Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2006 Nr.: 31
Nedskæringer; BUPL vil flytte stemmer
BUPL føler, man taler for døve ører, når man søger dialog med regeringen om initiativer på børneområdet. Med kampagnen "Husk hvad du lovede" appellerer BUPL derfor i stedet til borgerne, som hver dag oplever konsekvenser af regeringens sparepolitik, når de afleverer deres børn eller børnebørn i børnehaverne
Af: Trine Vinther Larsen
Med "Husk hvad du lovede"-kampagnen har BUPL flyttet kampen mod kommunale besparelser på børneområdet ud på gader og stræder blandt borgerne. Det fortæller formand i BUPL, Henning Pedersen, der på BUPL's landsdækkende aktionsdag den 12. september på Kultorvet i København selv trak i kampagne-t-shirten og var med til at indsamle underskrifter imod flere besparelser på børn i forbindelse med budgetplanlægningen for 2007.
"Vi kan ikke længere nøjes med den parlamentariske dialog. Vi møder op til møderne med politikerne, men vi må i højere grad end hidtil også påvirke politikernes børnepolitik gennem dialogen med borgerne," siger formanden.
BUPL's formål med borgerappellen er at vende stemningen i befolkningen imod regeringen, sådan at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og finansminister Thor Pedersen (V) tvinges til at lytte til de faglige organisationer og klagesangene fra kommunerne.

"Det er dybt problematisk, at både BUPL og Kommunernes Landsforening gang på gang inviteres til at komme med faglige og økonomiske synspunkter, som kunne kvalificere de initiativer, politikerne foreslår på børneområdet, men som aldrig bliver brugt til noget. Ministeren siger tak, det var spændende, og så gennemfører man ellers sit lovforslag, som man havde tænkt sig til at begynde med. Det er respektløst og har ikke noget med demokrati at gøre," mener Henning Pedersen, der dog ikke direkte vil sige, at Anders Fogh Rasmussen løber fra sine valgløfter.
"Tværtimod opfylder han i højeste grad det, han har lovet. Det gælder på alle områder, lige fra skattestoppet til afsætning af penge til kvalitetsforbedringer i daginstitutionerne. Han gennemfører det, der stod i kontrakten, så at sige, men har jo ikke snakket noget om det, der står med småt på bagsiden. Han har ikke snakket om, at der var konsekvenser af det skattestop, den udligningsreform, det udgiftsloft, den lave vækst og den
kommunalreform, han også har lovet at gennemføre. Konsekvenser, der også tvinger kommunerne ud i besparelser på vigtige serviceområder som børne- og ældreområderne. Og på den måde kan han give sine to milliarder og altså holde sit løfte, men når regnestykket gøres op, vil han have taget flere penge, end han har givet, og den offentlige sektor vil være svundet ind, mens det private forbrug er steget," siger Henning Pedersen.
Han mener, at denne økonomiske politik får alvorlige konsekvenser for alle offentlige serviceområder, og at konsekvenserne allerede kan mærkes af borgerne og brugerne ude i kommunerne.
"Det er derfor, vi allierer os med borgerne. De oplever helt konkret besparelserne i institutionerne i form af pædagogstillinger, der nedlægges, og koloniture, der aflyses eller finansieres af forældrene. Med kampagnen prøver vi så at vise, at de forringelser, de oplever i den offentlige sektor, hænger sammen med regeringens politik," siger Henning Pedersen.

Ønsker ny regering. Vil I gerne have borgerne til at stemme på en ny regering ved næste valg?
"Ja, det må være konsekvensen. Vi har ikke nogen forestilling om, at vi kan ændre på den politiske holdning, eller den økonomiske politik hos regeringen. Det er naivt at tro, når de ikke ønsker dialogen. Men kan vi vende stemningen i befolkningen, vil regeringen for første gang være tvunget til at lytte og ikke bare gennemføre sin politik efter drejebogen," siger Henning Pedersen og påpeger, at skræmmebilledet, hvis den nuværende økonomiske politik fortsætter, er større ulighed i samfundet.
"Det private vil få så stor betydning, at man til sidst underminerer hele det offentlige institutionssystem og giver plads til konkurrence. Plads til at private kan komme ind med nogle tilbud, så vi får et system, hvor nogen har råd til at købe sig til nogle bedre tilbud, og andre må tage til takke med et skrabet, offentligt tilbud".
"En stærk offentlig sektor sikrer derimod, at vi har et fælles kollektivt system, der er så godt, at de økonomisk stærke ikke melder sig ud og overlader andre til nogle dårligere tiltag. De er med til at løfte de svage i samfundet og sikrer et solidarisk velfærdssystem," siger BUPL-formanden.
Antallet af underskrifter opgøres den 28. september, men det er ikke mængden af postkort og plakater med protestunderskrifter, der afleveres til Anders Fogh Rasmussen, det kommer an på.
"Det vigtige med denne kampagne er at gøre opmærksom på, hvad der sker, hvis ikke regeringen vælger at føre en anden politik, og at skabe en bred modstand mod besparelserne, så politikerne bliver nødt til at lytte. Antallet af underskrifter overbeviser formodentlig ikke statsministeren, men det gør den debat, vi får i befolkningen i forbindelse med indsamlingen måske," siger Henning Pedersen, der finder det optimistisk at undgå besparelser på de kommunale budgetter, som skal ligge klar den 15. oktober.
"Men vi vil fortsætte med initiativer som dette, og jeg håber, at kampagnerne vil få indflydelse på næste års finanslov eller får indflydelse på resultatet ved næste folketingsvalg. Det er oplagt at oppositionspartierne tager denne sag til sig," siger Henning Pedersen.