Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2008 Nr.: 02
Man kan ikke være pædagog uden at gøre det, jeg har gjort
En konflikt endte med, at pædagog Jørgen Lauritsen blev meldt for vold. Efter 10 måneders venten og en dom for vold i byretten blev han endelig frikendt i landsretten.
Af: Steffen Hagemann
Det var en helt almindelig dag, da den 49-årige pædagog Jørgen Lauritsen torsdag den 8. februar sidste år tog på arbejde på Køge Heldagsskole. Han var godt forberedt og som sædvanlig i godt humør. Det havde også været en ret almindelig dag med et ret almindeligt antal konflikter, da han tog hjem fra arbejdet.
Men der var en lille, nagende fornemmelse af, at dagens sidste konflikt ikke havde været som de andre konflikter.

Det blev Jørgen Lauritsen sidste normale arbejdsdag på Køge Heldagsskole, som er kommunens tilbud til normaltbegavede elever, der ikke kan honorere folkeskolens krav til adfærd og socialt samspil.
Dagen efter kontakter politiet ham og fortæller, at han er blevet anmeldt for vold af en af de to elever, der er impliceret i dagens sidste konflikt.
Fire en halv måned senere møder han ved Retten i Roskilde, hvor anklageren kræver Jørgen Lauritsen idømt fængselsstraf.

Mange konflikter. Arbejdsdagen den 8. februar begynder med, at Jørgen Lauritsen sammen med en praktikant tager fire børn med på naturskolen. Derefter har han musik med en gruppe børn og til sidst gymnastik.
"Det går fint og godt, det er en almindelig hverdag på heldagsskolen. Set med andres øjne er der nok mange konflikter, men det har vi der. Sådan er det. Børnene slås lidt, og jeg får dem revet fra hinanden," fortæller Jørgen Lauritsen.

Blandt børnene, som Jørgen Lauritsen har med at gøre den dag, er også 12-årige Christian (navnet ændret, red.), en dreng, som efter Jørgen Lauritsens vurdering er fejlanbragt på Køge Heldagsskole.
"Vores skole er slet ikke gearet til den type børn. Vores skole er gearet til almindelige børn med psyko-sociale problemer, og her har vi et barn, som også har diagnoser," siger Jørgen Lauritsen og nævner, at drengen er personligt skadet med DAMP og psykiske problematikker.
Drengen reagerer ofte aggressivt, og forsøger at nikke skaller og sparke ud efter det meste af personalet i konfliktsituationer.

"Når det står beskrevet, at han er et vanskeligt barn, så er det ikke sådan, at jeg render til politiet, hver gang han opfører sig som beskrevet. Det ville være fjollet. Det er jo mit arbejde at kunne rumme sådan nogle børn. Det kan jeg også sagtens," siger Jørgen Lauritsen og understreger, at han efter sin bedste overbevisning som pædagog har en god relation til Christian.

Blandt personalet er der enighed om, at Christian ikke kunne tåle at blive rørt ved.
"Det er helt almindeligt på en heldagsskole, hvis en knægt ikke opfører sig ordentligt, så tager man ham lige i armen og fører ham væk. Gjorde man det med Christian, så var han klar til at slås lige med det samme," siger Jørgen Lauritsen og påpeger, at han respekterede drengens fysiske grænse. Når der var konflikter, reagerede Christian typisk med spørgsmålet: "Hvad vil du gøre, hvad vil du gøre?" Og Jørgen Lauritsens typiske svar var: "Jeg vil ikke gøre noget, Christian. Du kommer ikke til at slås med mig."

Starte forfra næste dag. Men den torsdag kommer det til at gå lidt anderledes. Om eftermiddagen bliver det klart, at han har sin mobiltelefon på sig. Skolens regler siger, at børnene skal aflevere deres telefon om morgenen, så Jørgen Lauritsen inddrager mobiltelefonen.
Den beslutning er Christian meget utilfreds med, og sammen med fire andre af de store børn vælger han at boycotte dagens sidste lektion, gymnastik.

Jørgen Lauritsen prøver at tage en snak med de fem store børn, der har boycottet undervisningen, men de er fuldstændig umulige den dag, vurderer han. Så i stedet beslutter pædagogerne at sende dem udenfor og vente på taxaerne, der skal hente børnene, når skoledagen slutter.
"Så må vi starte forfra i morgen og gøre det lidt bedre," siger Jørgen Lauritsen.

Støvlerenseren. Da Jørgen Lauritsen selv kommer ud, er alle børnene på gårdspladsen og på vej ind i taxaerne. Men en af Jørgen Lauritsens kolleger prøver at få Christian til at holde op med at ødelægge en støvlerenser, som han står og sparker til.

