Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 11
Karriereskift. Det er aldrig for sent at blive pædagog
Efter 35 år som it-programmør valgte den nu 53-årige Hanne Schüsler at læse til pædagog. Pædagoguddannelserne optager stadig flere studerende over 30 år, viser tal fra Undervisningsministeriet.
Af: Miriam Lykke Schultz
Efter 35 år som it-programmør fik Hanne Schüsler nok. Hun besluttede sig for at følge sit hjerte og gøre drømmen om at blive pædagog til virkelighed. Selvom Hanne Schüsler først blev færdiguddannet som 50-årig, mener hun ikke, at det var for sent at blive pædagog.
»Jeg kan godt fortryde, at jeg ikke valgte pædagogjobbet fra begyndelsen. På den anden side, kan det være, at jeg var blevet en træt pædagog efter mange år i faget. Nu har jeg et andet overskud. Jeg ser på faget med andre øjne, måske fordi jeg ikke ved, hvordan det har været før,« siger Hanne Schüsler, der arbejder på Glostrup Observationshjem.
Hun har altid haft let ved kontakten til børn og været aktiv i frivilligt arbejde med børn og unge. At være tæt på børnene og opleve deres udvikling gav hende en tilfredsstillelse, som hun ikke oplevede i sit arbejde med it.
»Det var det menneskelige, som jeg fik energien fra, og noget i mit hjerte trak i den retning, så jeg spurgte mig selv, om det ikke var det, jeg skulle leve af.«
Hanne Schüslers karriereskift var drevet af, at hun ville være glad for gå på arbejde. Imod talte, at hun ville tjene væsentligt mindre som pædagog. Men det holdt hende ikke tilbage.
»Når jeg granskede mig selv og mærkede godt efter, vidste jeg, at det var det, jeg ville.«

Undgå mor-kasketten. Man skal ville det af hele sit hjerte, for det er hårdt og udfordrende at begynde forfra, mener Hanne Schüsler.
»Det er en helt ny kultur, man kommer ud i. Mine medstuderende var på alder med mine børn, så det var noget med ikke at tage mor-kasketten på og virke alt for belærende. Samtidig var det hårdt at skulle læse igen efter så mange år. Det satte sig ikke så let, som da jeg var ung,« siger Hanne Schüsler.
I dag glæder Hanne Schüsler sig til at komme på arbejde, når hun står op om morgenen, og hun synes, at hun gør en forskel hver dag.
»Jeg kan bruge meget mere af mig selv i mit ­arbejde, og de stjernestunder, jeg har med børnene, kan jeg leve længe på. Jeg tjener mindre, men jeg tager noget andet med hjem. Min familie synes, jeg er blevet gladere og har mere overskud, og det synes jeg også selv.«

Flere ældre studerende. Hanne Schüsler er ikke ene om at trække gennemsnitsalderen op på pædagoguddannelsen. Tal fra Undervisningsministeriet viser, at der er kommet langt flere pæda­gogstuderende over 30 år. Forrige år var der 970 i alt. Det er en sjettedel flere end i 2008. For de 45- til 54-årige er der endda sket en fordobling i perioden.
Stigningen overrasker ikke Pia Cort, der er lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet. Hun forsker i karriereplanlægning i en krisetid ved at tage afsæt i arbejdslivshistorier fortalt af mennesker i overgangsfaser.
»Flere af de interviewedes ønsker om at skifte over i pædagogfaget er ofte afstedkommet af en kritisk hændelse i deres liv, for eksempel stress eller arbejdsløshed,« siger hun.
I dag er tendensen, at vi arbejdsmæssigt bevæger os væk fra det lineære karriereliv til i højere grad at opdele vores arbejdsliv i faser. De radikale skift sker typisk i 40’erne, børnene flytter hjemmefra, eller ens egne forældre går bort. Man har nået det, man gerne ville, og for første gang stopper man op og tænker over, hvad der har værdi for en selv, og hvad man vil bruge resten af sit liv på.
»Det er et tidspunkt i livet, hvor vi i høj grad motiveres af at indgå i fællesskaber og at bidrage positivt gennem et meningsfuldt arbejde, hvor man gør en forskel for andre mennesker,« siger Pia Cort.