Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2010 Nr.: 07
Vuggestuebørn på plejehjem
Helt små børn og meget gamle mennesker kan have stor for­nøjelse af hinanden. Det viser erfaringerne fra vuggestuen Spiren på Frederiksberg, som en gang om måneden besøger det lokale plejehjem for at spise brunch, synge og lege med de gamle.
Af: Ulla Skovsbøl
Det er fredag morgen og tid til udflugt for ni børn fra vuggestuen Spiren på Frederiksberg. Som små vraltende pingviner tuller de af sted hen ad de nysaltede fortove godt indpakket i flyverdragter, huer og vanter. De skal ikke så langt, men det tager sin tid, for der er mange vandpytter, som trænger til et tramp, og snebunker, der har ligget længe og savnet et lille støvlespor.
De ni børn er på vej til det lokale plejehjem, Betania, sammen med pædagogerne Bente
Dehli og Birgit Sørensen og medhjælperen ­Marianne Dalgaard. Turen til plejehjemmet er en tilbagevendende udflugt. En gang om ­måneden kommer en gruppe af vuggestue­børnene på besøg hos de gamle. De spiser brunch sammen, synger, leger og gør gymnastik.
Det har stået på igennem et helt år nu, og ­besøgene er populære både hos børn og gamle. Personalet på begge institutionerne er begej­strede, og forældrene er også glade for initiativet.
Oprindeligt var det Bente Dehlis ide, og hun er nu dybt engageret i projektet.
"Jeg sagde til en MUS-samtale, at jeg rigtig godt kunne tænke mig noget med børn og ældre, og jeg ville også gerne have, at vi engagerede os mere i lokalsamfundet. Derfor foreslog jeg, at jeg kunne tage initiativ til at få et samarbejde i stand," fortæller hun.
Det viste sig, at hendes leder, Anne Marie Bak, kort forinden havde talt med plejehjemslederen på Betania, Laust Sørensen, og at han havde efterlyst et samarbejde med en børne­institution - så var det sådan set bare at gå i gang. Nu er samarbejdet så formaliseret, at det er indskrevet i Spirens virksomhedsplan.

Sangleg for børn og gamle. I Betanias hall bliver flyverdragter, vanter og vinter­støvler lempet af. Bente Dehli får sin guitar ned fra ryggen, hvor hun har båret den. Hun skal stå for dagens første musikalske indslag, men først skal børnene sige goddag. De gamle venter i spisestuen. De sidder i en stor halvcirkel i kørestole eller med rollatoren foran sig, nogle med forventning malet i ansigtet, mens andre døser og ser ud til at være i deres egen verden. De er færdige med at spise brunch i dag, men tit starter børn og gamle med at spise sammen.
Nu skal de bare hilse på. Bente, Birgit og ­Marianne følger børnene hele raden rundt, så alle får hilst på hinanden: Det er Viktor, han har fødselsdag i morgen. Her er Selma, og det er William. William rører nysgerrigt ved ­hjulet på en kørestol, som tilhører en meget gammel mand. Han sidder strunk og stiv i sin stol og ser lidt reserveret ud i sin nydelige ternede jakke, men alligevel venlig. Generalen kalder per­sonalet ham. Hans ansigt har et udtryk af at være på vej et andet sted hen, og alligevel kan han tydeligvis godt lide Williams interesse. Gamle damer bøjer sig frem og klapper de små på håret. Børnene ser trygge og glade ud og
bevæger sig hjemmevandt raden rundt.
Bente Dehli har fået guitaren pakket ud. Hun sætter sig på gulvet med børnene omkring sig:
"Skal vi starte med yndlingssangen, Spirens yndlingssang?"
Jah, lyder det fra små og store: 'Du skal trampe, hvis du er i godt humør, du skal trampe, hvis du er i godt humør, du skal trampe hele dagen, så det høres helt til Skagen. Du skal klappe, hvis du er i godt humør ...'
Der bliver trampet, klappet, trommet, pruttet, hvisket og råbt hurra. Nogle af de gamle synger med, pædagogerne og plejehjems­personalet skråler af fuld hals, mens børnene ser lidt betuttede ud. Så er det hjulene på bussen, der kører rundt og rundt og rundt. Mange af de gamle synes åbenlyst, det er skægt at gøre fagterne, og de synger mere med end de små, som er naturligt handicappede af ikke at have så meget sprog endnu.
Danses skal der også. Først den ene vej og så den anden vej. Else, som har boet på hjemmet i 10 år, danser skomagerdreng med plejehjems­leder Laust Sørensen. Hun har et helt særligt forhold til Spiren og til Bente Dehli. Hendes barne­barn, Frederik, som nu er ­atten år, var nemlig vugge­stuebarn i Spiren, da Bente ­Dehli begyndte der som pædagog for 16 år ­siden. Else kom tit og hentede sit barnebarn, som nu i mellem­tiden er blevet en velvoksen gymnasie­elev.
Børnene er kommet mere op på dupperne, og polkaen får flere gamle op af stolene: 'Med hænderne siger vi klap, klap, klap'. De fleste er for svage til at rejse sig, men de har alligevel fornøjelse af at være med, siger Allaa Gamal, den ledende fysioterapeut på Betania.
"Vi kan mærke, at de bliver mere glade og tilfredse, hver gang børnene har været på
besøg. De beklager sig ikke så meget. Alt det der brokkeri, med at kaffen er for kold, og krydderen for sej, det hører man ikke noget af bagefter," siger han.

