Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2019 Nr.: 01 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Lukker kritikken inde: Tavshedskulturen breder sig
Hver anden pædagog vælger ikke at ytre sig, når de oplever kritisable forhold i arbejdslivet. Det er en bekymrende udvikling, som kræver politisk handling, lyder det fra både eksperter og faglige organisationer. SF foreslår lovændring, der skal beskytte ansatte, som ytrer sig.
Af: Mikkel Prytz
KAPITEL 1

’Vi må ikke fortælle om forholdene i institutionen til nogen udenfor huset’.
’Vi har mundkurv på oppefra’.
’Vi har fået at vide, at det er fyringsgrund at ytre sig’.
De udtalelser – og mange flere med samme budskab – kommer fra deltagerne i en ny undersøgelse, som BUPL har foretaget. Den viser, at pædagoger holder mund som aldrig før med deres kritik.
I undersøgelsen svarer hver anden pædagog, at de har undladt at ytre sig kritisk offentligt om arbejdsrelaterede forhold, selvom de havde behov for det. En voldsom stigning siden 2015, hvor BUPL gennemførte en lignende undersøgelse. Dengang var det hver tredje pædagog, der havde valgt ikke at ytre sig.
Undersøgelsen viser også, at størstedelen tier på grund af frygt for, hvad udtalelserne kan føre med sig. En bekymrende udvikling, lyder det fra ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.
»Hvis man synes, at offentligt ansattes ytringsfrihed er vigtig, for eksempel af hensyn til den enkelte medarbejder eller til samfundets informationsniveau, er det naturligvis bekymrende, hvis halvdelen af BUPL’s medlemmer i undersøgelsen siger, at de afstår fra at ytre sig, fordi de er bange for konsekvenserne,« siger Jørgen Steen Sørensen.
BUPL’s nye tal peger i samme retning som undersøgelser fra andre faglige organisationer, som også viser, at udviklingen går mod en større grad af selvcensur blandt offentlige ansatte.
»Det er en uheldig udvikling. Jo flere offentligt ansatte, der undlader at ytre sig kritisk, selvom de synes, at de har grund til det, fordi de frygter konsekvenserne, jo mindre får samfundet at vide om, hvordan de ser på forholdene i den offentlige sektor,« siger ombudsmanden.
»Pædagoger beskæftiger sig jo med en meget central samfundsopgave, nemlig at tage sig af navnlig børn og unge. Det er klart, at hvis pædagoger ligger inde med en viden om, hvordan det går på det område, for eksempel om konsekvenser af besparelser eller omstruktureringer, så kan det være væsentligt, at samfundet får de informationer,« uddyber Jørgen Steen Sørensen.

Børnenes stemme
Lisbeth Bech Poulsen, folketingsmedlem for SF, deler ombudsmandens bekymring.
»Ytringsfriheden er en vigtig rettighed for alle og specielt for de fag, der arbejder med børn, fordi børnene ikke selv har en stemme på niveau med voksne. Der er brug for, at de folk, der repræsenterer dem, kan melde fra over for dårlige arbejdsvilkår og dårlige forhold for børnene,« siger hun.
»Derfor er det meget foruroligende, at andelen af pædagoger, der ikke ytrer sig om kritisable forhold, er steget til næsten hver anden,« fortsætter Lisbeth Bech Poulsen.
Hun hæfter sig ved, at pædagoger langt fra er de eneste, der i stigende grad ikke bruger deres ytringsfrihed.
»Når jeg hører om undersøgelser af ytringsfriheden i forskellige fagforbund og brancher, så er det hver gang høje tal. Det viser, at vi igen skal have gang i en debat, som vi nu har haft af flere omgange, nemlig om offentligt ansattes ytringsfrihed,« siger hun.
Pædagoger og andre ansattes ytringsfrihed er beskyttet gennem Grundlovens paragraf 77, hvor der blandt andet står: ’Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.’
En ting er dog den formelle ret til at ytre sig. Noget andet er, ifølge Lisbeth Bech Poulsen, om man som ansat har tillid til, at ytringerne ikke får negative konsekvenser.
»Det kan være svært at bevise, at man er en del af en fyringsrunde, fordi man tre måneder tidligere har sagt noget kritisk. Derfor er der behov for mere beskyttelse af offentligt ansatte. Det kan være i form af styrkede whistleblower-ordninger eller en omvendt bevisførelse, så arbejdsgiveren skal bevise, at din fyring ikke har noget at gøre med det, du har ytret dig kritisk om,« siger politikeren og fortæller, at SF om kort tid vil foreslå en øget ansættelsesretlig sikring af offentligt ansatte, der bruger deres ytringsfrihed.

