Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 01
Uligeløn: Spineksperten - Ligeløn er en håbløs agenda
Drop ligeløn og find i stedet ud af, hvad I er værd. Det er spineksperten Lotte Hansens råd til pædagogerne, der står alt for alene til at vinde i kampen for ligeløn.
Af: Marie Bille
Hvis BUPL havde hyret Lotte Hansen til at lægge en strategi for, hvordan de skal vinde slaget om ligeløn, så havde hun sagt: Det kan ikke lade sig gøre.
"Det er en håbløs agenda. Det siger jeg ikke, fordi jeg ikke kan se retfærdighedsmæssigt, at der er et ligelønsproblem, " siger Lotte Hansen.
Hun er direktør i det nystartede firma HansenPR og rådgiver virksomheder og organisationer i, hvordan de slår igennem med deres budskaber og opnår resultater med deres kommunikation.
I dag tjener en offentligt ansat bygningskonstruktør 27-28 procent mere end en pædagog. Generelt kan det bedre betale sig at arbejde med teknik end med mennesker. Det vil BUPL have ændret inden 2020.
"Det er jo ikke, fordi lønforskellen er rimelig. Det er ikke et rimelighedsspørgsmål, men et kommunikationsspørgsmål, der handler om, hvorvidt du kan sandsynliggøre, at du er lige så meget værd som en bygningskonstruktør," siger Lotte Hansen.
Det bliver 'vanvittigt svært' for pædagogerne, mener hun. Det store problem er, at der ikke er enighed om, at uligeløn på tværs af fagene er et problem. Og arbejdsgiverne går til overenskomstforhandlingerne med budskabet om, at der er ligeløn i den offentlige sektor.
"Den anden part vil jo ikke engang acceptere kamppladsen. De mener slet ikke, at der er noget at spille om," siger Lotte Hansen.
En anden grund til, at Lotte Hansen ser en rigtig svær sag, er, at den ikke kan løses ved forhandlingsbordet til overenskomstforhandlingerne.
"BUPL's fjende er ikke den samme som modstanderen. Fjenden er mandefagene, men modstanderen er pædagogernes arbejdsgivere, som jo ikke sidder og regulerer de privatansatte mænds løn," siger hun.

Hvad er i værd? I stedet for at holde fast i ligelønskampen mener Lotte Hansen, at pædagogerne skal arbejde strategisk med at vise, hvad deres arbejde er værd for samfundet.
"Pædagogerne skal prøve at vise, hvordan de gør en forskel, og hvordan de værdisætter deres eget arbejde i stedet for at sige, at de er det samme værd som bygningskonstruk­tørerne, for det vil ingen anerkende.Hvis jeg skal sige noget provokerende, så skulle man lave en stribe private børnehaver," siger Lotte Hansen.
Private institutioner er ikke begrænset af stramme offentlige budgetter, og her kan pædagogers løn være så høj som det, forældrene vil betale. Mange forældre er villige til at betale ekstra, og privat konkurrence ville kunne sætte skub i pædagogernes løn, mener Lotte Hansen.