Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 14
Arbejdsskade: Rygskadet pædagog fik stor erstatning
Pædagog Susanne Henny Jakobsen blev varigt ryg­skadet, da hun skulle montere autosæder i en minibus. Arbejds­skadestyrelsen afviste hendes sag, men da BUPL ankede sagen, fik hun en stor erstatning.
Af: Trine Vinther Larsen
Ferien er slut for de fleste. Også for 56-årige Susanne Henny Jakobsen, der denne sommer har tilbragt en uge med børn og børnebørn på camping i Ebeltoft. Det er, hvad energien rækker til, efter Susanne for tre år siden var ude for en arbejdsulykke, mens hun var ansat som pædagog på Bødkergården, en institution for fysisk og psykisk handicappede, der ligger i Østervrå i Nordjylland.
»Med campingvognen bestemmer vi selv, hvor langt vi rejser, og vi kan bare køre vognen hjem og gøre den ren, når vi vil. Kan vi ikke pakke ud på én dag, kan vi gøre det på fire. Sådan har jeg lært at leve,« siger Susanne Henny Jakobsen, der efter arbejdsulykken hver dag døjer med store smerter i ryggen, lænden og det venstre ben.
Smerterne lægger ikke alene en dæmper på ferierne. Også dagligdagen er præget af mange hvilestunder og stille aktiviteter som læsning, strikning eller se fjernsyn. Huset hjemme i Tårs er desuden blevet ommøbleret med et nyt køkken, hvor hylder er afløst af lutter skuffer, og opvaskemaskinen og ovnen er kommet op i højde, så Susanne ikke behøver at bøje sig ned for at bruge hvidevarerne. En god, blød stol er blevet indkøbt, og så har hun og husbonden fået ny bil med skydedør.
»Jeg kunne ikke komme hverken ind eller ud af den gamle Passat,« fortæller Susanne, der stadig ikke forstår, hvordan hun kørte bilen hjem fra arbejde den dag, ulykken skete.

Sidste arbejdsdag. Den 31. august 2009 havde ellers været en god dag. Sidste opgave før fyraften for sikkerhedsrepræsentanten og pædagogen Susanne bestod i at montere autostole samt fastspænde en gruppe fire- og femårige børn i den taxa, som skulle køre dem hjem til forældrene. Taxaen var en af de små minibusser, som en voksen person ikke kan stå oprejst i. Lettere foroverbøjet gik Susanne og chaufføren i gang med at løfte først fem autostole og en kørestol og så i alt seks børn ind i bilen. Men da Susanne i den akavede stilling begyndte at sætte børnene op i autostolene, gik det galt.
»Hvad det præcis var for en bevægelse, jeg lavede i et af de løft, ved jeg ikke. Jeg kan kun sige, at jeg nær aldrig var kommet ud af den bil igen, og at jeg nær aldrig var kommet hjem, og at jeg ikke har lavet noget siden,« siger Susanne, der længe efter alligevel troede, at hun ville komme sig.
»Sygehusets fysioterapeuter sagde det, og min læge sagde, at jeg bare skulle tage noget smertestillende, og så gik det snart over. Og det var godt for mig, at de holdt modet oppe, for hvis jeg allerede dengang havde fået at vide, at det var min sidste arbejdsdag, så tror jeg, jeg var gået til,« siger Susanne, der trods håb om bedring huskede at anmelde skaden til arbejdsskadestyrelsen.
»For det blev jo ikke bedre. I de første tre måneder lå jeg bare på maven på stuegulvet. Jeg sov der også nogle nætter. Jeg havde ondt, bare jeg trak vejret, og at bøje mig ned for at komme på toilettet var en pinsel af en anden verden, og min mand måtte hjælpe. Det var forfærdeligt, og flere gange troede jeg, jeg skulle dø,« siger Susanne, der havde mere elendighed i vente.