KAPITEL 2

Ytringsfriheden for pædagoger og andre offentligt ansatte har været på dagsordenen mange gange i de senere år. Der er udgivet tykke betænkninger, som er bestilt af Folketinget, og Justitsministeriet har af flere omgange udsendt vejledninger, der skal oplyse offentligt ansatte om deres rettigheder og pligter, når det handler om ytringer i det offentlige.
Tidligere justitsminister Søren Pind (V) har udsendt et såkaldt ’hyrdebrev’ til offentlige arbejdsgivere og præciseret reglerne for ytringsfrihed for deres ansatte.
Siden 2017 har det også været muligt at tage et digitalt kursus udviklet af Moderniseringsstyrelsen og Justitsministeriet, hvor man gennem opgaver, videoer og case-eksempler lærer reglerne for ytringsfrihed som offentligt ansat. Kurset er ikke blevet evalueret, og udbyderne har over for Børn&Unge ikke kunnet give et overblik over, hvor mange offentligt ansatte der har fået gavn af det.
Et nærliggende spørgsmål er, om alle disse tiltag side har virket, når der i samme periode er sket en voldsom stigning i andelen af pædagoger, der vælger ikke at ytre sig om de kritisable forhold, de oplever i arbejdet.
»Tiltagene har ikke haft den ønskede effekt. Nogle gange kan man i krisetider se, at folk ikke tør sige noget, fordi der er større risiko for, at det kan have konsekvenser, når der er fyringsrunder. Men BUPL’s undersøgelse er jo foretaget i en tid med højkonjunktur, så alt peger i den forkerte retning,« mener SF’s Lisbeth Bech Poulsen.
Børn&Unge har bedt justitsminister Søren Pape Poulsen (K) forholde sig til, om hans ministeriums arbejde for at gøre offentligt ansatte opmærksomme på deres ytringsfrihed har virket efter hensigten. Det har ministeren dog ikke ønsket, ligesom han heller ikke har ønsket at kommentere BUPL’s nye undersøgelse.

Præventiv effekt
Ideen om at øge beskyttelsen af offentligt ansatte, der benytter sig af deres ytringsfrihed, blev første gang foreslået af fagbevægelsen i 2006.
Forslaget går ud på, at man ikke må udsætte ansatte for ufordelagtig behandling, eksempelvis i form af fyringer, omrokeringer eller forbigåelser ved ansættelse, blot fordi de har ytret sig kritisk indenfor lovens rammer.
Helle Hjorth Bentz er, når du læser dette, ansat i den nye Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). I skrivende stund er hun dog advokat i FTF, hvor hun igennem en årrække har beskæftiget sig med blandt andet ytringsfriheden for medlemmerne af de fagforbund, organisationen repræsenterer.
Ifølge hende kan den ønskede ansættelsesretlige sikkerhed sammenlignes med det værn mod forskelsbehandling, man som ansat har i eksempelvis sager om barsel, orlov eller adoption.
»Det er ikke, fordi vi ønsker at føre et hav af sager for vores medlemmer, at vi foreslår en øget retlig beskyttelse. Vi håber derimod, at en lovændring kan have et præventivt sigte, så vi fremadrettet kan undgå de hændelser på arbejdspladserne, som fører til, at BUPL’s medlemmer svarer, som de gør,« siger Helle Hjorth Bentz.
Hun er bekymret over den udvikling, som undersøgelsen viser. Men også ærgerlig, fordi det arbejde, der har været gjort for at oplyse offentligt ansatte om deres rettigheder, tilsyneladende ikke har haft den ønskede effekt.
»Der er blevet brugt mange ressourcer på at øge informationsniveauet om regler og rammer for offentligt ansattes ytringsfrihed, og alligevel bliver vi ved med at se sager, der går galt, og medlemsundersøgelser i faglige organisationer, hvor frygten for repressalier er stigende. Nu må den udvikling simpelthen snart vende,« siger Helle Hjorth Bentz, som også kalder på handling fra de offentlige arbejdsgivere:
»Det kan godt være, at man i toppen af ledelsesniveauet blandt de offentlige myndigheder og forvaltningen kender til Grundlovens paragraf 77 og ombudsmandens praksis på området. Men arbejdsgiverne har efter min opfattelse ikke evnet effektivt nok at få kanaliseret den viden ud i hele organisation, fra top til bund.«

