Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 24
Bupl mener: Pædagogikken skal udformes af pædagoger
Jeg er bange for, at mange pædagoger og ledere føler, at de får trukket en pædagogik ned over hovedet, og som ikke passer til deres virkelighed.
Af: Lasse Bjerg Jørgensen
I dette særnummer har Børn&Unge kortlagt Danmarks pædagogiske landkort. Resultatet er klart: Mangfoldigheden lever i de pædagogiske institutioner, og personalet forstår at gribe de pædagogiske strømninger og benytte den nye viden i hverdagen. Der tegner sig et billede af en sund profession, som udviser en høj grad af faglighed og villighed til at finde nye og bedre måder at løse kerneopgaven på.
Alligevel vil jeg kaste lidt malurt i bægret. For kortlægningen viser også, at det i høj grad er forvaltningerne, der fastlægger de overordnede pædagogiske principper og dermed afstikker den retning, som alle institutioner i en given kommune skal følge. Det kan man til en vis grad acceptere, hvis kommunerne sørger for at inddrage dem, der har forstand på arbejdet, nemlig pædagogerne og lederne rundt omkring på institutionerne.
Desværre er den form for samarbejde alt for sjælden, og det er et problem. Jeg er bange for, at mange pædagoger og ledere føler, at de får trukket en pædagogik ned over hovedet, og som ikke passer til deres virkelighed. Det er ikke godt for motivationen, som ellers er det vigtigste redskab, når teori skal omsættes til praksis.
Når vi samtidig oplever, at de kommunale forvaltninger i disse år tømmes for pædagogfaglig ekspertise, er centralt udstukne pædagogikker mere end bekymrende. Som en leder sagde til mig i sidste uge: "I min kommune sidder forvaltningen, som primært består af jurister og økonomer, og formulerer den pædagogiske grundtænkning og de pædagogiske mål, mens vi ledere, der har den pædagogiske grunduddannelse, udelukkende beskæftiger os med drift."
Lad mig sige det helt klart: Der skal ikke vendes op og ned på forvaltning og pædagogik. I stedet bør udviklingen i den pædagogiske praksis ske i samspil mellem forvaltning og pædagoger, og derfor skal kommunerne også erkende at fagfolkene skal tilbage på forvaltningsgangene. Kun på den måde kan vi sikre, at eksempelvis et ønske om inklusion også rent faktisk resulterer i mere rummelige institutioner.
I sidste ende er det nemlig den enkelte leder og den enkelte pædagog, der skal sørge for, at mødet mellem teori og praksis bliver frugtbart. Som en række forskere i dette nummer af Børn&Unge påpeger, så kræver en pædagogik, hvad enten det er den anerkendende, inkluderende eller noget helt tredje, at pædagogerne gør sig umage med at fylde indhold i teorierne. Indhold, der passer til deres virkelighed og de problemer, de skal løse.
Hvis det skal lykkes, skal både pædagoger og ledere føle ejerskab for pædagogikken, og de skal have frie hænder til at arbejde med den. Ellers reduceres de flotte ord til tomme buzzwords, der ser godt ud på kommunens hjemmeside, men som reelt ikke er med til at udvikle børne- og ungeområdet.