Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 03
TEMA. VUGGESTUE: Provokatøren skælder stadig ud. Professor opmuntrer pædagogerne
To forskere med stærke meninger om vuggestuerne, har fået stillet de samme fire spørgsmål. Svarene viser, at de ikke er enige.
Af: Vibeke Bye Jensen
"I bliver ikke bedre af at være flere"
Ole Henrik Hansen adjunkt, ph.d., Aarhus Universitet

1. Hvad er en god vuggestue?
Den bringer børnene i trivsel og giver dem smil på læben. En god vuggestue skaber et kvalificeret fundament for barnets generelle udvikling. Pædagogerne går foran barnet, guider det og skaber oplevelser, der giver barnet gode erfaringer om verden og om andre børn og værdier som kærlighed, demokrati, selv- og medbestemmelse. Pædagogerne skal formå at kombinere en autentisk kærlig voksenkontakt med faglige kompetencer, fordi vuggestuebarnet fordrer, at man responderer i nuet i en anerkendende og inkluderende tone. Det skal kombineres med en faglighed, som viser, at de ved, at det ikke er ligegyldigt, om de har med en 1-årig eller en 3-årig at gøre. Sidst, men ikke mindst skal pædagogerne forholde sig kritisk til deres praksis og holde sig opdateret med ny viden.
2. Hvad batter mest, hvis man vil gøre vuggestuerne bedre: a. normeringer, b. højere pædagogandel, c. pædagogernes uddannelse, d. struktur og planlægning i praksis, e. andet?
Normeringer er uomgængelige og kan ikke ignoreres. Men det helt afgørende er pædagogernes engagement, deres menneskelige egenskaber og deres fagspecifikke viden om de 0-3-årige. De skal have viden om børns udvikling og om didaktik, og de skal kunne planlægge en kærlig og inspirerende hverdag, der skaber en sund og livsglad barndom for de mindste. En højere pædagogandel vil glæde medlemmerne af BUPL, men ikke nødvendigvis børnene. For er pædagogerne ikke kvalificerede, er det lige meget, om der er flere af dem. Og som sur forsker er jeg nødt til at sige, at på 0-3-årsområdet er de ikke kvalificerede. Det handler også om, at kvaliteten af pædagoguddannelsen ikke er god nok i forhold til pædagogik og udviklingspsykologi for de mindste børn. Så man er nødt til at forbedre uddannelsen, ellers lader man de kommende pædagoger i stikken.
3. Hvor vigtigt er det, at vuggestuerne får tilført flere ressourcer?
Vuggestuer skal have det, der er brug for. Men man kan poste nok så mange penge i dårlige institutioner, det bliver de ikke bedre af. Det handler om ledelse, uddannelse, og pædagogernes evne til at omsætte teori til praksis. De gode institutioner vil kunne omsætte ressourcer til gavn for børn og familier, fordi pædagogerne har de rigtige tanker. I de dårlige vil ressourcerne drukne i uheldig praksis. Så flere ressourcer skal følges af en bedre uddannelse og et kritisk blik på institu­tionerne fra kommunernes side.
4. Kan vuggestuerne være første trin i en forebyggelsesstrategi?
Bestemt. Måske ikke det første trin, for det er forældrene, men de er et væsentligt element. Den gode vuggestue vil først og fremmest kunne skabe gode fortællinger om barnet, som det kan bygge videre på. Den vil medvirke til at give barnet et rigt og facetteret ståsted at erobre verden ud fra. Pædagogerne vil guide barnet og familien i den rigtige retning og vil yde en ekstra indsats, hvor det er nødvendigt. Den dårlige vuggestue vil have den modsatte effekt. Hvis vi som samfund tror, at vuggestuerne løser opgaven, og de så faktisk svigter, er det barnet, der på længere sigt betaler prisen. Barnet får ikke udnyttet sit læringspotentiale.


"Tag jer selv mere alvorligt"
Jan Kampmann, professor, Roskilde Universitet

1. Hvad er en god vuggestue?
En, der skaber tryghed, så børnene kan lære at være sammen med andre børn. Pædagogerne skal kunne forholde sig bevidst og sensitivt til, hvordan de kan støtte børnene i at indgå i sociale relationer. Ikke bare fordi det er vigtigt, men fordi det er det, børn i den alder er optaget af. Den gode vuggestue er kendetegnet ved, at den både udfordrer børnene som gruppe og det enkelte barn i forhold til dets nysgerrighed og intension. Det handler overhovedet ikke om, at børnene skal lære ugens dage og andre konkrete ting. Alt for mange går op i læreplanstænkningen og i, at børnene skal være børnehave- og skoleparate. De skal hellere være optaget af, hvad børnene har brug for at lære. Og de skal lære at bruge deres krop, udforske deres omverden, lære at være sammen med andre børn og at tale sproget, så de kan gøre sig forståelige.
2. Hvad batter mest, hvis man vil gøre vuggestuerne bedre: a. normeringer, b. højere pædagogandel, c. pædagogernes uddannelse, d. struktur og planlægning i praksis, e. andet?
Det er vigtigst, at pædagogerne i den enkelte vuggestue tager sig selv og deres pædagogiske ambitioner alvorligt. Jeg er enig med Ole Henrik Hansen i, at det sker for lidt. Men det er ikke, fordi pædagoger er dovne eller nogle skvatmikler. De er blevet overmandet af, at andre sætter dagsordenen for dem. Jeg skælder ikke ud, men vil gerne pirke til pædagogerne. De skal komme ind i kampen og generobre magten, hvilket i øvrigt også er det eneste, som kan give dem energien tilbage. De skal have flere ressourcer, for ellers kan de ikke gøre det, som jeg opfordrer dem til. Normeringerne er i øjeblikket så ringe, at det er umuligt at etablere den nærhed og den indfølte relation til børnene, som er det vigtigste. Manglen på pædagogiske ambitioner rammer også tilbage på uddannelsen, som har negligeret området. Der findes meget lidt litteratur og forskning på området, så pædagogerne bliver på alle måder efterladt på ’herrens mark’.
3. Hvor vigtigt er det, at vuggestuerne får tilført flere ressourcer?
Flere ressourcer giver først virkelig mening, når man tænker, at vi ikke skal have flere af dem for at gøre mere af det samme. Bedre normeringer skal til for at give pædagogerne mulighed for det, de mener, skal være vuggestuens pædagogiske indhold. Hvis de kun tænker i den kvantitative kvalificering, får de det måske lidt bedre og holder lidt længere, men den bevidste afklaring af, hvad de vil med de ekstra pædagoger, skal finde sted, ellers sker der ikke et kvalitetsløft af vuggestuen.
4. Kan vuggestuerne være første trin i en forebyggelsesstrategi?
I dag vil en kvalificeret vuggestue give børn den stimulation og de udfordringer, som nogle ikke får i deres familier. Men alle børn vil blive løftet i forhold til, hvis de ikke gik i vuggestue. Men vi ved også, at hverken vuggestue, børnehave eller skole kan kompensere for grundlæggende sociale uligheder. Det har man satset på i mange år, og det har ikke virket. For social ulighed handler ikke bare om reparation af en sproglig vanskelighed eller andet, som pædagogerne kan gøre noget ved. Nu er det nærmest blevet et mantra, at den negative sociale arv skal bekæmpes i børneinstitutionerne, så alle børn kan starte på lige fod i skolerne. Men det er mere en ideologisk konstruktion end noget, som pædagoger i realiteten kan leve op til og realisere.