KAPITEL 3

I BUPL’s aktuelle undersøgelse kan man se flere eksempler på pædagoger, hvor det har haft negative konsekvenser for dem at udtale sig kritisk.
’Jeg har erfaret fra tidligere at have ytret mig, at det har konsekvenser for mit daglige psykiske arbejdsmiljø samt mine muligheder indenfor kommunen’, svarer en pædagog.
En anden begrunder sin frygt for at udtale sig med, at man bliver kaldt ind til en ’venskabelig samtale’, hvis man siger noget negativt.
Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen understreger, at man som offentligt ansat har vidtgående ret til at ytre sig.
»Men det synes alle dage at have været en problemstilling, at medarbejdere frygter at blive ramt af sanktioner på en måde, som ikke kan bevises. Den undersøgelse, BUPL nu lægger frem, synes at være udtryk for, at den bekymring eller frygt stadig lever,« siger ombudsmanden og opfordrer pædagoger, der mener at blive udsat for sanktioner på grund af kritiske ytringer, til at bruge de muligheder, som loven giver dem.
»For eksempel at gå til ombudsmanden med deres sag,« siger Jørgen Steen Sørensen.

Mørketal
Ombudsmanden oplyser, at han i de seneste år har behandlet mellem 25 og 28 sager om året, hvor offentligt ansatte mener, at deres ytringsfrihed er krænket. Op mod fem gange årligt har han udtalt kritik eller givet henstillinger til offentlige myndigheder på baggrund af sagerne.
»Hvad der ellers er af problemstillinger i den offentlige sektor, ligger vi ikke inde med data for. Men det er nok en almindelig opfattelse, at der er sager, der ikke kommer frem, for eksempel fordi den pågældende ansatte ikke ønsker at gå videre med den, eller fordi den ansatte ikke ved, at det ikke er lovlige sanktioner, han eller hun bliver mødt med,« siger ombudsmanden.
Advokat Helle Hjorth Bentz fra FH mener, at ’fem sager om året er fem sager for mange’ taget i betragtning, at regelgrundlaget for offentligt ansattes ytringsfrihed er blevet rullet ud ad flere omgange. Hun mener dog heller ikke, at antallet af sager, som ombudsmanden behandler, giver et retvisende billede af, hvordan ytringsfriheden trives i eksempelvis daginstitutionerne.
»Det her område er omgivet af meget store mørketal. Det er vores vurdering, at der er langt flere episoder blandt medlemsorganisationerne under FTF og LO i hverdagen, men det er svært at give præcise oplysninger om antallet. Mange ønsker ikke at stå frem, og hvis man først har fået et hak i tuden, i form af en reprimande eller repressalier, dukker de fleste sig, fordi de ikke ønsker at risikere yderligere repressalier eller ufordelagtige følger i deres ansættelsesforhold,« siger Helle Hjorth Bentz.