Jørgen Lauritsen vælger at overtage konflikten med Christian, da kollegaen er helt ny på Køge Heldagsskole og derfor ikke er bekendt med, at man ikke må røre Christian.

Men drengen stopper ikke, selv om han bliver bedt om det.
"Han reagerer ikke på beskeder. Han skal afledes. Så jeg prøver at aflede ham ved at stikke benet ind i støvleknægten og tænker, at med min relation til ham trækker han sig sikkert et skridt tilbage, og så kan vi måske få snakken," siger Jørgen Lauritsen.


Sorte øjne. Men der sker det stik modsatte.
"Han når at sparke mig og nikke en skalle ud efter mig. Jeg reagerer per refleks, flytter hovedet, stikker armen op og får fat i ham. Og lige så snart man tager fat i Christian, går han amok. Så han råber og skriger og truer mig med alverdens ulykker, slår efter mig, sparker efter mig, nikker skaller efter mig. Og jeg holder ham på god afstand," siger Jørgen Lauritsen.
Han fører den ophidsede dreng hen til en bænk, lægger et ben hen over drengens lår, så han ikke kan sparke, og holder ham ud i strakt arm, så han ikke kan nikke skaller.

De når kun at sidde der ganske kort tid, før en 14-årig dreng hopper ud af taxaen for at komme Christian til undsætning.
"Han hopper op på nakken af mig og presser mig ned, så jeg mærker en smerte i ryggen, jeg nærmest flækker i ryggen. Det gør rigtig modbydeligt ondt, og jeg bliver lidt bange der. Det går også lidt ud over Christian, som pludselig ligger nedenunder," siger Jørgen Lauritsen.
Han kommer op og beder kollegaen holde Christian, mens han selv tager sig af den nytilkomne.

"Han er helt sort i øjenene af arrigskab og vrede," siger Jørgen Lauritsen, der forgæves forsøgte at få drengen til at gå tilbage til taxaen.
"Jeg vender mig om og lægger ham ned. Han tager fat i mig, og jeg har så ondt i ryggen, at jeg ikke har kræfter til at blive stående, så vi vælter begge to ned. Lige så snart han rammer jorden, så er det ligesom om han får sine pæne, nydelige øjne tilbage. "Hvad laver du?" "Det var vist ikke særlig smart." "Nej, se at komme hen i taxaen og kom hjem, så tager vi den i morgen og snakker om det"," fortæller Jørgen Lauritsen.
Christian kommer også ind i taxaen, og så er stort set alt på plads, synes Jørgen.

"Men jeg er lidt urolig. Jeg har haft en oplevelse, jeg ikke har haft før. Jeg har slåsset mange gange med ungerne, det ligger i jobbet, men jeg er aldrig blevet angrebet på den måde før," siger Jørgen Lauritsen, der dog trøster sig med, at han næste dag har en planlagt supervision, hvor han regner med at få bearbejdet overfaldet.

Det er sgu godt nok. Torsdag aften sætter Jørgen Lauritsen sig ned og udfylder et indberetningsskema, som bruges til døgninstitutioner, fordi han er blevet overfaldet.

"Jeg laver et hændelsesforløb - til bunken af papir og til supervisionen næste dag. Ikke fordi jeg tænker juridisk," siger Jørgen Lauritsen.
"Normalt ville vi ikke lave en indberetning på det her," tilføjer han.
Om fredagen får han en god supervision af kolleger og en psykolog, hvor han får ros får sit arbejde med Christian.

"Så jeg går på weekend med en følelse af, at det er sgu godt nok," siger Jørgen Lauritsen.
Om eftermiddagen er han på arbejde på behandlingshjemmet Magnoliegården, hvor han har vikararbejde, da politiet ringer. Han skal møde på politistationen mandag klokken 12.
Om mandagen tager han forbi arbejde og meddeler, at han skal på politistationen.

"Jeg havde troet, at de ville droppe sagen, når de fandt ud af, hvordan landet lå. Jeg får bare at vide, at de går videre, og at jeg skal forvente en indkaldelse til byretten," siger Jørgen Lauritsen, der bliver suspenderet med løn, da politiet vælger at fastholde sigtelsen.

