Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2001 Nr.: 50
Den bedste julegave
Mere eller mindre frivilligt slider de fleste børn i øjeblikket for at overraske deres forældre med en selvgjort julegave. En helt uvidenskabelig undersøgelse foretaget af Børn&Unge viser, at i børnehaver og fritidsordninger er fantasien - og nogle steder budgettet - spændt til det yderste for at finde på den bedste gave.
Af: Vibeke Bye Jensen
Det gode gamle syltetøjsglas dekoreret med maling er en af de julegaver, som mange forældre igen i år kan finde under juletræet. Men også en kalender til at holde styr på tiden og den travle børnefamilies mange aftaler er et hit, når der skal laves en overraskelse til mor og far. En rundringning til 10 helt tilfældigt valgte børnehaver og fem fritidshjem over hele landet viser, at næsten alle enten er færdige med at producere "hemmelighederne" eller er godt i gang med arbejdet.
Kun en enkelt børnehave er stået helt af gaveracet. Her fandt man ud af, at for mange af børnene havde svært ved at koncentrere sig om gaverne. Derfor valgte pædagogerne, at de i år hellere vil hygge og lege sig gennem december. Julehysteri og juletravlhed er der nok af i børnenes liv i forvejen, så hvorfor ikke give dem et helle i børnehaven?
Mange steder har man af samme grund skruet ned for ambitionerne. Tidens gør-kun-hvad-du-har-lyst-til-og-dine-kompetencer-rækker-til-princip er også slået igennem, når det gælder gaveproduktionen. Børnene kan selv vælge, om de overhovedet gider at lave noget. Eller de kan vælge, om de vil nøjes med at lave de to gaver - én til far og én til mor - som stadig i nogle børnehaver er et minimum. Flere institutioner har sat "vælg-selv-pædagogikken" så meget i system, at de har oprettet fire eller flere "værksteder", som hver tilbyder sin aktivitet. Så kan børnene zappe rundt og lave den gave, de tror, deres forældre bliver gladest for - eller som de bedst selv kan overskue at få færdig til tiden.
Stolthedens julelys vil ikke stråle i alle
forældres øjne den 24. december, for nogle børn bliver så glade for deres kunstværk, at de vælger at beholde det selv. En del børn er dog så produktive, at de også vil glæde søskende og bedsteforældre med et snittet gevær eller en gedigen øloplukker fra træ-værkstedet, et hårsmykke eller en tændstik-æske med farvet sukkerglasur oven i det store maleri eller det velkendte hånd- og fodtryk på stof eller i ler til mor og far.

De billige og de dyre. En del pædagogerne har været nødsaget til at kigge grundigt på det skrabede budget. Og de malede syltetøjsglas, nisser af ølflasker og de velkendte husholdningsæsker med pynt af perler, pastaskruer eller sukkerglasur, som alle er forholdsvis billige gaveløsninger, har måttet holde for igen. Et enkelt sted er man gået genbrugsvejen, og alle børnene er i øjeblikket beskæftiget med at klæbe silkepapir, glansbilleder og perler på tomme blikdåser, som man har fået gratis.
Nogle har dog revet sig og købt fortrykte kalendere, hvor børnenes bidrag er silke-tryk, stearinbilleder eller tegninger, der pynter årets gang. Andre har købt fyrfadslysestager i glas, som børnene så kan dekorere med maling, og et enkelt sted kommer hånd- og fodaftrykkene til ære og værdighed på gæstehåndklæder. Især på fritidshjemmene får børnene tilbud om at lave de lidt dyrere og lidt mere fantasifulde gaver. Et sted sætter man i tre uger tre forskellige tilbud på planen, og børnene kan blandt andet lave stearinlys, silkemalede tørklæder eller postkort, serveringsbakker, vinreoler, en cd med barnets egen stemmepragt og gavekort med x-antal klip til for eksempel gratis opvask, fodmassage, indkøb eller gåture ud i det blå. Et andet sted kan børnene sy luffer eller sutsko i rulam, skære bøjler ud i træ, lave lysestager i trådflet eller en smuk ramme til spejlet.
Konklusionen på Børn&Unges mini-undersøgelse er: Far og mor kan igen i år være så godt som sikre på, at de får en eller anden mere eller mindre brugbar gave, som deres håbefulde pode mere eller mindre frivilligt har brugt mange timer på at lave.