KAPITEL 4

Sociolog Rasmus Willig har igennem mange år forsket i blandt andre pædagogers ytringsfrihed. Ifølge ham er frygten for sanktioner eller repressalier netop en af årsagerne til, at pædagoger og andre offentligt ansatte ikke gør brug af deres ytringsfrihed.
»Vi kan ud fra vores forskning se, at jo mere man oplever at være usikker, jo mere tilbøjelig er man til at tilbageholde sin kritik og altså udøve selvcensur,« siger Rasmus Willig.
I bogen ’Flexisme’ beskriver han og kollegaen Anders Ejrnæs, hvordan besparelser, omrokeringer, sammenlægninger og andre store ændringer på arbejdsmarkedet fører til, at medarbejdere i større grad oplever en usikkerhed i deres ansættelse.
Og dermed har man efter Rasmus Willigs mening fundet ’en succesfuld opskrift på fiasko’: For når man som pædagog ikke kan tale om de problemer, man oplever på sin arbejdsplads, fordi man er bange for at blive fyret under næste sparerunde – ja, så er man med til at fastholde sine egne dårlige arbejdsvilkår og de dårlige forhold for børnene, fordi man holder oplysninger tilbage, som ellers kunne give ledelse, forældre og politikere mulighed for at ændre ved forholdene.
Usikkerheden bliver ifølge Rasmus Willig forstærket af flere faktorer, blandt andet af et stigende arbejdspres blandt pædagoger. Men Rasmus Willig kritiserer også de betænkninger og vejledninger, myndighederne har udsendt i de senere år.
»I Grundloven fylder paragraffen om ytringsfrihed to sætninger. Når man læser de lange vejledninger fra Justitsministeriet, ender man, både som forsker og som almindelig medarbejder, med at blive i tvivl om, hvad man må ytre sig om. Og den tvivl er endnu et usikkerhedsmoment, der leder til selvcensur,« siger sociologen, der også efterspørger mere beskyttelse af offentligt ansatte, der benytter sig af deres ytringsfrihed.
»Formelt har vi ytringsfrihed. Den er sikret af Grundloven. Men reelt har vi ikke nogen ansættelsesretlig beskyttelse af den, som bliver uretmæssigt fyret på baggrund af at have benyttet sig af sin grundlovssikrede ytringsfrihed. Derfor har vi en tavshedskultur, hvor den formelle ytringsfrihed træder i baggrunden og mister sin værdi,« mener Rasmus Willig.

Mundkurv på
En af de pædagoger, der har oplevet at få sin ytringsfrihed taget fra sig, er Jane Moslund Jespersen.
»Jeg havde en dårlig kemi med min leder på en tidligere arbejdsplads, og vi havde mange konfrontationer. En dag fik jeg at vide af en konsulent, min leder havde hyret, at jeg ikke måtte henvende mig til min fagforening og heller ikke til mine kolleger. Jeg havde fået mundkurv på, og hvis jeg ikke gjorde, som der blev sagt, ville jeg få en opsigelse, der ikke var særligt pæn,« siger Jane Moslund Jespersen.
»Og det havde jeg det skidt med, for det er for mig en naturlig del af hverdagen at snakke med mine kolleger. Og jeg har brug for at ytre mig,« fortæller hun.
Det var en svær tid for Jane Moslund Jespersen. Men til sidst fik hun job i en anden institution. Her føler hun, at pædagogerne har fuld mulighed for at ytre sig. Både om trivslen i institutionen, om sikkerheden på arbejdspladsen og om andre forhold.
»Hvis vi er utilfredse med noget, eller hvis noget går os på, henvender vi os til ledelsen. Og så synes jeg oftest, at man bliver taget alvorligt,« siger Jane Moslund Jespersen.
Det er her, kritikken hører hjemme, mener pædagogen.
På arbejdspladsen, blandt kolleger og ledelse. Ikke i tv, radio, aviser, på Facebook eller i andre offentlige kanaler.
»Jeg kunne aldrig drømme om at skrive noget negativt på eksempelvis Facebook, for hvem læser det, og hvordan forstår man det lige? Og hvad kan det mon udvikle sig til?« spørger hun.

