Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2006 Nr.: 36
BUPL mener: Videregivelse af livet
Derefter reduceres velfærdsdebatten til en lomborgsk Copenhagen Consensus, hvor det alene handler om at prioritere mellem besparelser.
Af: Flemming Brtøgger Andersen - hovedkaserer
For kort tid siden var jeg til BUPL Nordjyllands generalforsamling som gæst fra FU.
På vej hjem med sidste fly til København kom jeg til at sidde foran tre mænd, som førte en ivrig diskussion om velfærdssamfundet.
Den ene havde deltaget i en eller anden konference og var begejstret over en økonom, som havde forelæst over velfærden. En "fantastisk performance" havde det været!
Det, der virkelig fangede min opmærksomhed var, at denne økonom - ganske bemærkelsesværdigt! - havde været i stand til at forudse statsbankerotten. Denne ulykkelige tilstand vil nemlig indtræffe i 2018, hvis vi fortsætter med det nuværende niveau for velfærdsydelserne (med velfærdsforligets justeringer dog først i 2022).
Man kan simpelthen vælge et indgreb, sætte det på brøkstregen og gennemføre en præcis beregning af tidspunktet for statsbankerotten. Det er ren matematik!
Selv om det var sjovt at sidde og lytte, kom jeg til at tænke på, at det i grunden er meget betegnende for debatten om velfærdssamfundet, sådan som regeringen sammen med borgerlige tænketanke og velfærdskommissioner ynder at føre den:
Man skaber et absolut og indiskutabelt udgangspunkt for beskrivelsen af diverse velfærdsscenarier. Det er noget med, at forudsætningen for vækst er, at vi har lige så lave omkostninger som (helst lavere end) konkurrenterne, at fortsat vækst kræver stram kontrol med den offentlige sektor, og at det er væksten i den private sektor, der skal stimuleres.
Derefter reduceres velfærdsdebatten til en lomborgsk Copenhagen Consensus, hvor det alene handler om at prioritere mellem besparelser på børnepasning, ældrepleje, skoler mv, så velfærden kan bevares.
Jamen dog!
For det første kan man undre sig over, at midlet til at opnå det erklærede mål om at bevare velfærden, er at afvikle velfærdsgoder. Det svarer til at afhjælpe sultproblemer ved at tage maden fra folk.
For det andet er det min overbevisning, at velfærdsydelserne er en forudsætning for vores velstand og konkurrenceevne. Vi har ikke etableret offentlig børnepasning for blot at have noget at bruge skattekronerne til. Det blev selvfølgelig i sin tid gjort, fordi man dermed kunne mobilisere en arbejdskraftreserve, som der var brug for. Siden har vi endog erkendt, at det også er med til at udvikle gode konkurrencedygtige medarbejdere til fremtidens produktion af velstand. Eller sagt på menneskesprog: Det giver mening i forhold til trivsel, udvikling og dannelse af de opvoksende generationer - eller som sociolog Jan Jaap Rathuizer sagde på BUPL's ledertræf: Videregivelse af livet.
Det skal der jo også være plads til. Det er trods alt derfor, vi er her.