et vækstprojekt, der kan modvirke mænds generelt vigende tilbøjelighed til at tage en uddannelse. Ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil hver tredje dreng af anden etnisk herkomst aldrig få en uddannelse. Blandt etnisk danske mænd er det hver sjette.
Og som Dorthe Zink Iversen, innovationskonsulent og projektansvarlig ved UC Syds afdeling for udvikling og forskning, siger:
»Vi har som samfund ikke råd til, at nogen – hverken mænd eller kvinder – fravælger en uddannelse på grund af køn.«
På UC Syd udgør mændene 27 procent af de pædagogstuderende, mens de ude på de kommunale arbejdspladser kun tæller 7 procent. Især på daginstitutionsområdet kan det være vanskeligt at finde uddannede mandlige forbilleder, bemærker Kenneth Pedersen.
»I min første praktik var jeg eneste mand på en arbejdsplads med 20 kvinder, så jeg var i konstant dialog med mine tre medstuderende. Som mand formår jeg ikke at modellere mig selv efter en kvindelig skabelon.«
Det gør ikke læreprocessen lettere, at de to køn kan være tilbøjelige til at tale forbi hinanden, mener Steffen Haaning.
»Ikke et ondt ord om mine kvindelige kolleger, som jeg har stor respekt for. Mænd forstår bare bedre mænd. Vi siger nok tingene mere direkte. Fællesskabet os fire imellem bliver i hvert fald stærkere af, at vi jævnligt er rygende uenige og måske til tider lidt grove over for hinanden. Uenighed gør stærk,« siger han.

Lønnen er fin. Hvad der til gengæld ikke ærgrer de fire mandlige studerende, er lønniveauet i pædagogfaget.
»Millionærer bliver vi nok aldrig, men som tidligere butiksassistent er jeg positivt overrasket over lønstatistikkerne. Vi får endda pension oveni,« siger Brian Phillipp.
Penge har dog ikke motiveret de fire til at søge ind på uddannelsen. Andreas Philkjær og Steffen Haaning, der begge har en broget fortid, er motiverede af de pædagoger, de selv har mødt under afvænning og afsoning.
»For mig har det været fantastisk inspirerende at møde mennesker, som lever af at gøre en positiv forskel for andre,« siger Andreas Philkjær.
Kenneth Pedersen læste til lærer, da han fandt ud af, at børnenes personlige udvikling interesserer ham mere end deres faglige udvikling. Derfor skiftede han spor. Uden at søge merit og uden på noget tidspunkt at undersøge, om lærere får højere løn end pædagoger. »Lønnen er da fin,« synes han.
 
Masser af anerkendelse. På arbejdspladserne føler de fire mandlige pædagogstuderende sig nærmest feterede.
»Jeg var først i praktik i en børnehave og blev hver morgen løbet i møde af en flok jublende unger, der råbte ’Brian! Brian!’. Så er man jo ikke til at skyde igennem,« husker Brian Phillipp
»Og jeg bliver kaldt ’Mr Awesome’ af de store lømler i ottende klasse,« griner Kenneth Pedersen.
»Vi får masser af ros og anerkendelse. Der tror jeg faktisk, at mænd i kvindefag er ekstra godt vant,« siger Brian Phillipp.
»Måske fordi du kun hører, hvor skidegod du er. Du overhører garanteret bare det dér obligatoriske MEEN ...,« griner Steffen Haaning.
Men når jobbet bliver svært, når de bliver udsat for overfald og trusler, eller når en beboer dør, så er de der for hinanden.
»Man kan ikke overleve i det her fag uden støtte fra gode venner,« fastslår Steffen Haaning.
Pædagogfaget kan være hårdt, og fremtidsudsigterne vækker bekymring.
»Det skræmmer mig, at så mange kolleger går ned med stress,« siger Kenneth Pedersen.
Brian Phillipp nikker.
»I løbet af de fire år, jeg har været i faget, er målgruppen mange steder blevet tungere – uden at ressourcerne følger med. Nu kommer alle de her krævende curlingbørn, der er vant til at sætte sig selv i centrum. Kombineret med nedskæringer bliver det sgu ikke nemt,« siger han.

Andreas Pihlkjær (31) har en baggrund som håndværker og har været ude i kriminalitet og misbrug. Drømmer om job i en døgninstitution for misbrugere eller utilpassede unge.
Brian Philipp (30) har en baggrund som butiksassistent og badmintontræner. Drømmer om at arbejde med udsatte unge.
Steffen Haaning (26) har en fortid med misbrug og kriminalitet. Drømmer om et job på specialområdet og en kandidatuddannelse inden for pædagogisk sociologi eller antropologi.
Kenneth Pedersen (26) har forsøgt sig som lastbilchauffør, multimediedesigner og folkeskolelærer inden pædagoguddannelsen. Drømmer om en karriere i udlandet.

VORES EGNE ROLLEMODELLER

STEFFEN: Min mentor
»Min mentor Jesper formår at være omsorgsfuld og kontant på samme tid. Skubber mig på sporet af den fremtid med familie og fast arbejde, som jeg drømmer om og fortsat selv skal arbejde for. Jeg snakker stadig med ham og oplever, at min succes er vores fælles mål.«
BRIAN: Min lærer
»Min idrætslærer på efterskolen var så motiverende. Jeg kom som en lille tyk dreng og tabte 20 kilo på et år. Nogle kunne stå på hænder i 4 minutter, men jeg fik et diplom for at stå i 10 sekunder. Jeg følte mig set og anerkendt som en vinder. Han var også skrap. Brød man hans regler, faldt straffen prompte. Så var det ud at gå tre kilometer halv tolv om natten. Bagefter var alt glemt. Konsekvens skaber også tryghed.«
ANDREAS: Min pædagog
»Min primære rollemodel er en kvinde. 165 cm høj, rødhåret med en baggrund som fængselsfunktionær. Hun kunne styre 20 hardcore narkomaner – motivere os til at tage ansvar og komme videre i vores liv. Hun kunne sige nogle hårde ting, så man fattede alvoren uden at miste modet. Sådan vil jeg også være.« 
KENNETH: Min far
»Min rollemodel er min far. Gammel seniorsergent og min barndoms faste klippe. Når jeg havde gjort noget dumt – og børn skal fucke up, ellers lærer de ikke noget – fik jeg ren besked. Men han var også altid parat til at hjælpe mig. Jeg håber, at børnene i SFO’en mærker, at de altid kan komme til mig. Så tager vi den derfra. Jeg er aldrig sur over noget, der skete i går.«