Kom frem
Der er nu ellers brug for pædagoger, der blander sig i den offentlige debat om deres vilkår – og om forholdene for de børn, unge og ældre, de arbejder med. Det mener BUPL-formand Elisa Rimpler, der derfor kalder det ’alarmerende’, at hver anden pædagog i den aktuelle undersøgelse ikke ytrer sig om kritisable forhold.
»Først og fremmest er det et demokratisk problem, at samfundsborgere ikke frit kan ytre sig. Samtidig er det en forudsætning for at udvikle kvaliteten og velfærden i vores institutioner, at pædagoger tør give et sandfærdigt billede af virkeligheden. Hvordan skal politikere ellers navigere og prioritere?« spørger Elisa Rimpler.
»Eksempelvis er vi lige nu i en situation på dagtilbudsområdet, hvor pædagoger og ledere skal realisere en ny, styrket læreplan. Vi er helt afhængige af, at medarbejderne frit kan drøfte hverdagens udfordringer for at udvikle de pædagogiske miljøer til gavn for børnene – og for at leve op til loven. Så det er direkte skræmmende, at det går den forkerte vej,« mener Elisa Rimpler.
I undersøgelsen fortæller flere pædagoger, hvordan de har fået besked på ikke at ytre sig. ’Jeg fik at vide af vores leder, at det ikke var en mulighed’, fortæller en pædagog. En anden beretter om at være blevet sat på plads af sin leder efter at have ytret sig kritisk på Facebook, mens en tredje er blevet advaret af sin leder: ’Pas nu på, hvad du siger’.
Elisa Rimpler ser disse eksempler som udtryk for en usund tavshedskultur.
»Når der er knaphed på ressourcer, breder magtesløsheden sig. Og både ledere og medarbejdere kan få en oplevelse af, at det er bedst ikke at ytre sig for meget, fordi man risikerer, at det får negative konsekvenser for institutionen, eller at forældrene bliver bekymrede,« siger hun.
»Det er vigtigt, at vi også taler med lederne om, at både ansatte og de selv skal have plads til at ytre sig. Ytringerne har en positiv betydning for engagementet og arbejdsmiljøet, og de kan være med til at skabe lydhørhed blandt lokale politikere og på Christiansborg. Det kan kun være i både lederes og pædagogers interesse,« mener BUPL-formanden, som samtidig giver en del af ansvaret til Kommunernes Landsforening (KL).
»De har ikke levet op til deres ansvar som arbejdsgivere. De skal sørge for, at pædagoger har mulighed for at ytre sig og gør det. Ikke kun i det formelle system, men også at de trygt kan sætte et debatindlæg i avisen og blive anerkendt for det,« siger Elisa Rimpler.

Skaber udvikling
Børne- og socialminister Mai Mercado (K) giver BUPL’s formand ret i, at det er vigtigt, at pædagoger oplever, at de kan fortælle om både godt og skidt fra deres arbejdsplads.
»Det er med til at udvikle arbejdspladsen og den hverdag, børnene er en del af. Derfor håber jeg, at kommunerne, som er pædagogernes arbejdsgiver, tager det alvorligt, hvis der er problemer med ytringsfriheden på pædagogernes arbejdsplads,« skriver Mai Mercado i et mailsvar til Børn&Unge.
Her understreger hun også, at det er vigtigt, at politikerne gennem pædagogers ytringer får kendskab til forholdene i institutionerne.
BUPL’s undersøgelse viser, at både er stigende andel af pædagoger, der ikke gør brug af deres ytringsfrihed, og stigende andel, der ytrer sig kritisk i offentligheden: Fra 21 procent i 2015 til 30 procent i 2018. Den stigning hæfter Mai Mercado sig ved.
»Min oplevelse er, at der er en rigtig god tilbagemelding både fra BUPL og fra medlemmerne selv i den offentlige debat,« oplyser ministeren.
Børn&Unge har bedt Kommunernes Landsforening (KL) om et interview, men har fået afslag. Dog skriver juridisk chef Pernille Christensen i en mail, at det efter KL’s mening er vigtigt, at kommunalt ansatte deltager i samfundsdebatten, både på nationalt og kommunalt niveau.
»Reglerne på området er meget klare: Alle offentligt ansatte herunder pædagoger har ret til at ytre sig om emner, der vedrører deres eget arbejdsområde - også når deres synspunkter og meninger er kritiske. Kommunerne er meget opmærksomme på reglerne, ligesom Folketingets Ombudsmand holder øje med, at offentligt ansatte ikke får advarsler eller bliver afskediget, fordi de har deltaget i debatten,« skriver hun.

