Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 10
Forebyggelse kan skaffe mange pædagoger
Kommunerne kan få 1000 flere pædagoger om året, hvis arbejdsmiljøet forbedres, og sygefraværet reduceres, viser beregninger.
Af: Johan Rasmussen
Mens kommunerne desperat mangler pædagoger, bliver mange syge af at gå på arbejde, og flere af dem forlader faget.
Hvis kommunerne rettede søgelyset mod sammenhængen mellem sygefravær og arbejdsmiljø på institutionerne, kunne de hente masser af ekstra pædagogisk arbejdskraft.
En beregning fra BUPL viser, at hvis sygefraværet reduceres med en tredjedel, ville det give 1000 fuldtidspædagoger mere om året. Og sygefraværet kan reduceres med en tredjedel, hvis arbejdsmiljøet forbedres, viser en undersøgelse fra Arbejdsmiljøinstituttet.
Både det psykiske og fysiske arbejdsmiljø gør mange pædagoger langtidssyge. En BUPL-undersøgelse fra 2005 viser, at over en tredjedel af alle afskedigede pædagoger mister jobbet på grund af sygdom. Undersøgelsen viser også, at langt de fleste af de pædagoger, som bliver fyret på grund af sygdom, aldrig vender tilbage til faget.
"Jeg forstår ikke, at arbejdsgiverne ikke gør mere for at forebygge dårligt arbejdsmiljø. I stedet bliver institutionerne mere pressede på grund af flere børn på mindre plads og flere opgaver, som ikke bliver fulgt op med efteruddannelse og ressourcer. Det betyder, at det bliver sværere at løfte kerneydelsen, og det giver stress," siger Lis Pedersen, som sidder i BUPL's forretningsudvalg og har det politiske ansvar for arbejdsmiljøet.

2000 ekstra pædagoger. Kommunerne kan også skaffe flere 'hænder' ved at tilbyde pædagogerne at arbejde mere. 57 procent af alle pædagoger arbejder på på deltid.
Til sammenligning er kun 13 procent af folkeskolelærerne på deltid, og hvis pædagogernes deltidsfrekvens kom derned, ville det give 2000 ekstra stillinger. I trepartsaftalen fra 2007 skrev kommunerne under på, at de ville tilbyde deltidsansatte flere timer, hvis en stilling blev ledig.
"Noget tyder på, at kommunerne endnu ikke lever op til den aftale. Alt for mange pædagoger arbejder ufrivilligt på deltid blandt andet på grund af nedskæringer, som bliver fordelt blandt flere medarbejdere i én institution," siger Lis Pedersen.