Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 03 Børn&Unge som e-paper
Inklusion. Her ser vi barnet uden diagnosen
I Skolegades Børnehave i Silkeborg er op mod hvert andet barn under observation eller diagnosticeret som handicappet. Sådan har det været i årtier. Pædagogerne kalder det mangfoldighed og arbejder målrettet med rummelighed og tolerance.
Af: Kurt Balle Jensen
Der graves flittigt i den store sandkasse. Sandet står til alle sider, og drengene har et koncentreret udtryk i ansigterne. Det er en grå vinterdag, men kinderne er røde og humøret højt. Ingen kan se, at for få uger siden turde en af drengene ikke være sammen med andre børn.
Skolegades Børnehave i Silkeborg er en ganske særlig institution. Da inklusion blev et begreb, som alle skulle forholde sig til, havde denne børnehave allerede mange års erfaring med at inkludere børn med fysiske og psykiske handicap eller andre problemer. Faktisk har tæt på halvdelen af børnene brug for støtte i en eller anden grad, enten fordi de er observationsbørn (OBS-børn), eller fordi de er § 32-børn med en diagnose.
Det lægger man bare ikke mærke til, når man kommer ind. Her er der liv og glade dage som i enhver anden institution.

De usynlige problemer. »Nogle har et fysisk handicap, som man umiddelbart ser, men for de flestes vedkommende kan man ikke se, hvem der har særlige udfordringer. Når der kommer studerende her i institutionen, spørger de ofte, hvem det er. Så giver vi dem 14 dage til selv at finde ud af det, og ofte må de give fortabt«, siger institutionens daglige leder Jeanette Rasmussen.
Inden et barn med specielle problemer modtages, er der et stort forarbejde, hvor der bruges mange timer på at læse papirer, holde tværfaglige møder og samtaler med foræl­drene. Barnet skal måske starte i det mere stille specialrum på førstesalen, men herefter skal det så vidt muligt efter aftale med forældrene ind i en almindelig børnegruppe.
»Vi sætter ikke et specielt mål for, hvor langt det enkelte barn kan nå. Målet er, at det skal blive den bedst mulige udgave af sig selv ud fra de forudsætninger, barnet har«, siger Helen Heegaard Jakobsen.
Hun er pædagog i den del af institutionen, der fire dage om ugen kører ud i naturen i bussen Columbus. Her er 23 børn, hvoraf de 7 er OBS-børn. Sam Demirel er pædagog i Skolegade, hvor der er 32 børn, hvoraf de 6 er OBS-børn og de 9 er § 32-børn.
De to pædagoger er veteraner i institutionen, og for dem er det ikke mindst de mange sejre, de dagligt oplever hos børnene, der har særlige udfordringer, der betyder noget.
»Når børnene kommer her i institutionen, finder de hurtigt ud af, at verden drejer sig ikke kun om dig, fordi du har et handicap. En diagnose betyder ikke, at man pakkes ind. Vi stiller krav, ligesom vi stiller krav til alle børn. Det er de ikke altid vant til, og vi hører da også nogle gange fra forældre, at nu skal vi passe godt på deres barn. Men det er som regel kun lige i starten,« siger Sam Demirel.
Fordi børn med fysiske og psykiske problemer har været så stor en del af hverdagen så længe, er det ikke noget specielt. Udgangspunktet er, at alle skal deltage i de aktiviteter, som de evner ud fra deres forudsætninger.
»Børnene skal opleve, at deres særlige udfordringer ikke behøver at være en bremse. De kan godt være med, og det kan være en ny oplevelse for forældrene: Hov, der var mit barn da lige med alle de andre oppe på Troldehøj eller på Himmelbjerget,« siger Sam Demirel.

En del af hverdagen.Trods mange års erfaringer er inklusion i børnehaven fortsat en proces med fejl, der skal læres af. Ingen erfaringer kan overføres direkte fra barn til barn, heller ikke når det gælder børn med den samme diagnose. For Helen Heegaard Jakobsen er det derfor vigtigt, at pædagogerne ser om bag den diagnose, det enkelte barn kan have.
»Man kan sige, at vi ser barnet og ikke diagnosen«, siger hun.
Det betyder ikke, at pædagogerne glemmer diagnosen, men de fokuserer bare ikke på den i det daglige. Der bliver taget de hensyn, der skal tages, for at barnet kan fungere, men på en måde, så børn med særlige udfordringer ikke oplever det som noget særligt.
Det giver daglige sejre. Hvis et barn ikke kan sige mere end tre-fire ord, er der jubel, når sætningen pludselig fuldføres: ’Jeg vil gerne have en mad’.
Når der trænes motorisk med et barn med fysiske problemer, er flere andre børn med i gruppen, og på den måde bliver det heller ikke noget specielt. Når der leges ’Bjørnen sover’, opdager ingen, at det denne dag måske er for at træne det sociale med et af børnene.

Tolerante børn. Dermed er der ikke noget ’dem og os’. Der er kun et fællesskab og en konstatering af, at vi alle er forskellige. Og hvor går grænserne? Et barn bliver måske hurtigere vild i legen end andre, men er det ensbetydende med, at barnet har ADHD, eller er det bare et barn med godt gang i den?
»Derfor er den særlige træning i institutionen god for alle. Nogle har for eksempel mere svært ved at overholde sociale spilleregler end andre. Men alle skal jo lære, at de findes,« siger Helen Heegaard Jakobsen.
De børn, der har særlige problemer, bliver hurtigt trygge og glade i hverdagen, fordi de oplever, at der ikke lægges specielt meget mærke til det, de har at kæmpe med.
Samtidig er oplevelsen i institutionen, at ’normale’ børn også påvirkes af den særlige sammensætning, som børnegruppen har. De bliver af sig selv hurtigere og mere selvhjulpne, når pædagogerne udfordrer børn med fysiske problemer til for eksempel selv at tage udetøj på. Når de andre børn oplever det, smitter det af, for så kan de selvfølgelig også.
Desuden bliver børnene mere tolerante, fordi de oplever stor forskellighed. Der er da også stor søgning til børnehaven fra et geografisk stort område, netop fordi mange forældre gerne ønsker, at deres barn får denne dimension med: De vil gerne have, at deres barn oplever mangfoldighed og lærer rummelighed.

Gode råd til andre om inklusion
● Gør det ikke til noget særligt at skulle have motorisk eller social træning. Tag ­andre børn med. Gør det til en del af legen.
● Vis børnene i praksis, at alle kan være med på et eller andet plan. Der er bare forskellige forudsætninger.
● Lad udgangspunktet være, at alt kan lade sig gøre, naturligvis under hensyntagen til det enkelte barns særlige udfordringer. Det giver børnene sejre, og forældrenes bekymringer krakelerer.
● Gør det fra starten klart for forældrene, at her pakkes ingen ind.
● Lad børnene opleve forskelligheden, og at de trods et eventuelt handicap eller psykisk problem ikke er så specielle.
● Lær af hinanden i dagligdagen. Nogle kolleger vil altid være bedre til noget end andre.
● Vær ikke bange for at lave fejl. Inddrag det enkelte barn i aktiviteterne på egne forudsætninger, og lær så af erfaringerne. Hellere det end for mange hensyn.
● Brug børns naturlige nysgerrighed til at afmystificere og afdramatisere handicap, psykiske problemer osv.
Kilde: Skolegades Børnehave i Silkeborg.