KAPITEL 5

Kl. 13.30 var jeg 1 pædagog til 17 børnehavebørn.
Sådan stod der på skiltet, som pædagog Malene Seest Holmqvist holdt i hænderne. Facebook-opslaget fra den 26. september 2018 var en del af kampagnen #Minnormering og har i skrivende stund givet flere end 2.000 delinger og 300 kommentarer.
Også internt i den integrerede institution Stakhaven i Valby, hvor Malene Seest Holmqvist arbejder, gav opslaget anledning til diskussioner. Men ikke til sanktioner, frygt eller skænderier. For der er plads til kritikken, fortæller hun.
»Min leder og jeg er ikke altid enige om, hvordan vores vilkår er. Hun accepterer dog, at jeg deler oplysninger fra min hverdag. Hun har bedt mig om at holde institutionen ude, når jeg eksempelvis skriver på Facebook, men hun anerkender min ytringsfrihed og forsøger ikke at indskrænke den,« fortæller pædagogen, der også blogger på hjemmesiden voresvirkelighed.dk.
Hun sørger for, at børn og situationer er anonymiserede, når hun ytrer sig i offentligheden – men hun kan ikke lade helt være med at give eksempler fra sin hverdag.
»Hvis jeg skal have omverdenen til at forstå, hvordan mine arbejdsvilkår er, bliver jeg nødt til at bruge mig selv og min hverdag,« siger pædagogen, der flere gange har hørt fra forældre i institutionen, som har genkendt hende i den offentlige debat.
Nogle forældre har givet hende skulderklap og spurgt ind til situationen. Andre har været utilfredse med, at hun fortæller om sin hverdag og sit arbejde.
»Jeg prøver at forklare dem, at der ikke er noget særligt galt hos os. Det er et generelt billede af vilkårene i en daginstitution, jeg vil tegne. Som forælder vil man jo helst tro på, at ens børn har det godt og får tilbudt de bedste vilkår der, hvor man afleverer dem. Og hvis jeg så stiller mig op og siger, at det ikke er så godt, som de tror, så tvinger jeg dem jo til at tage stilling til, om de vil se gennem fingre med det, eller om de vil gøre noget ved situationen,« siger hun.
Netop, fordi forældre bekymrer sig meget om deres børn, tænker Malene Seest Holmqvist sig altid godt om, inden hun ytrer sig offentligt.
»Det må aldrig være brok for brokkens skyld. Det skal være en konstruktiv kritik, som også rummer forslag til, hvordan man kan gøre vilkårene bedre. Jeg synes omvendt også, at forældrene har ret til at vide, hvordan vores hverdag nogle gange ser ud. Vi får tit at vide af forældre, at vi pædagoger gør et godt stykke arbejde for deres børn, men de skal vide, at vi kunne gøre arbejdet endnu bedre, hvis vi havde de rette vilkår.«

Tilfreds leder
Malene Seest Holmqvists leder, Rikke Gade, er tilfreds med at have medarbejdere, der ytrer sig i den offentlige debat.
»Det er en vigtig sag, så jeg er glad for, at nogle råber op. Udfordringen for mig som leder er, at jeg godt kan se, hvor medarbejdernes frustrationer kommer fra. Og det kan sagtens være større udfordringer, som vi deler med hele vores fag, men ud fra deres udtalelser kan man få det indtryk, at det er lige præcis hos os, der er problemer,« siger Rikke Gade.
Hun mener derfor, at en vigtig opgave for ledere er at klæde medarbejderne på til at bruge deres ytringsfrihed med omtanke.
»Jeg kunne ikke drømme om at give nogen et plaster for munden. Men der er stor forskel på at skrive et indlæg og på at snakke med en kollega i kaffepausen. De skrevne ord, der kommer ud til offentligheden, kan virke hårde, og det har altid en konsekvens at råbe op, som man skal være forberedt på,« siger Rikke Gade, der også selv ved flere lejligheder har benyttet sig af sin ytringsfrihed.
»Når jeg ytrer mig, er det imod den rolle som bad guys, vi ledere nogle gange får. Vi bliver gjort til nogle sure madammer og mænd, der sidder på kontorerne og træffer dårlige beslutninger, men vi er ofte også i klemme selv. Det er mig som leder, der skal udmønte de aftalte besparelser i institutionen. Og det involverer jeg ikke altid mine medarbejdere i. Ikke fordi jeg vil have hemmeligheder for dem, men fordi jeg ikke vil fjerne dem fra deres kerneopgave, som er at være til stede på gulvet sammen med børnene,« siger Rikke Gade.