I byretten er han tiltalt for vold efter straffelovens paragraf 244. Anklagerne er voldsommere end det hændelsesforløb, som Jørgen Lauritsen har beskrevet her ovenfor. Blandt andet anklages han for at have taget Christian om halsen med den ene hånd for derefter at lægge ham på bænken og med bagdelen hoppe op og ned på drengens mave flere gange. Den 14-årige dreng skulle Jørgen Lauritsen også have taget halsgreb på, ligesom han skulle have sat knæet i drengens brystkasse.
Det ender med, at byretten i det store og hele accepterer Jørgen Lauritsens beskrivelse, bortset fra at man finder det bevist, at Jørgen Lauritsen lagde sin ene arm hen over den 14-åriges hals. Og at man ikke finder det bevist, at Christian har sparket Jørgen Lauritsen og forsøgt at nikke en skalle, før pædagogen tog fat i drengen.

Men dommen er Jørgen Lauritsen ikke forberedt på. Han bliver nemlig kendt skyldig i vold. Han har anvendt en magtanvendelse, som ikke har været rimeligt begrundet i forhold fra de to elevers side, står der i dommen.
Han bliver idømt 10 dagbøder á 500 kroner.

Men selv om advokaten prøver at overbevise Jørgen Lauritsen om, at det er det billigste, han kan slippe med, så er der ingen tvivl i Jørgens sind.
"Jeg vil slet ikke have nogen dom. Den skal ankes. Slut!"

Lettelsen. Det bliver en hård ventetid, indtil sagen kommer for landsretten den 29. oktober.

"Jeg troede ikke længere på det. I byretten troede jeg på, at jeg blev frikendt, så der var jeg rolig. Men i landsretten havde jeg intet at måle efter," siger Jørgen Lauritsen.

De afgivne forklaringer fra vidner og Jørgen Lauritsen i landsretten bekræfter det hændelsesforløb, som byretten nåede frem til. Men dommernes konklusion er lidt anderledes: "Tiltalte findes ikke derved at have anvendt magt i ufornødent omgang," står der i dommen. Og han er dermed frikendt.

Den skal lige synke ind hos Jørgen, der næsten ikke tør tro på, at han har vundet.

"Jeg tror ikke, der eksisterer et så spændende stof på markedet, der kan give mig den oplevelse. Det boblede indeni mig, jeg kunne mærke det hele vejen nede fra hælene og op til issen," fortæller han.
Og så kommer lettelsen.

"Jeg kunne mærke, der blev taget noget fra skuldrene. Jeg kunne mærke det i kilo," siger Jørgen Lauritsen.

Han glæder sig over, at han nu er en renset mand.
"Jeg vidste, hvad jeg havde gjort, og at jeg kunne se mig selv i spejlet."
Han er tilfreds med, at landsrettens dom fastslår, at pædagoger må gribe ind.

"I byretten mente man, at jeg bare kunne have holdt mig væk. Og i landsretten frikender de mig på fuldstændig det samme bevismateriale. De dømmer bare anderledes. For som de siger, man kan ikke være pædagog eller lærer i Danmark uden at kunne gøre det, jeg har gjort. Og det er også mit og mine kollegers bud," siger Jørgen Lauritsen.

"Så skal vi lave om på vores pædagogik. Så skal du lære pædagoger og lærere at lukke døren - og øjnene - og gå fra et barn, der er dybt ulykkeligt. Det er det, vi altid har kaldt omsorgssvigt."


Byretten:Tiltalte har ved at handle som sket anvendt en magtanvendelse overfor de to elever, som ikke har været rimeligt begrundet i forhold fra de to elevers side. Tiltalte dømmes derfor for vold i det foran nævnte omfang.

Landsretten: Landsretten finder efter en samlet vurdering af de afgivne forklaringer at kunne lægge den af byretten foretagne beskrivelse af hændelsesforløbet til grund. Tiltalte findes ikke derved at have anvendt magt i ufornødent omfang.

På denne baggrund er der ikke grundlag for at fastslå, at tiltalte har gjort sig skyldig i vold efter straffelovens paragraf 244.


Tilfredshed i BUPL
Frifindelsen af Jørgen Lauritsen ved Østre Landsret er en særdeles tilfredsstillende dom, mener Michael Berner, advokat i BUPL.
"Det er ikke sådan, at han har foretaget sig noget kritisabelt, hvor retten sagde, at det var i orden, at han anvendte nødværge, fordi han var presset. Næ, retten siger, at han har passet sit arbejde," konstaterer Michael Berner.

Var resultatet fra byretten blevet stadfæstet, havde det været utåleligt for pædagogerne.

"Når man så blev angrebet i sådan en situation, skulle man så flygte, lade dem smadre videre på hinanden og på inventaret? Nej, den samvittighedsfulde pædagog skal gå ind og tage ansvar, og engang imellem er det helt i orden at sætte sin fysik, sin krop bag og bringe en uholdbar situation til ophør," fastslår Michael Berner.