Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2019 Nr.: 03 Børn&Unge som e-paper
Lær af os. Jordkloden er første prismecertificerede børnehave
Børnehaven Jordkloden har arbejdet med normkritisk og kønsreflekteret pædagogik for at give børnene lige muligheder uanset køn. Som led i dette er institutionen blevet prismecertificeret, fortæller leder Kirstine Bagger Rødvig.
Af: Trine Vinther Larsen
Det ville vi
Vi har i børnehaven Jordkloden i København været pilotinstitution for udviklingen af et prismecertifikat, som vi som de første fik. Certifikatet skal fremme en kultur, hvor alle børn uanset køn vokser op med lige muligheder. I daginstitutioner har det at blive prismecertificeret handlet om at sikre alle ansatte viden om normkritisk og kønsreflekteret pædagogik. Vi har længe arbejdet med at få fx et sprog og en indretning i institutionen, som ikke begrænser børn i deres deltagelsesmuligheder. Med certifikatet forpligter vi os på hele tiden at være normkritiske og skærper vores blik på kønsstereotyper, og hvordan vi undgår dem.

Sådan gjorde vi
For at blive prismecertificeret har vi deltaget i et aktionslæringsforløb, som er tilpasset den enkelte institution. Hele personalegruppen har diskuteret cases, hvor køn var på spil, og vi har selv arbejdet med at nedbryde kønsstereotyper: Vi har sorteret ud i vores børnebøger eller streget ud og erstattet ord, som vi fandt begrænsende. I bogen ’De tre bukkebruse i badeland’ er trolden nu ikke en tøsedreng men en bangebuks, da vi ikke ser følelsen 'bange' som særlig feminin. Vi siger aldrig ’kom så, piger', hellere ’kom, venner’, eller vi bruger barnets navn. I vores legegrupper blander vi børnene, så alle er potentielle venner.

Det lærte vi
Effekten i børnegruppen er stor. Før legede de mere opdelt, men nu leger de mere på tværs af køn, og de er mere frie i deres valg af aktiviteter. Her er det ikke sådan, at vi alle skal have pagehår, gå i gråt tøj og kalde hinanden ’hen’, men det skal være muligt for alle at klæde sig, lege og vælge venner uden at blive mødt negativt. Hvis en dreng vil lave perleplader, og en pige lege vildt, skal de opleve, at det er okay. Vi er overraskede over, hvor kønnet vores sprog er, og efter vi er blevet certificeret fylder refleksionen endnu mere. Det er godt, for uden bevidsthed om det der skal ændres, kan man ikke ændre noget.

Vores råd
● Området er bredt, så vælg fokus.

● Lav en plan for kønsreflekteret praksis, og gå frem bid for bid

● Hold jer opdateret på ny viden.

● Oplys forældrene, så I undgår misforståelser.

● Skriv på hjemmesiden, at I er prismecertificerede, så også jobsøgende ser det.

Om projektet
Prismecertifikatet blev lanceret i 2018, hvor børnehaven Jordkloden var den første institution til at få certifikatet. Alle, som får certifikatet, skal dog forny det hvert år gennem nye kurser, deltagelse i en årlig konference og holden sig ajour med nyhedsmails om ny forskning i normkritik o g kønsrefleksion. Bag certifikatet står kønssociolog Cecilie Nørgaard, der er direktør i Mangfold, som står for certificeringen. Prismen i navnet symboliserer, hvordan vi kan se ens ud, men er meget forskellige, ligesom lyset der bryder gennem en prisme spreder sig i en vifte af mangefarvede lysstråler. Læs mere på prismecertifikatet.dk