Fælles gymnastik. Sanglegene er slut nu, og det er blevet tid til gymnastik. Den står David Blazek for. Han er også fysioterapeut og stammer fra Tjekkiet, hvor han har en karriere som isdanser bag sig. Der er levende musik til øvelserne, og mens Betanias pianist, ­Roxanne, ­spiller en blid indgangsmelodi, får de gamle place­ret sig i en stor cirkel med børnene i midten.
David Blazek har store lyserøde badebolde med, og børnene kaster til de gamle, der prøver at gribe.
"Det er især relationerne og den fysiske
kontakt, der er vigtige for de gamle," fortsætter Allaa Gamal.
"Det betyder alverden for dem, at børnene kommer hen til dem fulde af tillid, at de vil krammes og sidde på skødet og den slags. Selvfølgelig har mange af beboerne også børnebørn og oldebørn, men det her er noget andet. Der ligger altid mange gamle følelser og fordomme i familierelationer. Der er en frihed i ikke at have en familiehistorie sammen," mener han.
Cirka halvdelen af hjemmets 60 beboere er mødt op. Allaa Gamal nikker over mod en gammel dame, der lige nu er fuldt koncentreret om at fange den badebold, som en af de små med stor anstrengelse kaster til hende.
"Ella går til genoptræning, fordi hun har brækket benet. Normalt sidder hun kun ned, men se, hun kan faktisk godt rejse sig op efter bolden. Hun har glemt, hun ikke kan gå."
Viktor har bolden nu og sparker til den, så den triller hen mod Generalen i den ternede jakke. Han sidder stiv og ubevægelig, men der spiller et svagt smil om hans læber, og da Roxanne ved flyglet slår over i 'Fare, fare krigsmand', tramper hans fødder umærkeligt med i takt. Imens er Williamog Niels Kristian gået på ekspedition uden for kredsen. De er ved at bestige det edder­koppeagtige understel til et stort bord i den ene ende af lokalet. 'Lille Peter Edderkop' synger de andre meget apropos. Børnene begynder at miste koncentrationen. Ludvig er helt med på skulderøvelserne, men bliver distraheret, da han ser de andre drenge under bordet. Børneflokken går mere og mere i opløsning og siver ud af cirklen, men David Blazek får samling på de små igen. Nu er der drikkepause, og de får opgaven med at dele engangskrus ud til de gamle. Det er så interessant, at de spændende bordben bliver glemt på et øjeblik.