KAPITEL 6

Mange pædagogiske ledere vælger dog, modsat Rikke Gade, også at tie stille med deres kritik. Blandt de ledere, der har deltaget i BUPL’s undersøgelse, svarer et flertal ja til, at der er emner, som de ikke kan ytre sig offentligt om.
Eva Munck Immertreu, formand for BUPL’s Lederforening, ser tavsheden blandt både pædagoger og ledere som et udtryk for det stigende pres, der er på de pædagogiske arbejdspladser.
»Det burde være en styrke, at nogen tør åbne munden og sige: Det her fungerer ikke. Men mange er bange for at sige noget, og det gælder hele vejen op gennem systemet. For når der skal skiftes ud på posterne, er det så dem, der brokker sig, eller dem, der retter ind, som står for skud?« spørger lederformanden.
Hun er ærgerlig over at læse de udsagn, som pædagoger kommer med om deres ledere i undersøgelsen.
»Man skal som leder ikke kigge medarbejderne ekstra over skulderen eller bede dem tie stille, fordi de ytrer sig. Lederne skal tage kritikken alvorligt. Og det tror jeg også, ledere som udgangspunkt vil. Men de er også pressede. Og måske ved de samtidig noget, som medarbejderne ikke ved,« siger Eva Munck Immertreu.
Hun hæfter sig ved, at det ifølge undersøgelsen ofte er emner som normeringer, kommunale beslutninger og psykisk arbejdsmiljø, pædagoger vil ytre sig kritisk om.
»Og det er jo ikke emner, som lederen er ansvarlig for. Lederen er med til at udmønte kommunale beslutninger, men selve beslutningen er truffet et andet sted. Det psykiske arbejdsmiljø har lederen et medansvar for. Hvis der er problemer, så skal de løses i et samarbejde mellem medarbejdere, ledelse og tillidsvalgte,« siger Eva Munck Immertreu.
»Hele arbejdslivet er blevet meget individualiseret. Hvis du har et problem, så er det dig, der har det. Og for at få det løst, er der andre, der skal gøre noget. Jeg tror, vi skal blive dygtigere til at få løst de her problemstillinger i fællesskab,« lyder det fra lederformanden.

KAPITEL 7

Det har en pris at brænde inde med kritikken, viser BUPL’s undersøgelse. Her svarer 42 procent, at det har påvirket dem psykisk ikke at ytre sig. 22 procent svarer, at det har påvirket dem både psykisk og fysisk.
’Det er ikke rart ikke at kunne fortælle om forholdene af angst for reprimander’, fortæller en pædagog i undersøgelsen. En anden beskriver, hvordan man kan vende og dreje sig hele natten, mens man tænker på de ord, man ikke fik sagt.
»For den enkelte medarbejder kan det give en oplevelse af stress ikke at ytre sig om kritisable forhold,« fortæller Anders Ejrnæs, lektor i socialvidenskab ved Roskilde Universitet og en af forfatterne til bogen ’Flexisme’.
»De fleste medarbejdere vil gerne udføre deres arbejde så godt som muligt. Det vil for pædagogers vedkommende sige at levere den omsorg for børn og unge, som deres professionsideal fordrer. Hvis de ikke kan leve op til det, og hvis de samtidig ikke må ytre sig, kan det udmønte sig i stress og sygemeldinger,« siger Anders Ejrnæs.
Han mener, at problemet med, at pædagoger og andre offentligt ansatte ikke ytrer sig om kritisable forhold, skal løses på et mere strukturelt niveau.
»Hvis der hele tiden kommer reformer, omstruktureringer og besparelser, så ligger der et konstant pres på medarbejderne, som så bliver mere nervøse for at ytre sig. Hvis man kan skabe større sikkerhed i arbejdet, kan man også styrke muligheden for at ytre sig kritisk. Der er derfor brug for at skabe ro på de pædagogiske arbejdspladser,« vurderer han.

Tavsheden er farlig
Påvirkede det dig fysisk og/eller psykisk, at du ikke ytrede dig?
Ja, fysisk: 1 %
Ja, psykisk: 42 %
Ja, både psykisk og fysisk: 22 %
Nej: 25 %
Ved ikke: 10 %

Det ville pædagoger have kritiseret
Normeringer: 70 %
Psykisk arbejdsmiljø: 62 %
Kommunale beslutninger: 45 %
Ledelse: 41 %
Nedskæringer: 41 %
Økonomi: 31 %
Fysisk arbejdsmiljø: 22 %

Kilde: BUPL: Undersøgelse om ytringsfrihed, november 2018.