Sagen afvises. Susanne fik mange og efterhånden mere foruroligende breve fra Arbejdsskadestyrelsen, og det fik hende til at kontakte BUPL. Det blev hun glad for. Fredag den 29. januar 2010 ved middagstid havde posten lige været forbi med et brev fra Arbejdsskadestyrelsen, dateret dagen før. Det var en afvisning af hendes sag.
»Jeg stod stadig med brevet i hånden, da min sagsbehandler fra BUPL ringede. Min verden var lige faldet fuldstændig sammen, og derfor var det som at få et opkald fra en frelsende engel. ’Har du fået brevet,’ spurgte min sagsbehandler, der selv sad med det. Og hun sagde, at jeg ikke skulle lade min weekend ødelægge, og at vi bare ankede sagen,« fortæller Susanne.
Arbejdsskadestyrelsen afviste sagen som en arbejdsulykke med begrundelsen, at ulykken ikke er omfattet af loven, fordi løftet, som Susanne foretog i minibussen, og de forhold skaden skete under, ikke kan medføre den diskusprolaps, som hendes egen læge havde stillet diagnose om i anmeldelsen.
’Løft af personer eller ting (her en autostol, red.) med en vægt på op til 12 kilo kan ikke medføre diskusprolaps i lænden’, lød det i afgørelsen.

Djævelsk detalje. Men djævlen ligger som bekendt i detaljen, og da BUPL undersøgte Susannes sag nærmere, viste det sig, at lægen havde stillet diagnosen uden hverken at scanne eller røntgenfotografere Susanne. BUPL ankede derfor sagen med den begrundelse, at Susanne slet ikke havde en diskosprolaps, men rygsmerter, og at hun ikke havde foretaget et enkelt løft, men mange løft af samlet set mange kilo i form af flere autostole og flere børn.
Kriterierne for anerkendelse af rygsmerter er ikke lige så skrappe, som ved diskusprolaps. Ankestyrelsen gav medhold i anken, og da sagen efterfølgende gik om i Arbejdsskadestyrelsen blev Susanne sendt til en speciallæge, som stillede den nye diagnose ’traumatisk lumbago-ischias’ – eller lændehold på moderne dansk. Det var i juni 2010.
»Speciallægen kiggede mig i øjnene og sagde: ’Tilstanden er stationær, og det bliver aldrig bedre.’ Og så var jeg færdig med at tro på det,« siger Susanne, der i september 2010 fik skaden anerkendt som en arbejdsulykke.

Stor erstatning. Efter Arbejdsskadestyrelsens anerkendelse skulle erstatningens størrelse udmåles. Susanne fik tilkendt en økonomisk godtgørelse for den nedsatte bevægelighed og smerterne i ryggen på 10 procent – såkaldt varigt mén. Og først for nylig, i april 2012, blev hendes erstatning for tab af erhvervsevne endeligt fastsat til, at hendes arbejdsevne og mulighed for at tjene penge er nedsat med 75 procent. Samlet set udløser procenterne en klækkelig erstatning, som Susanne ikke ønsker at offentliggøre størrelsen på – kun at det er mange penge. Pengene fjerner da heller ikke de daglige smerter, men de giver brød på bordet.
»Det er store beløb at få i ét hug, men det er jo penge, der skal hæves af, for at man kan eksistere. Man kan ikke gå ud og slå til Søren, for jeg får ikke en arbejdsindtægt igen. Erstatningen skal række helt til pensionen, og set i det lys, sætter jeg stadig penge til. Men det hjælper da, at man ikke oven i smerterne skal bekymre sig om økonomien,« siger Susanne, der også er tilkendt førtidspension på grund af arbejdsskaden..
Hun har også fundet en måde at tackle skaden på, for som hun siger, må man altid se positivt på livet.
»Mit liv forandredes i et splitsekund. Der blev simpelthen slukket for kontakten, og det var hårdt at komme ovenpå igen. Men som sagen skred frem, fandt jeg ud af, at jeg godt kan overleve i det. Jeg kunne også have fået stillet diagnosen kræft og fået at vide, du har så og så lang tid at leve i. Det her er jo ingen dødsdom, jeg har bare ondt,« siger Susanne.
En ting er dog stadig svær at acceptere.
»Jeg har ikke kræfterne til at passe mine børnebørn en hel dag og løfte dem og skifte dem. Men så er det dejligt, at de vil med på campingferie,« siger hun.

Vidste du at:
• BUPL’s medlemmer har i 2011 fået mere end 35 millioner kroner i arbejdsskade­erstatning.
• Smerter i ryggen er langt den hyppigst forekommende følge af pædagogers arbejdsulykker.
• BUPL-medlemmer får anerkendt omkring 80 procent af alle anmeldte ulykker, hvilket stemmer overens med det generelle antal anerkendte ulykker, jævnfør Arbejdsskadestyrelsens egen statistik.
Kilde: Arbejdsskadestatistik 2011, udarbejdet af BUPL.