Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 01
Bare jeg kunne tage barnet med hjem i lommen
Christina har søvnløse nætter, når hun opdager børn med omsorgssvigt. Men hun står aldrig alene med bekymringerne. Pædagogerne i børnehaven støtter hinanden, når der er behov for at underrette.
Af: Kåre Kildall Rysgaard
Fuck din mor!
Drengen slår og råber de værste bandeord, han kan komme i tanke om. Han vil ikke have sin flyverdragt på. Han løber hen ad det sennepsgule linoleumsgulv, forbi den grønne sofa, væk fra garderoben.
Christina Højberg Rugaard fra dagtilbuddet i Brabrand dysser ham ned. Senere noterer hun situationen og datoen ned. Måske er noget alvorligt galt hjemme, når drengen reagerer så voldsomt? Det kan være vanskeligt at spotte problemer i familien, men pædagogen med den lille piercing i venstre øjenbryn og det krøllede hår er opmærksom på faresignalerne.
Dagtilbuddet Brabrand ligger i Gellerup i Aarhus Vest, og flere forældre har sociale problemer. I løbet af det seneste år har Christina underrettet tre gange, fordi børnene var i klemme.

Når forældrene fejler. Når Christina bliver bekymret for et barn, lagrer hun episoden i hukommelsen og skriver den ned. Det kan være, når børnene lugter, har beskidte negle og kommer i snavset tøj. Eller at forældrene ofte glemmer vinterstøvler og regntøj, og barnet pludselig er usædvanligt ked af det, når mor siger farvel om morgenen. Barnet kan også pludselig være blevet indesluttet eller reagere voldsomt. I andre tilfælde fortæller barnet, at far slår.
»En enkelt ting behøver ikke at være slemt, men sammen med alle de andre signaler, kan det blive for meget. Det er svært, når forældrene gør det bedste, de kan, men hvor det stadig ikke helt er nok,« fortæller hun.
Mange gange er familierne kendte af familieforvaltningen i forvejen og har problemer med misbrug eller vold. Når dagtilbuddet i Brabrand underretter, drejer det sig ofte om de ældre børnehavebørn. Udviklingen for de yngste børn kan svinge meget, så her er det sværere umiddelbart at opdage problemerne.

Hvad er for meget? Nogle gange er det indlysende, at noget er så galt, at pædagogerne skal underrette. Øjeblikkeligt. Når det skal afgøres, trækker Christina sine kolleger til side og hører deres mening.
»Pædagogerne kan have vidt forskelligt blik og forklaringer på, hvorfor barnet er, som det er. Det kan være moderen er alene med tre børn, arbejder helt vildt eller noget helt tredje. Synet på barnet afhænger også af den relation, man har, « siger Christina og understreger, at der ikke er uenighed om vurderingen i de alvorlige sager.
I pauserne mødes pædagogerne i et koksgråt sofahjørne på kontoret. Nogle børn fylder så meget, at pæda­gogerne taler om dem hele tiden og glemmer pausen. På det måned­lige personalemøde diskuterer medarbejderne også børn, der mistrives. Christina mener, det er afgørende, at man aldrig står alene.
På vej hjem fra arbejde cykler Christina forbi City Vest og ned ad bakken på Silkeborgvej mod Aarhus Midtby. Undervejs tygger hjernen dagen igennem. Hun vil gerne slippe bekymringerne for børnene, når hun træder over dørtærsklen derhjemme. Men det lykkes ikke altid.
Nogle gange vågner hun om natten. Hun spekulerer på børnene, deres forældre, og om hun skulle vende sagen med en kollega? Hun falder først i søvn, når hun har læst flere sider i de historiske romaner, som hun holder af.

De svære forældresamtaler. Før en underretning bliver sendt, har dagtilbuddet i Brabrand en samtale med forældrene og en socialrådgiver. Når det drejer sig om vold og seksuelt misbrug, bliver forældrene dog ikke orienteret først. Op til mødet forbereder
Christina sig og planlægger nøje, hvordan hun præsenterer sagen sammen med lederen.
»Jeg kan godt være lidt nervøs op til et møde. Man ønsker et godt samarbejde med forældrene og det bedste for børnene. Jeg hiver også positive situationer og sider ved barnet frem, så der bliver en balancegang mellem positivt og negativt. Vi bruger meget krudt på at få forældrene til at forstå, at vi er der for at hjælpe deres barn. Men det er svært. Nogle familier er så sårbare, at man har på fornemmelsen, at en underretning er nok et hul i den synkende skude,« siger hun.
På mødet kan familiebehandleren have meget fokus på forældrenes situation. Pæda­gogerne skal derfor sørge for hele tiden at tale om barnet, så det ikke bliver glemt. Som regel fortsætter det gode samarbejde med forældrene efter en underretning, og barnet fortsætter også i børnehaven.

Ansvaret er givet videre. Dagtilbuddet får altid en kvittering for underretningen fra forvaltningen, men derefter aner børnehaven ofte ikke, hvad der sker.
»Nogle gange kan jeg godt tænke … åhh.«
Christina sukker, mens hun tager sig til hovedet og kører hænderne igennem det krøllede hår. Det er svært, når underretningen er sendt af sted, og man intet får at vide, men for det meste bliver børnehaven inddraget, hvis familien kommer i behandling. Pædagogerne ringer også til socialforvaltningen for at få at vide, om sagen er henlagt. Det kan også være en fordel, at andre tager over og har ansvaret, mener Christina. Det betyder, at forældrene har mulighed for at få besøg af en familierådgiver, komme på afvænning eller få andre former for støtte.
»Det frustrerende er, hvis forældrene siger nej til den hjælp, som de bliver tilbudt. Nogle gange kunne man godt ønske, at man bare kunne tage barnet med hjem i lommen og passe på det,« siger hun og stirrer ud i luften.