Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2008 Nr.: 34
Ledertræf 2008: Institution rimer på innovation
Innovation er nøgleordet for fremtidens daginstitutionsledere. Men innovationen kan kun lykkes, hvis daginstitutionslederne tænker ledelse radikalt anderledes, siger Annemette Digmann.
Af: Jesper Nørby
Danske institutionsledere skal vænne sig til en helt ny måde at tænke ledelse på.
Det fastslår Annemette Digmann, der er afdelingschef for Innovation og Forskning i Region Midtjylland. På BUPL's ledertræf gav hun sit bud på, hvordan fremtidens institutionsledere skal lede. Kodeordet er efter hendes mening innovation.

Til Børn&Unge forklarer Annemette Digmann, at innovation i daginstitutioner handler om at ændre den måde, man tænker på i dagligdagen. Man skal undersøge, om man kan effektivisere eller forbedre institutionen med de midler, man har til rådighed.
"Hvis man for eksempel har et højere sygefravær end andre, skal man prøve at finde en måde, man kan sænke sygefraværet på," siger hun.
Det lyder jo logisk, og på ledertræffet gav flere ledere udtryk for, at de mente, at de allerede var innovative i dag, og at forvaltningerne, ikke gav dem rum til at være ledere.

Annemette Digmann påpeger, at innovation handler om at kigge indad og se, hvad man selv kan forbedre internt og ikke at skyde skylden på de eksterne rammer, som man arbejder under.
"Det duer ikke at gøre sig selv til offer og skyde skylden på forvaltningen, forældrene eller noget andet og på den måde skubbe ansvaret fra sig. I stedet skal man undersøge, om man selv kan udvide rammerne," siger hun.

Hvis lederne har problemer med konkret at finde ting i institutionen, som kan innoveres, opfordrer Annemette Digmann dem til at søge vejledning andre steder.
"Det kan være svært for lederne selv at se, hvad der kan laves om. Så kan det være en god ide få nogen udefra til at komme og kigge på institutionen," fortæller hun.

Innovation - hvad er det?
På Copenhagen Business School beskriver man innovation med ordene: "Innovation opstår, når teknologi og opfindelser kombineres med forretningsforståelse i bestræbelsen på at løse reelle udfordringer og problemstillinger."
Formålet med innovation er at skabe forbedringer, som skaber merværdi. Altså at man kan udnytte de midler, man har, på en bedre måde, så man får mere ud af dem.