Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 14 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Den grønne bølge har ramt gul stue
Fødevarestyrelsen har udvidet sund mad-guiden til daginstitutioner, så den som noget nyt også omfatter vegetarmad og mad med lidt kød. Grøn kost er hot i institutioner. Mange erstatter kød med økogrønt af hensyn til klima, sundhed, økonomien, men også for at undgå religiøse madkrige.
Af: Kurt Balle Jensen
Grøntsagerne hober sig op på bordet i vuggestuens køkken i den hyggelige gamle villa på Heimdalsvej i Åbyhøj ved Aarhus, for nu skal børnenes frokost forberedes. Friske, økologiske grøntsager frister, og duften af sundhed og gode råvarer fylder køkkenet. Her er ingen kød, for maden er vegetarisk, og sådan har det været i cirka fem år.

»Tidligere fik børnene også kød. Der var kød i pizzaer, og de fik frikadeller og kødpålæg,« fortæller pædagog Gulnare Akhmedova, Vuggestuen Heimdalsvej.
»På et tidspunkt var skrev pressen om kød, der blev trukket tilbage, om listeriabakterier i kødvarer. Nogle af vores børn havde været syge med diarre, og skyldes det så bakterier i vuggestuens mad? Havde vi haft noget af det kød, der blev trukket tilbage? Det rejste en masse spørgsmål og spekulationer, og til sidst besluttede vi helt at fjerne kødet fra måltiderne,« fortæller hun.

Pædagogerne i institutionen tog dog ikke beslutningen uden at snakke med forældrerådet om det. Her var der opbakning til at sige farvel til kødet og goddag til flere grøntsager.
Hermed blev Vuggestuen Heimdalsvej vegetarisk. Nogle vil sige, at institutionens mad er pesco-vegetarisk, for én gang om ugen suppleres grøntsagerne med fisk (pesce er det italienske ord for fisk).

»Det kan være fiskefrikadeller, indbagt laks eller lignende, og børnene får fiskepålæg som torskerogn, makrel og tun. De får også æg og mælkeprodukter, men derudover er kosten grøn og økologisk. De får stadig pizza, men kødet er udskiftet med kartofler og masser af grøntsager,« fortæller Gulnare Akhmedova.

At droppe kødet blev besluttet i samråd med de daværende forældre, men også de nuværende forældre har kun godt at sige om den grønne og kødfrie kost. Og for personalet er det en lettelse, at kødet er væk.

»Der er jo så meget med kontrol og regler om, at kød og grøntsager skal holdes adskilt, som vi er sluppet for. Og når vi for eksempel hører om kyllinger, der trækkes tilbage fra markedet, behøver vi ikke bekymre os, for vi ved jo, at det ikke har noget med os at gøre,« siger Gulnare Akhmedova.

Unge dropper kødet
Hejmdalens Vuggestue er et billede på en udvikling, der kan nikkes genkendende til mange steder: Daginstitutioner over hele landet vælger at spise grønnere. En rundringning, Børn&Unge har foretaget til 10 daginstitutioner med madordning, viser, at der i vid udstrækning satses på økologiske råvarer og på grøn kost med masser af rodfrugter og grøntsager. Mange steder er der skruet ned for forbruget af kød, og andre har droppet kødet.
I Hejmdalens Vuggestue blev kostpolitikken aftalt mellem personalegruppen og forældrene, men andre steder kommer ønsket om grønnere kost fra forældrene. Mange børnefamilier har skåret ned på kødet derhjemme og ønsker, at det også skal ske i deres børns institution. Coop Analyse har i en undersøgelse dokumenteret, at nedgangen i kødforbruget først og fremmest sker blandt yngre generationer: Hos unge under 35 år, som rummer mange børnefamilier, dropper hver 3. kødet en dag om ugen eller oftere. For et år siden var det hver 4.
I Fødevarestyrelsen mener Anne Scott, Sund Mad og Kommunikation, at debatten i medierne om plantebaseret mad også kan have skubbet til udviklingen.

»Det kan være en stor udfordring for daginstitutionerne at tage hensyn til forskellige ønsker til særlig mad. Det er her den enkelte kommune og daginstitution, der må vurdere og tage stilling til, om ønsker til vegetarisk mad kan imødekommes,« siger Anne Scott.

Hun fortæller, at styrelsen under arbejdet med den nye guide til sundere mad i daginstitutionen (Måltidsmærket) kunne konstatere, at det var nødvendigt at udvide guiden.

»Det blev tydeligt, at der er behov for anbefalinger for vegetariske madordninger og madordninger, der kun serverer meget lidt kød og eventuelt fisk,« fortæller Anne Scott.
Derfor indeholder den nye guide netop også anbefalinger for vegetariske madordninger uden kød og fisk, men med æg og mælkeprodukter

Alle skal være med
I nogle institutioner har man valgt at spise vegetarisk for at sikre, at alle kan være sammen om at spise den samme mad. Én af dem er børnehuset Bøgelund i Vollsmose, Odense.

»Vi har jo mange nationaliteter blandt børnene, og vi spiser vegetarisk, så alle kan være med og få den samme mad,« fortæller den kostfaglige eneansvarlige i Bøgelund, der ikke ønsker at stå frem med sit navn.

Hun kan fortælle, at børnene tager for sig af den vegetariske mad.
»Ja, de er tilfredse og spiser godt. Ud over godt med grønt får de også fisk, både som varm mad og som pålæg. Og jeg sørger for, at så godt som al maden er økologisk,« fortæller Bøgelunds ’køkkendame’, der har stået for maden til de seneste fire år.
Andre institutioner går mellemvej og begrænser antallet af dage med kød til en enkelt dag om ugen. Det har man valgt i Børnehuset Ole Rømer i Aarhus med godt 90 vuggestuebørn.

»Vi har en enkelt ugentlig dag med kød som varm ret. Ellers er kosten lavet med masser af grøntsager, grød og fisk,« siger pædagogisk leder Louise Lund Rasmussen.

»Vi har da været ude for forældre, der ikke ønsker, at deres barn skal have kød den ene dag om ugen, og så får barnet blot maden uden kød. Vi har også oplevet en mor, der ikke ønsker, at barnet fik lasagne med kød, og som så selv medbragte noget lignende som vegetarret. Vi har også børn med muslimsk baggrund, der skal tages hensyn til, den dag, vi får kød. Det finder vi så ud af, og det har aldrig været et problem,« fortæller Louise Lund Rasmussen, der oplever, at kost fylder meget mere i forældrenes bevidsthed end tidligere.

»Det bliver der spurgt ind til, når vi har nye forældre på rundvisning. De spørger mest til, om vi har økologisk mad. Og det har vi,« siger Louise Lund Rasmussen.

Vi spiser mindre kød

• Hver fjerde voksne dansker (27 procent) har det seneste år skåret ned på kødet.
• 24 procent spiser vegetarisk mindst en dag om ugen. For et år siden var det 20 procent.
• Udviklingen drives særligt af unge under 35 år, hvor én ud af tre udelader kød en dag om ugen eller oftere.
• Hver tyvende (5 procent) under 35 år siger, at de lever vegetarisk eller vegansk og aldrig spiser kød eller fisk.
• Hver anden (51 procent) ønsker i en eller anden grad selv at spise mindre kød, end de gør i dag.
• Én ud af fem (20 procent) har en forventning om, at de om et år spiser mindre kød, end de gør i dag.
• Blandt de 15-34 årige angiver 39 procent, at klimaet er årsag til, at de spise mindre kød.

Kilde: Coop Analyse, august 2018