Børnebesøg giver glæde. Plejehjems­leder Laust Sørensen er med til gymna­stikken, og han er begejstret.
"Det er første gang, vi har fået etableret sådan et samarbejde, som også holder. Vi har forsøgt flere gange før med andre institutioner uden at få noget varigt ud af det. Det kræver en indsats fra personalet, og der skal virkelig viljestyrke til fra pædagogernes side for at holde fast i de gode intentioner," siger han og tilføjer:
"Og der er altså nogle seje pædagoger i ­Spiren. Bente, som har fået det her i gang, hun er en knag."
Laust Sørensen mener i det hele taget, at det er personalets engagement mere end de økonomiske ressourcer, der er afgørende for, om samarbejder som det mellem Spiren og Betania kan lade sig gøre:
"Det koster jo ikke en disse det her, alle kan gøre det."
Så er der ærteposer til alle. Niels Christian slæber af sted med kurven, der er halvt så høj som han selv, og de andre børn deler poserne ud og smider med dem. Det giver en dejlig raslende klaskelyd mod linoleumsgulvet. Pia­nisten sætter i med 'Se den lille kattekilling', og ærteposerne bliver kastet i takt til melodien, grebet eller tabt og samlet op igen. Der ser ud til at være en lige stor udfordring i begge ender af aldersspektret.
Roxanne ved flyglet spiller smægtende 'Den Allersidste Dans', så Poul Reichhardt må tone frem på den indre billedskærm hos enhver, der er gammel nok til at huske ham valse rundt med Bodil Kjer i 'Mød mig på Cassiopeia'.
'Altid vil jeg huske denne aften ... aldrig vil jeg glemme denne stund'. Man kan også gøre gymnastik til den. David Blazek har flere øvelser, men børnene er trætte nu. Selma med de runde briller og fletning i nakken ligger og slanger sig kælent med hovedet i skødet på pædagogen Birgit Sørensen og ruller bare dovent fra side til side til musikken. Generalen ser også træt ud, men hans øjne er stadig opmærksomme.
Så er det tid til at kravle i flyverdragterne og tulle hjem igen. Børnene virker lidt trætte, men glade.
"Når vi kommer herover, oplever børnene, at der er masser af glæde omkring dem," siger Bente Dehli, mens hun pakker sammen.
"Her er der nogle voksne, som er til stede 100 procent, og som ikke lige skal nå noget andet. I hverdagen er vi voksne jo altid på vej et eller andet sted hen. Der er altid noget, vi skal nå. De gamle er her bare, de skal ikke nå noget som helst mere. Det er, som om vi kommer ind i en helt speciel sfære herovre, og vi kan mærke på børnene, at de også synes, det er noget særligt," tilføjer hun.
Bente Dehli vil gerne have endnu mere samarbejde med plejehjemmet. Hun har planer om at invitere nogle af de bedst fungerende gamle over til påskefrokost med børnene, og på lidt længere sigt kan Spiren måske komme på mere spontane besøg oppe i lejlighederne hos nogle af de gamle med to-tre børn ad gangen.
"Børnenes bedsteforældre er jo meget yngre og erhvervsaktive, mange er på min alder - jeg bliver 50 - og de har ikke så god tid. Der er nogle få børn, som har kontakt med for eksempel en oldemor, men de fleste er næsten aldrig ­sammen med rigtig gamle mennesker, sådan som de er her. Og det får de altså en masse livsglæde ud af," siger hun.


Børn Vækker livsglæde hos de gamle

Mellem 40 og 50 plejehjem i Danmark arbejder efter principper, der indebærer et bevidst samarbejde med børneinstitutioner, så børn og gamle kan mødes.


Gamle mennesker på plejehjem har mange skavanker og sygdomme. Listen er uendelig lang, men de tre vigtigste årsager til dårligdommene er ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed. Det mener den amerikanske læge og geriater W.H. Thomas, der har udviklet det koncept for ældrepleje, som hedder Eden Alternative. Medicinen mod de tre dårligdomme er ikke af den slags, man køber på apo­teket, mener han. Mod ensomhed er kærlige relationer til mennesker og kæledyr det mest virksomme middel. Mod kedsomhed er det bedste variation og spontanitet i hverdagen. Hjælpeløshed kan bedst afhjælpes ved kærlig omsorg.
I de senere år har Eden Alternative vundet ud­bredelse i Danmark, og på landsplan har mellem 40 og 50 plejehjem nu taget Eden-principperne til sig. Det indebærer blandt andet, at de arbejder bevidst på, at børn skal spille en større rolle i de gamles liv.
"Det, børn og ældre især har til fælles, er, at de befinder sig i samme tilstand af væren," siger ­ergoterapeut Aase Porsmose, der har været med til at introducere Eden-principperne i Danmark.
"Børn drages som magneter af mennesker, der forstår at være i nuet. Det er der ikke ret mange voksne, som kan - slet ikke børnenes forældre, for de skal altid sørge for tusind ting. De er konstant i en tilstand af gøren. Men det ændrer sig, når man bliver gammel. For beboerne på plejehjemmet er ikke på vej nogen steder hen. De er i nuet på samme måde som børnene," forklarer hun.
Laust Sørensen, som leder plejehjemmet Betania på Frederiksberg og samarbejder med vuggestuen ­Spiren, er ikke nogen stor fan af Eden Alternative. Han synes, de amerikanske idéer er lidt for popsmarte.
"Og det holder ikke, hvis man bare indfører det ovenfra," siger han.
Til gengæld bakker han i høj grad op om idéen om at lade små børn og gamle have mere med hinanden at gøre. Hans store idol inden for ældreforskning er den finsk-svenske sygeplejeforsker Katie Ericsson. Det er hendes principper, han holder sig til, når han ­siger, at Betania arbejder med treklangen 'pleje, lege og lære'. Plejen tager personalet sig af, men leg og læring involverer alle generationer - og ikke mindst børnene fra Spiren.

Hvorfor navnet?
Man valgte navnet 'Eden' som symbol på haven med en mangfoldighed af liv og ordet 'Alternative' som et udtryk for, at et alternativ til det traditionelle pleje- og omsorgssystem er nødvendig.
www.edenindenmark.dk